Sådan får du et positivt budskab i medierne

Hvordan får en halvt år gammel pressemeddelelse liv i medierne? Gymnasieskolernes Lærerforening har gjort det med kendiseffekt, landsholdssang og kitsch.

Hvordan får en halvt år gammel pressemeddelelse liv i medierne? Gymnasieskolernes Lærerforening har gjort det med kendiseffekt, landsholdssang og kitsch.

Her er de nye verdensmestre! Sådan lyder budskabet i Gymnasieskolernes Lærerforenings nye kampagne. Her hedder det, »at danske gymnasier er verdens bedste, siger OECD«.

Undersøgelsen fra OECD kom allerede i september 2010. Dengang gik Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) ud med samme positive budskab i en pressemeddelelse til medierne. Uden respons. Ikke et eneste medie tog budskabet op.

Ifølge chefkonsulent i GL Lotte Hornholt fik undervisningsminister Bertel Haarder dengang opmærksomheden med et mere negativt budskab om de danske gymnasier.

Nu prøver GL så at sælge samme positive budskab igen et halvt år senere. Det sker med helsidesannoncer af jublende gymnasieelever aka verdensmestre i alle de store dagblade.

Samtidig er der lavet en en ny udgave af den nationale samlingsmelodi: fodboldsangen fra 1986 nu med ny tekst om de gode, danske gymnasieelever. I et videoklip for kampagnen siger landsholdets tidligere træner Richard Møller Nielsen: »Jeg mener godt, at man kan sammenligne det med Europamesterskabet i 1992.«

Selv om medierne længe har skrevet kritisk om det danske undervisningssystem, har det nye forsøg på at sælge nyheden fra september 2010 givet pote. DR, Ritzau, Information og Berlingske har henvendt sig i løbet af formiddagen, og på Berlingske.dk hedder overskriften "Gymnasier er verdens bedste".

Reklame- og kommunikationsbureauet Dreyer + Kventy står bag kampagnen. Direktør Henrik Heskjær fortæller, at kampagnen gør alt for at skabe forskellige kroge, som giver medierne anledning til at tage budskabet op.

Eksempelvis har Berlingske.dk fokuseret på elementet med den tidligere landstræner, og via ham præsenterer Berlingske.dk budskabet om, at Danmark har verdens bedste gymnasieuddannelse.

»Vi kan selvfølgelig ikke sætte en mediedagsorden uden indhold. Men form og underholdning har fået endnu større betydning end tidligere,« siger Henrik Heskjær.

Bureauet har vinklet forskellige pressemeddelelser til forskellige medier. Og i stedet for tørre tal har de målrettet tænkt i billeder og lyd. Med billederne af Richardo og et videoindslag fra landets gymnasier har de grobund for, at tv-mediet vil lave et indslag, og kampagnesangen er sendt til landets radiostationer, så de også har en krog.

Gammel vin på nye flasker? Nej, siger Henrik Heskjær: Så længe noget ikke er fortalt, er det stadig en nyhed.

Lotte Hornholt fortæller, at kampagnen både er internt og eksternt rettet. Så de kan sætte en mediedagsorden, men samtidig signalere til gymnasielærerne, at de er anerkendte.

1 Kommentar

piet forrest
21. JANUAR 2011
Re: Sådan får du et positivt budskab i medierne

Det pinlige i denne sag er at journalisterne ikke har fulgt op på hvorfor ministeren ikke reagerer med armene over hovedet og kan virke stolt når nu Pisa undersøgelser er sandhedsserummet for hende. Ministeren fortier sikkert fordi der er overenskomster i luften kunne man foranlediges til at tro