Jeg kan ikke lade være med at tænke på den sag, hvor en mand skubbede sin ekskæreste ud af et vindue på 3. sal på Frederiksberg.

Min veninde bor i nabolejligheden og kender pigen, der blev skubbet ud, og hun blev samme formiddag ringet op af en journalist fra B.T., der udgav sig for at være psykolog, som ville tilbyde "krisehjælp." Niels' søsters tilfælde er altså ikke enestående.

Jeg synes, det er direkte ulækkert, at der bliver brugt sådanne metoder. Især når journalisten taler med helt almindelige mennesker, der bliver narret til at sige ting, de ikke ellers ville have sagt. Det er ikke i offentlighedens interesse; det er bare sensationshysteri. 

Før det her forløb, var du et af de navne i branchen, jeg så op til. Desværre er det jo bare sådan med troværdighed, at taber man den én gang, kan da med en hvis ret stilles spørgsmål ved alle de ellers umiddelbart glimrende historier, man tidligere har skrevet. På vores fags vegne håber jeg, din opførsel i denne sag var en undtagelse, men jeg tvivler.

Til din orientering kan jeg i øvrigt fortælle, at et af de første spørgsmål min søster stillede, da vi så hinanden efter hjemkomsten, handlede om dig. Er journalister virkelig sådan, spurgte hun. Mellem os to, Lars: Det håber jeg fandeme ikke. Jeg håber du er en undtagelse, og hvad du har lavet burde være fyringsgrund. Særligt fordi du ikke selv kan se, at du har begået en brøler af dimensioner.

At du ikke kunne drømme om at dække en demonstration uden at spørge det iranske præstestyre om lov, er tankevækkende, men sagen uvedkommende. Derimod kunne jeg da godt tænke mig at vide, hvorfor det ikke er dit navn, der står på artiklens byline, når du ikke lægger skjul på, at det var dig der skrev den?

Skulle nogen være interesseret i at læse værket, kan det læses her: http://www.bt.dk/udland/soester-jeg-vidste-ikke-han-var-forsvundet

Jeg selv har ikke tænkt mig at bidrage yderligere til mudderkastningen.

Til alle de kommende kollegaer, der har vist hensyn og holdt hovedet koldt: Tak!

Venlig hilsen

Niels Krogsgård

Til Lars:

Uden at tage stilling til, om det er smart at tage til et diktatur uden at angive, at man ønsker at skrive om et styre, der ikke vil skrives om, vil jeg tilføje, at det umuligt kan være i offentlighedens interesse, at en dansker bliver fængslet i udlandet for en "forbrydelse", der kaldes "ytringsfrihed" herhjemme, og som er den primære grundsten i vores fag.

Man bør som journalist værne om sine kilders sikkerhed - det er da en af de første ting, vi lærer på vores studier... Og så skal der virkelig tungtvejende grunde til, før man tilsidesætter kilders sikkerhed. Den debat behøver vi heller ikke at gå dybere ind i.

Fremover vil jeg da opfordre folk til at bånde samtaler, der kan være af så personlig karakter - dertil kan man få en smart lille dims, som man kan plugge i computeren og som så optager alt, hvad du og din kilde siger. Simpelt, smart - skudsikkert.

Men ud over det, så er det rart at se en kritisk debat om journalistiske metoder - dejligt :)

Med venlig hilsen

Charlotte Kastling

Lars, det hænger ikke sammen.

For det første diskuterer vi ikke Niels' motiver og det fornuftige i at tage afsted. Derom kan siges meget, men lige her diskuteres metoderne, da historierne rullede og Niels Krogsgårds skæbne stadig var helt og aldeles ukendt.

For det andet er det vel ligegyldigt, om din artikel står på forsiden eller "langt omme i avisen". Etikken må være ens. (at Journalisten så billedmanipulerer - dét er lige så dårlig stil).

For det tredje; skal man forstå dig sådan, at hvis du mener, at kilden eller emnet for historien er en idiot/idiotisk, så ryger alle hensyn og kontrakter i kilde-kontakten? Det åbner da helt nye perspektiver...

alt godt, Line

@mette

For lige at hæve det her over Niels/Iran-sagen, der med en meget brugt DBS-debat-analogi  her på sitet åbenbart er "kørt af sporet".

Det dur jo ikke at forlade sig på, at kilden bagefter kan "bevise", at han/hun har ret. VI er de professionelle og har - med adgang til massemedier - jo både magten og ansvaret for, at folk føler sig korrekt citeret og ordentligt behandlet. Selv dem som vi kølhaler.

