”Skal kommunen overhovedet være på sociale medier?”
Spørgsmålet bliver stillet torsdag eftermiddag af Per Vinther, journalist på dknyt, der udgives af mediehuset DK Medier, der lever af at sælge journalistik til det offentlige Danmark. Astrid Haug, ekspert i sociale medier, griner imødekommende, for det mere end ligger i luften over arrangementet på Folkemødet i Allinge, at det spørgsmål kan hun ikke svare nej til.
”Qua det jeg laver, kan du nok regne ud, hvad jeg mener,” siger hun.
Ved siden af hende i panelet sidder de chefer i Aarhus, Odder og Lemvig kommuner, der er ansvarlige for kommunernes kommunikation med borgerne på sociale medier.
De skal sammen drøfte, hvordan kommunerne kan gøre det godt på sociale medier i fremtiden. Astrid Haug nuancerer over for de 15 folkemødegæster, der er mødt frem i det hvide telt bag røgeriet i Allinge. Brugerinddragelse er central, hvis kommunen skal lykkes online, forklarer hun.
Smartphones har afløst tunge kameraer [quote:0]
De kommunale chefer er enige om, at sociale medier er vigtige og gode i kommunikationen med borgerne, men de skal bruges rigtigt. Claus Buur Rasmussen, som er webmaster i Odder Kommune og en respekteret pioner inden for digital borgerinddragelse og -servicering, forklarer, hvordan brugen af levende billeder har udviklet sig.
Engang brugte Odder Kommune rigtige videoproduktioner, som var tunge at redigere og krævede meget udstyr. I dag bruger kommunen ofte en smartphone:
”Vi laver en hurtig film, hvis der er bevægelse i det, vi vil fortælle. Så publicerer vi på stedet. Vi slår medierne, ikke fordi vi er dygtigere, men fordi vi er hurtigere,” siger Claus Buur Rasmussen.
Skab samspil med borgerne
Claus Buur Rasmussen har et andet eksempel, der viser, hvor vigtigt det er at engagere borgerne i aktiviteterne på de sociale medier:
”For nylig lavede vi en bosætningskampagne med ambassadører i byen. Det gik rigtigt fint. Men der, hvor det rykkede, var, da vi lavede et opslag om, at folk skulle komme og se Odder. Det blev delt og tagget. Det handler om at lave et samspil med borgerne.”
Lise Uhre Pless, som er sekretariatschef for borgmesterens afdeling i Aarhus Kommune, fortæller, at Facebook kan skabe mere relevant trafik på kommunens hjemmeside, hvis det bliver brugt rigtigt. Da kommunen manglede skoleledere, fangede man deres interesse på Facebook og fik dem navigeret over på hjemmesiden. I dag mangler kommunen ikke skoleledere.
”Det handler om at få samspillet op at stå mellem de forskellige kanaler,” konkluderer hun og forklarer, at kommunen er i gang med at gennemgå alle platforme for at forny strategien:
”Vi har nogle budskaber, vi gerne vil af med. Vi prøver at versionere. Det skal spille sammen med, hvor borgerne er.”
Og det helt gode råd er, at man som kommune skal tænke sig om på de sociale medier.
”Den sikre vej til fiasko er, at man ikke har en strategi og en redaktionel linje,” siger Lise Uhre Pless.
Og Claus Buur Rasmussen uddyber:
”Hvad vil vi – og hvad vil vi ikke? Især det, man ikke vil, er vigtigt: Vi vil ikke have opslag, som ikke lægger op til interaktivitet. Når nogen bare gerne vil gøre opmærksom på et arrangement, som de selv synes er vigtigt, så siger vi nej.”
Det koster ressourcer
Men borgerinddragelse er ikke gratis. Det siger Kristian Hansen, som er kommunikationschef i Lemvig Kommune, der for nylig blev fremhævet i et speciale fra Aarhus Universitet som nummer to i landet for sin brug af sociale medier.
”Man kan godt tage dialogen med borgerne, men det kræver en til to medarbejdere at køre dialogen.”
Og præcis ressourceforbruget blev nok det mest relevante enkeltpunkt i den en time lange debat, hvor Journalisten gik glip af de første 10 minutter.
I Aarhus Kommune har digitaliseringen ikke udløst flere ressourcer, men en omlægning, så ressourcerne flyttes hen, hvor kommunikationen med borgerne er. Astrid Haug erkender blankt, at hun ikke kender til en digital case, der har sparet ressourcer. Hun mener, at digitalisering kræver flere ressourcer. Men:
”Hvis man inddrager borgerne, kan man spare ressourcer hen ad vejen,” siger hun. ”Tænk på, hvad besparelsen er ved ikke at holde et borgermøde.”
JOURNALISTEN ANMELDER FOLKEMØDET
Arrangement: Bliv bedre til sociale medier
Arrangør: DK Medier
Deltagere: Astrid Haug, medieekspert, Claus Buur Rasmussen, webmaster i Odder Kommune, Kristian Hansen, kommunikationschef i Lemvig Kommune, Lise Uhre Pless, sekretariatschef for borgmesterens afdeling, Aarhus Kommune
Journalistens dom: Seancen blev en udveksling af gode erfaringer og demonstration af aktørernes store kompetencer. Den fremstod ikke folkelig og inddragende, men snarere som en fælles interessevaretagelse, der ikke blev udfordret. Der manglede en lille sten i skoen. Det blev derfor aldrig en debat, men snarere kommune-pr med publikum på.
Som noget nyt anmelder Journalisten de arrangementer på Folkemødet, hvor vi er til stede. Vi giver 1 til 6 mikrofoner. Vores kriterier er: Brændte deltagerne igennem? Blev emnet tilført noget nyt? Blev publikum inddraget? Blev der svaret på de spørgsmål, som blev stillet? Og var der Folkemøde-stemning – humor, nærvær og uhøjtidelighed?
Efter Folkemødet samler vi alle vores anmeldelser her: journalisten.dk/vi-anmelder
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.