Tænk, hvis Maren i Kæret (der ifølge anden historie i Journalisten bor i Ulfborg :-) skulle sidde klar med båndoptager og pressejurist ved sin side for det tilfælde, at hun en dag bliver ringet op af en journalist... Niels Krogsgård og familie har en helt enestående platform at slå tilbage fra, fordi han selv er journalist og har adgang til fagbladets spalter, men hvad med alle de andre "almindelige", dødelige danskere, som vi citerer?

Bevisbyrden er så soleklart på vores side, vil jeg mene. Tough shit, men vel egentlig meget fair?

mange hilsner, Line 

Lars, du skulle såmænd bare have gjort klart, at du var igang med et interview. Længere er den ikke.

Eftersom jeg er journalist - eller næsten da - er der mange journalistvenner, som har ringet til min familie for at tale med dem. Ikke for at interviewe dem. Når du holder en medfølende tale om, hvor vi kender hinanden fra, hvilke fester vi har været sammen til, og hvor ked af du er, at jeg er meldt savnet, kan jeg ikke bebrejde en utrænet kilde som min søster, at hun troede på dig. Det gjorde hun også med de andre, som ikke forsøgte at manipulere hende.

Havde du ringet til hende og læst artiklen højt, havde du fået det svar, at du ikke havde lavet et interviw, og hun derfor ikke ville citeres for noget. Heller ikke det, som du påstår, hun har sagt. I det lys kunne hun have kaldt mig israelsk spion, det er for så vidt sagen uvedkommende. 

Så fik du alligevel et par ord ud af mig. Men skal jeg give dig et råd, vil det være at gøre som Karin Bo Bergquist. Har man en dårlig sag, er det nogen gange bedst at tie den ihjel. 

 / Niels Krogsgård

Kære Niels,

Jeg bryder mig ikke om din rubrik på kommentaren. Du kan ikke lægge danske journalister til last, at de skriver om, hvad der sker ude i verden, og blot fordi journalisterne omtaler en kollega, betyder det ikke, at der skal vises særlige hensyn.

At du imod alle anbefalinger rejser til et land, der ikke vil have journalister ind uden særligt visum (som angiveligt ikke havde), og at du sidder fængslet på grund af det og lyver om dit ærinde overfor fangevogterne, kan bestemt ikke være noget, danske aviser skal bekymre sig om, når dagens nyheder skal ud.

Dine motiver for at tage til Iran er da ganske smukke og ideologisk rigtige for en spirende journalist. Men det er ikke uden risiko. Den valgte du at løbe, og så må du tage det med, at du bliver fængslet og danske medier interesserer sig for det. 

Din reportage kunne nok have være lavet alligevel, selvom du ikke var taget afsted. Tænk bare på alle de almindelige iranere, der kvidrede om oprøret på Twitter og Youtube sidste gang.

Skaf en lokal kilde en anden gang, hvis du vil undgå, at kollegaer i Danmark - utilsigtet og i nyhedernes tjeneste - forsøger at få dig fængslet.

Hej Cris,

Din pointe er interessant, men rejser to væsentlige spørgsmål: Hvilke konsekvenser får det for vores dækning, hvis vi som journalister basserer vores historier udelukkende på interesseorganisationer og lokale journaliter? Og hvordan skal vi som journalister vægte forholdet mellem den gode historie og sikkerhedshensynet til den eller de personer vi omtaler.

Lad os starte med det sidste. Sideløbende med at jeg sad fængslet i Iran, var den norske journalist Pål Refsdal gidsel i Afghanistan. Det valgte den norske presse ikke at fortælle, før han var løsladt. Var min sag kommet for retten i Iran, er det indiskutabelt, at de oplysninger som var fremme om mig i danske medier, ville være blevet brugt som bevismateriale imod mig. Ser vi bort fra Karin Bo Bergquist og Lars Fogts brølere, er det interessant, hvorfor danske medier ikke tog samme hensyn i dækningen af den her sag (og her er det for så vidt ligegyldigt om jeg er journalist - det gælder forhåbentlig alle kilder). 

At Ekstra Bladet breaker historien, bringer mig i stor fare, da forhørslederen her og i de efterfølgende artikler fra andre medier får leveret de beviser, som han ledte efter. Men det betyder vel og mærke ikke, at jeg selv havde undladt at trykke historien eller rådført mig med Udenrigsministeriet, hvis det var mig, som sad på Ekstra Bladet og havde fået færden af en lignende god historie. Det vil jo stride imod vores journalistiske logik, om at alle væsentlige og/ eller gode historie skal ud - hvilket i 9 ud af 10 tilfælde er godt. Det var det bare ikke i den her sag.

Men hvad med næste gang, der kommer en tilsvarende sag? Er vores regnestykke, at de ni tilfælde, hvor vores dækning gavner kilden, opvejer det ene tilfælde, hvor det ikke gør? Jeg ved det ikke selv, men jeg synes det er uhyre væsentligt at tænke over.

I samme åndedræt kan man så også diskutere, om samarbejdet mellem myndigheder som UM og pressen er optimalt. Måske er det også embedsmændene, som ikke tænker som journalister, og derfor ikke forstår at skelne mellem, når en historie af sikkerhedsgrunde for alt i verden ikke må komme ud, og når de bare helst ikke vil have, at noget kommer ud. Det er Rathsack-sagen tilsyneladende et eksempel på. 

I forhold til den anden pointe, mener jeg selv, at det er vigtigt, at vi som vestlig pressse er tilstede i alle konfliktområder. Specielt i et så magtfuld land som Iran. På samme måde som en journalist der dækker miljø, ikke vil basserer sine historier udelukkende på udsagn fra Greenpeace, bør vi også være forsigtige med, hvem vi bruger som kilder i Iran. Men er vi der ikke selv til at iagtage og skelne mellem skidt og kanel, er det næsten umuligt. Problemet er, at mange af de personer som har kontakter til danske/ vestlige journalister, er enormt farvede af deres politiske overbevisning. Det samme gælder for de demonstranter som filmer med deres kameraer. Endvidere har de eksperter som sidder uden for Iran, i mange tilfælde ikke fingeren på pulsen - og dem som sidder i Iran, vil sjældent udtale sig over den aflyttede telefon eller mail. Billedet af Iran bliver med andre ord meget let sort hvidt.

Er glad for dit indlæg, fordi det lægger op til en væsentlig debat, der er meget vigtigere end den om en enkelt journalists dumhed (og så må du selv bestemme, om det er mig eller Lars Fogt, som du mener har dummet sig;-)

Venlig hilsen
Niels Krogsgård

Nej, alt er ikke til citat altid. Forkert. Skal vi virkelig have Oluf Jørgensen ned fra hylden for at kommentere på det?

Jeg nævnte nogle ting på Niels' Facebook-profil, som han mente, jeg skulle skrive herinde.

For det første er det jo også en interessant diskussion, om det var okay af en af Niels' og mine venner, at hun citerede mig på Niels' Facebook-profil, som (uden at bringe Facebooks brugeraftale ind i diskussionen) vel i princippet er privat. I dette tilfælde blev jeg mere irriteret over, at min navn blev stavet forkert, end over at jeg blev citeret, for citatet var sympatisk, men jeg burde vel have været blevet kontaktet først. Bare rolig, B.T., der ryger ingen mail af sted til Pressenævnet.

For det andet sammenlignede Niels sin sag med en norsk journalist, som var gidsel i Afghanistan på samme tid, som de norske medier valgte at fortie for journalistens sikkerheds skyld. Men der er altså forskel på arrestation og gidseltagning. 

Hej Vinh,

Bare lige for at undgå misforståelser. Jeg har aldrig sagt, at min løsladelse var et politisk signal. Det er snarre omvendt. Den iranske regering var ikke interesseret i at lave et politisk signal ud af mig. Havde de villet det, havde de brugt Muhammedtegningerne el. et andet politisk instrument, og så havde jeg siddet i Evin endnu. Med andre ord er jeg løsladt,fordi den iranske regering ikke har skønnet, at det var værd at bruge mig til popaganda. Havde jeg derimod været israeler, englænder eller amerikaner, var forløbet formentlig endt ganske anderledes. Så ville vi med rette kunne tale om et politisk signal. 

Bortset fra det, stiller du nogle væsentlige spørgsmål. Selv har jeg været omkring dem i en kommentar til Chris længere oppe på siden. Men derfor kan andre jo godt komme med deres svar;-)

 / Niels Krogsgård

Anders, ville din holdning være den samme, hvis det var en nødhjælpsarbejder, det handlede om? Jeg synes, det er ret kynisk at være ligeglad med konsekvenserne, fordi vi arbejder i sandhedens tjeneste og sandheden skal frem NU!

Jeg mener heller ikke, at Niels skal have særbehandling, fordi han er journalist. Men jeg mener, det er værd at overveje, om man kan holde oplysninger tilbage nogle dage, hvis det kan redde et andet menneskes liv. Her mener jeg din sammenligning med dagblades oplagsfald er uholdbar.

Nej, det er ikke den, der har været i Information - den er faktisk ny...

Kære Jens,

Pointen med at X ikke nødvendigvis er mig, er vigtig, da jeg aldrig har været i livsfare, endsige sagt, at jeg har været i livsfare.

Eksemplet med soldaten fra Afghanistan er en henvisning til Chris, hvis pointe er, at der ikke skal gælde særlige regler for journalister (se debatten længere oppe). Min pointe er så, at det mener jeg heller ikke. Spørgsmålet som jeg stiller, er relevant i forhold til alle typer personer, hvad enten de er journalister, soldater, ingenørerer, mv.  Hvis vi ved, at vi bringer ham eller hende i fare ved at skrive vores historie, hvor stor skal faren så være, før at vi lader være? Det er det, som der ligger i spørgsmålet. 

Jeg mener, det er en principiel debat, som er blevet relevant i forbindelse med min fængsling, men som ikke som sådan bør handle om mig. Der hvor min historie dog bliver relevant, er, når vi fyrer standardsvaret af, om at det må afhænge af situationen. Her har vi en situation, hvor Udenrigsministeriet dels følte sig modarbejdet af dansk presse, og hvor pressen ifølge det samme Udenrigsministerium kunne have bragt mig i stor fare. Så har jeg vist ikke sagt for meget.

BBC mistede for få år siden en reporter, som blev tortureret i Evin og en fransk journalist venter i øjeblikket på sin dom i Iran. Mener også at Canada har en journalist i klemme. 

Ifølge de iranske myndigheder vurderede de selv, at have en rigtig god sag imod mig. Og det tro da faen, de kunne se hver en detalje om mig i de danske medier. Plus lidt ekstra fra hr. Fogt.

Når det er sagt, kan man så diskutere, om ikke de iranske myndigheder havde fået de oplysninger alligevel. Det havde de muligvis, men på det tidspunkt hvor historien breaker i Danmark, sidder min rejsemakker Henrik Fallesen stadig på sit hotelværelse i Iran og venter på besked fra den danske ambassade, der har bedt ham forholde sig i ro. Heldigvis for ham, når han hjem inden myndighederne i Iran har fundet ud af, at vi er journalister/ journaliststuderende. Hvis ikke, havde de haft to gode sager, takket være den danske dækning. 

Så lad mig spørge på en anden måde. Hvad koster en go historie? Seks dage i Evin? Fem måneder? Et år? I det her tilfælde var prisen heldigvis rimelig billig, men vi bliver som stand da nødt til at diskutere, hvad der skal til for at vi vil holde igen med en historie. Eller måske bare enkelte oplysninger - såsom at jeg rejste med Henrik Fallesen. 

Om det er samarbejdet mellem dansk presse og Udenrigsministeriet, som er helt håbløst, ved jeg ikke, men det gør næppe nogen skade at tænke over, at vores historier kan have en pris for dem vi skriver om. 

Venlig hilsen
Niels Krogsgård

Kære John

Jeg forstår ikke, hvordan dit indlæg har nogen relevans i forhold til det, jeg skriver. Du forveksler vist mit indlæg med et andet i tråden.

Jens

Hej Jens,

Det var den iransk-canadiske fotojournalist Zahra Kazemi

I forhold til din pointe med facebook og google, vil det logiske svar være ja. Nu forholdt det sig i det her tilfælde bare sådan, at de ikke anede, hvem jeg var før tredje forhørsdag. I en situation hvor hvert minut kan være afgørende, er det ret vigtigt, hvornår historien breaker herhjemme, og hvad der fremgår af artiklen. Derfor er det jeg siger, at det en anden gang kan være relevant at rådføre sig med udenrigsministeriet, men den diskussion er der åbenbart ikke stemning for. Så lad os bare fortsætte med mig. Mig, mig, mig.  

Jeg beskylder ikke dansk presse for at være skyldig i min fængsling. Det ansvar tager jeg gerne på mig. Men var Henrik Fallesen ikke nået ud af landet inden historierne fra de danske netsider blev oversat til persisk og gelejdet videre i det iranske fængselsbureakrati, kunne dansk presse have været skyld i hans fængsling. Og var der fra Irans side ikke truffet en politisk afgørelse om, at jeg skulle løslades, kunne Lars Fogt og Karin Bo Bergquists arbejde også have haft en stor betydning for min dom.Derfor den måske lidt provokerende titel. 

 /Niels Krogsgård

Hej Niels

Ikke fordi det skal løbe op i pedanteri, men så var hun iransk født og havde dobbelt statsborgerskab. Så hun var for den iranske regering stadig iraner. Det giver en meget markant forskel fra din situation.(Deres handling var syg, men følger deres egen forkvaklede logik).

Mit problem med dit ønske om en principiel diskussion er, at den tager udgangspunkt i og bygger implicit på Lars Fogt og Karin Bo Bergquists skyld og nogle præmisser jeg ikke er sikker på holder. Dom, fængsel og stor fare? Var du reelt i fare? Og for hvad? Kan du fortælle mig, hvad det reelt var du risikerede? Hvis det ikke er på plads, mener jeg ikke, at det er rimeligt at fortsætte diskussionen. Så diskuterer vi ud fra, de måske meget urimelige og forskellige forestillinger vi har, om hvad den iranske regering kunne finde på i forhold til dig.

Jeg anerkender fuldt ud, at der er situationer, hvor man kan blive nødt til at omgå reglerne for at lave historier, som er tvingende nødvendige, af almen interesse og umulige at fremskaffe på anden vis.

Jeg er ikke overbevist om, at Niels Krogsgaards dækning af Iran er en af dem. Den udfoldede intet afgørende, jeg ikke allerede havde fået at vide via Twitter, Facebook og en række internationale medier. Jo, det er en fordel at have danske øjenvidneskildringer. Men det skal vejes op mod, hvor alvorlige brud på diverse regler, man er nødt til at begå. Det regnestykke må enhver gøre op med sig selv. Og selv tage ansvaret.

Jeg har netop rejst rundt i Niger, hvor regeringen er blevet paranoid i forhold til rapporter om fejlslagen høst, fejlernæring, hungersnød og den slags. Og hvor kidnapning af udlændinge til videresalg til Al Qaeda ikke er et ukendt (omend forholdsvis sjældent, seks vesterlændinge på et halvt år) fænomen. Jeg besluttede alligevel at rejse ind som journalist. Det gav bøvl og besværligheder, men det betød også, at jeg og fotografen ikke behøvede at luske undervejs. Jeg var klar over, at vi kunne have fået afslag. Men vurderede også, at danske læsere kunne have fået mange af de samme historier uden vores hjælp, hvis man opsummerede, hvad andre medier (primært udenlandske) allerede havde rapporteret (og ellers, deprimerende nok, sikkert var hammerligeglade). Om mit valg var rigtigere - igen: det må enhver gøre op med sig selv. Men hvis man bevidst vælger at begå ulovligheder uden at kunne bidrage med ret meget andet, end hvad der i forvejen er kendt, så er det set med mine øjne værd lige at overveje igen, før man kaster sig ud i det og derefter betragter sig selv som offer, hvis det går galt.

Bedste hilsner,

Susanne Sayers

Niels Krogsgaard skriver: "Og lad så venligst være med at pådutte mig en offerrolle. Jeg vidste, at jeg løb en risiko og bebrejder ingen danske medier for min anholdelse."

Øh, hvad handler dit oprindelige indlæg så om??

Jeg tager ikke stilling til Lars Fogts eller andres metoder i sagen. Jeg tager stilling til, hvornår man bør bryde love og løbe en risiko, der også indebærer både udgifter og risici for andre. Og jeg påstår heller ikke, at det er mere værd at rapportere om millioner af menneskers stille død i Sahel end et oprør i Iran. Set med mine øjne er begge dele væsentlige. 

Min pointe er udelukkende, at hvis man ikke kan bidrage med noget væsentligt nyt i forhold til, hvad der allerede har været fremme, så bør man overveje både egne motiver og virkningen af ens handlemåder en gang til, hvis man bliver nødt til at benytte sig af løgn og fortielser for at dække et emne. Jeg tog ikke endelig stilling til dine historier - jeg konstaterede bare, at jeg ikke er overbevist om, at du kan tilføje noget, jeg ikke allerede har fået kendskab til gennem andre øjenvidneskildringer på diverse sociale medier. De spørgsmål kan du jo så vælge at forholde dig til eller lade være.

Bedste hilsner og god weekend til dig også.

Susanne Sayers 

Hej Susanne,

Vi er enige i dine overvejelser om væsentlighed kontra farer. Jeg tvivler på, at du kan læse vores artikelserie på Twittter, men det er en interessant diskussion, hvad vi egentlig bidrager med, ved at være der selv. Niger er drønvæsentligt. Omvendt er det ikke just ukendt landsskab for diverse NGO'ere. Ergo: skal vi bassere vores journalistik på, hvad interesseorganisationer, politiske aktivister og lokale journalister, der der ofte løber styrets ærinde siger, eller skal vi selv rejse ud og dermed løbe en risiko. En NGO vil med stor sandsynlighed kunne fortælle jer de samme ting, som I vil nå frem til ved selv at rejse ud. Med eller uden journalistvisum. Men jeg tvivler på, at det vil være ligeså interessant for læserne at høre om, endsige, at historierne vil få en ligeså fremtrædende plad i avisen. 

I forhold til, hvorfor jeg ikke prøver at gøre mig selv til offer, har jeg vist svaret. Det var mit eget ansvar, at jeg var der, men med hjælp fra dele af dansk pressse kunne det have gået meget værre - jf. min tidligere forklaring. Det gjorde det ikke, og derfor er hverken jeg eller Henrik Fallesen ofre for pressens håndtering.

Min irritation er i denne sag udelukkende rettet imod Karin Bo Bergquist og Lars Fogt. Men den generelle dækning kunne have skadet os - også selvom den var helt normal. Hvad jeg forgæves har forsøgt at sætte spørgsmål ved, er disse normale journalistiske mekanismer, som træder i kraft, når vi har en go historie om en dansker der er i nød i udlandet. Så ringer vi sgu ikke lige til UM og spørger, om det vil være til skade for den pågældende, vi skriver om ham eller der er nogen detaljer, som de helst vil have, at vi undgår at nævne. Det kan også godt være, at vi ikke skal det. Fair nok. Jeg vil bare gerne høre mine (kommende) kollegaers bud på det.  

Venlig hilsen
Niels Krogsgård

Niels, jeg er bange for, at du har sat dig op på en tårnhøj moralsk hest, hvor du vil slå dig, når dine sikkert fine værker i januar bliver offentliggjort. For har du nu behandlet dine kilder i Iran efter samme moralske krav som du nu kræver af dine danske kollegaer.

Ved de... at de nu skal optræde i Berlingske Tidende?

Ved de... at du er journaliststuderende?

Ved de... at det de er blevet interview?

Har de talt med dig i din egenskab af din dækhistorie som antropologistuderende - og hvordan harmonerer din fuptitel med de Berlingske Mediers etiske regler om, at man aldrig må lyve om sin identitet?

Hvordan harmonerer din opførsel i Iran ellers med de etiske regler der både gælder hos berlingske eller ifølge de presseetiske regler?

Hvordan vil du beskytte dine interviewede kilder i Iran når de iranske myndigheder reagerer over for kilderne - anholder dem, afhører dem og smider dem i fængsel?

Hvilke skadevirkninger tror du, at din tur til Iran har gjort for muligheden for at danske journalister fremover kan få visum til Iran?

Hold da op en masse spørgsmål. Alle kilder som medvirker i artiklerne ved selvfølgelig, at de bliver interviewet af en journaliststuderende til en artikelserie, som kommer til at dreje sig om oprøret seks måneder efter og med stor sandsynlighed vil blive bragt i en større dansk avis. Alt andet vil være dybt uansvarligt. Så så høj er min hest forhåbentlig ikke, og håber ikke den er væsentlig højere end din - ellers vil jeg nødig interviewes af dig.

Dækhistorien om at vi var antropologistuderende blev brugt i sammenhænge, hvor vi ikke vidste, om vi kunne stole på vedkommende, vi talte med. Det kunne fx være den menige mand på gaden eller politiet.

I serien vil der blive brugt kilder som optræder med navns nævnelse, hvilket kan bringe dem i fare. I modsætning til hr. Fogts metoder, sker det i de her tilfælde med kildens fulde accept. Fler af dem insisterede sågar på ikke at blive annonymiseret. Ellers har vi fundet løsninger, hvor vi kan bruge dem alligevel og enkelte har vi af sikkerhedsgrunde været nødt til at annonymisere. 

Eftersom udgangspunktet for det iranske præstestyre er, at de ikke har tillid til udenlandske journalister og derfor har smidt flere af dem ud (fx Vibeke Sperling) og forment andre at få journalistvisum, tvivler jeg på, at min tur har gjort den store forskel i forhold til mine kommende kollegaers arbejdsforhold. Udgangspunktet er at journalister for tiden er et jagtet folk i Iran - sådan var det også før vi rejste dertil. At give mig skylden for det vil lidt af et overkill. 

Venlig hilsen
Niels Krogsgård

Niels, I har altså været en blanding af antropoligistuderende, journaliststuderende og avisjournalist. Det er jo det rene miskmask. En iransk kilde eller mand på gaden med ringe engelskkundskaber ville ikke være sikker på hvad han har sagt ja til. Hvis du og dine vejledere ikke selv kan se det så siger jeg det: Etikken sejler!

I har haft flere kasketter som I har haft på på skift hvilket jo slet, slet ikke holder.

Bare til orientering: Det franske udenrigsministerium lagde pres på Danmark for at gøre det til en EU-sag, men Danmark valgte den modsatte strategi. Alla: Det er bare en studerende, der har været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Lad nu være med at lave en stor sag ud af det, det gør vi ikke.

Grunden til at Frankrig ville gøre det til en fælles europæisk sag, skyldes, at Frankrig har et helt andet forhold til Iran end Danmark, hvorfor der lige nu sidder en fransk journalist tilbageholdt i Iran. 

Når historien kører så massivt i dansk presse, går der uundgåeligt politik i den, hvilket var det, som UM prøvede at undgå. Det så man bla. ved Villy Søvndals gentagende kommentar om, at udenrigsministeren personligt skulle rejse ned og hente mig hjem. Når oppositionen er ude at sige sådan, bliver ministeren nødt til at gå på tv og sige, at UM prioriterer sagen højt. Og når først en udenrigsminister er ude at kommentere noget, er der ikke langt til, at en sag kan blive et EU-anliggende. Det kræver blot at det andet land griber bolden.  I teorien skulle den franske udenrigsminister bare være gået i pressen og bakket Per Stig Møller op eller ladet en parlamentariker tage den op i Bruxelles (hvilket Danmark ikke offentligt ville kunne bebrejde Frankrig). 

Var det sket, ville Danmark og Frankrig med iranske øjne være blevet slået i hardcorn, og så havde jeg næppe kunne nøjes med seks dage i Evin. 

Alt sammen blot for at sige, at logikken om at det altid er godt, når vi som presse går  massivt ind i en sag, ikke altid holder. Det gør den i ni ud af ti tilfælde. Eller for den sags skyld 99 ud af 100 tilfælde. Spørgsmålet er så bare, hvordan vi når at spotte det ene i en travl hverdag, hvor lever af at producere gode historier? Ved at undlade at tænke over det, gør vi det i hvertfald ikke. 

Flot. Du kunne jo starte med at forholde dig det principielle i diskussionen, Jens Dagnes, istedet for selv at lade den køre i ring omkring mig og min gøren og laden. Det var streng taget det, som var formålet med at sige ja til at skrive bagsiden på Journalisten. 

Fortsat go' weeekend. 

 / Niels Krogsgård 

Så er det jo godt, at de ikke gør det.

Hvis du vidste en smule om Iran, ville du også vide, at demonstranterne selv tager billeder, som de smider på diverse hjemmesider, og som vestlige medier bruger løs af. Ved tidligere demonstrationer har der også været masser af fotografer til stede, som har taget billeder, der er blevet publiceret i alle muliger internationale medier. Streng taget er det det, som holder oprørsbevægelsen i live - at vi som vestlige journalister dækker deres demonstrationer. Da jeg tog billeder af demonstrationen, fortalte jeg hverken, at jeg var antropologistuderende eller journaliststuderende. Det var der ligesom ikke tid til. Det var primært overbliksbilleder og billeder af politiet i aktion jeg fotograferede - og som jeg har sagt tidligere, var det ikke nødvendigt, da der kom masser af billeder ud fra demonstrationen. Også af demonstranter for den sags skyld. 

Blev vi i andre sammenhænge spurgt af fremmede på gaden, hvad vi lavede, var forklaringen, at vi var antropologistuderende. Men sgu da ikke overfor dem der indgår i vores artikelserie. Så sæt dig dog ind i tingene og spørg, før du råber, Søren. 

I forbindelse med demonstrationen, blev jeg som sagt ikke spurgt om noget som helst. Efterfølgende skulle jeg have mødtess med nogen af deltagerne til et interview. Var det sket, ville det have været under samme vilkår som alle andre artikler vi har skrevet fra Iran: Så ville kilderne vide præcis, hvad de deltog i, og hvem de talte med. 

Hvad angår jeres råd, skal jeg gerne stikke piben ind, hvis I lader være med at komme med angreb, som kræver et svar. Det vil glæde mig, da diskussionen alligevel ikke fører nogen konstruktive steder hen. 

Undskyldning for hvad?

Jeg bebrejder jo ikke Lars Fogt, at han skriver om mig, eftersom historien allerede var ude, da han skrev sin artikel. Anklagen imod ham drejer sig udelukkende om hans interview med min søster. Derfor beviser dit link og dine mange citater heller ikke det helt store. 

Dem som jeg anklager, er Karin Bo Bergquist og Lars Fogt, som jeg mener har ageret håbløst og uprofessionelt. Resten af min stand anklager jeg derimod ikke for noget som helst.

I indlægget kommer jeg med, hvad jeg bevidst kalder en "mild" kritik af Ekstra Bladet for at breake historien. Samtidig siger jeg i den efterfølgende tråd, at hvis det var mig, der havde været på vagt den aften, og jeg var kommet i besiddelse af en tilsvarende historie, havde jeg med stor sandsynlighed gjort præcis det samme. Derfor er det svært at være sur på EB, hvilket jeg heller ikke er. Jeg er heller ikke sur på andre kollegaer - ud over de to nævnte - men prøver blot at lægge op til en diskussion af, hvad vi kan lære af sagen. Hvis vi overhovedet kan lære noget som helst.

Måske er prisen for pressefrihed de personer som vi med vores dækning bringer i fare. Fair nok. Så argumenter for det. Men gå dog efter bolden. Samtidig kan du jo så argumentere for, at verden ville være et meget værre sted uden pressefrihed og uden vores automatreaktion, der trykker før vi rådfører os. Der findes masser af glimrende argumenter, og jeg ligger ikke inde med sandheden. Synes bare, at det i det her lys, ville være en relevant og væsentlig diskussion. Men ok, det må blive en anden kamp. 

Go aften.

Niels  

Diskussionen er blevet for omfangsrig, ja. Lad os lægge låg på her. Tak for kamp. Og gå så ud og drik en øl. Det er lørdag.

Niels 

Hvor du dog kan. Du er velkommen til at ringe til Henrik Fallesen og spørge om flytider fra Iran, men lad os i dette forum ikke spilde mere tid på en diskussion, som ikke fører nogen steder hen.

Niels 

Hej Tom,

Tak for de konstruktive råd. Jeg er helt enig. I forhold til kameraet, har jeg gentagende gange sagt, at det var en fejl. I forhold til mennesker, jeg har mødt på gaden og brugt i artikelsammenhæng, har alle vidst, at jeg var journalist - så det går jeg ud fra, er et mere generelt råd og ikke en løftet pegefinger af, at jeg har gjort noget galt. 

Venlig hilsen
Niels Krogsgård

Hvordan har sagen mon set ud fra iranernes side... måske nogenlunde som den så ud for polakkerne, da to danske efterretningsofficerer blev arresteret, mens de tog fotos dernede under Den Kolde Krig. Også dengang var det et stort issue, at der undervejs blev skrevet om sagen herhjemme, og det stillede dem elendigt i forhold til at klare sig igennem forhør.

Det fik mig til at tænke på, at grænsen mellem spion og journalist måske ikke alle steder opfattes så knivskarp som i vort kære og til tider decideret hyggelige informationssamfund. Beklager at jeg kun har kunnet finde et internet-resume af Polen-sagen fra en politisk kilde (helge adam møller). Det interessante - som involverer et andet af de traditionelt lidt frækkere blade, Ekstra Bladet - kommer langt nede. http://lr05.konservative.dk/modules.php?op=modload&name=News&file=article&sid=75

Hej Christian,

Henrik blev ringet op af myndighederne, fordi de vidste, at vi rejste sammen. Det stod på vores visum, og det lagde jeg i forhøret heller ikke skjul på. Hvad de på det tidspunkt ikke vidste - og hvad jeg af hensyn til bl.a. ham - heller ikke sagde, var, at vi var journaliststuderende. Det fandt de tilsyneladende først ud af, efter at historien var breaket i dansk presse. 

I forhold til Jens Dagnes, forstår jeg ikke, hvad det er, du ikke fatter - for nu at blive i din egen retorik. Du kan jo læse mine utallige svar i tråden ovenfor. Men som sagt, jeg gider ikke blande mig mere i den diskussionen. Christian svarer jeg, fordi han stiller et opklarende spørgsmål, som jeg godt kan forstå, han undrer sig over. Ikke fordi han vil lege detektiv og bevise en eller anden latterlig hypotese. Men til Henrik, hvis flytiderne betyder så meget for dig - jeg var der desværre ikke selv til at følge ham på flyet. 

Go dag. 

Niels 

Hej Christian,

At det iranske udenrigsministerium kunne ringe til mig på hotellet, har Niels intet med at gøre. Han forhindrede derimod, at den iranske efterretningstjeneste kunne finde frem til mig ved at holde hånden over mig.

Jeg blev ringet op af det iranske udenrigsministerium, fordi den danske ambassade i Teheran havde meldt Niels savnet til det iranske udenrigsministerium (som er deres iranske kontaktmulighed). De behandlede sagen som en efterlysning, da vi jo rent faktisk ikke vidste, hvor Niels befandt sig endsige, hvad der var sket. Derfor opgav de navnet på mit hotel.

Det heldige er jo så, at det iranske udenrigsministerium og den iranske efterretningstjeneste ikke har udvekslet oplysninger med hinanden :-)

Det opklarer formentlig dit spørgsmål.

Bedste hilsner,
Henrik