»At min søster også bliver citeret for ting, hun aldrig har sagt, er hovedrystende.«, mener Niels Krogsgård, der blev holdt gidsel i Iran.
ILLOYALT. Er B.T.-journalist Lars Fogt og freelancer Karin Bo Bergquist brodne kar eller branchens rygsøjle? Spørgsmålet trænger sig på, efter at jeg i de forgangne uger har læst op på den massive pressedækning, der har været af min og min medstuderendes reportagerejse til Iran. Ved at sammenholde mine egne oplevelser fra seks dages forhør i Evin-fængslet i Teheran med medie-dækningen herhjemme tegner der sig et billede af enkelte journalister, der i jagten på den gode historie har tilsidesat ethvert hensyn til både branchens troværdighed og en kollega i nød.
Starter vi i den milde ende, breaker Ekstrabladet.dk torsdag den 5. november klokken 20.50 historien "Dansk journalist væk i Iran". På det tidspunkt har jeg gennemgået to forhør af syv-ni timers varighed, hvor mit primære mål har været at holde hånden over min makker, Henrik Fallesen. Når han ikke at komme ud af landet, inden myndighederne finder ud af, at vi er i Iran på en journalistisk opgave, vil han med stor sandsynlighed blive fængslet. Mens Ekstra Bladet kører historien, sidder jeg således og insisterer på, at jeg er antropologistuderende. Kun takket være den langsomme kommunikation mellem den iranske ambassade i Danmark og myndighederne i Teheran når Henrik om fredagen hjem til Danmark i god behold.
Langt værre bliver det dog få timer efter, da B.T. torsdag klokken 22.50 skriver på avisens hjemmeside, at jeg ifølge min søster er i Iran for at lave noget "strengt forbudt og tabubelagt". En udtalelse, som meget vel kunne have været nok til at give mig en længere fængselsdom og derfor virker lettere idiotisk. Ved man, hvordan interviewet med min søster blev til, er det dog tydeligt, at idioten ikke er min søster, men journalisten.
Umiddelbart efter at historien er breaket i Ekstra Bladet, ringer Lars Fogt fra B.T. til min søster og udgiver sig for at være en bekymret kollega, "der har været til masser af fester med mig". Min søster, som ikke er vant til at udtale sig til pressen, får således ikke indtryk af, at der er tale om et interview, men en samtale med en af mine journalistvenner. At hun så også bliver citeret for ting, hun aldrig har sagt, er hovedrystende. For slet ikke at tænke på avisens respons på min søsters klage: "Når man taler med en journalist, er det altid til citat," svarer Lars Fogt, mens B.T.'s ledelse har forholdt sig tavst.
Helt galt går det dagen efter, fredag den 6. november, da journalist og såkaldt Iran-ekspert Karin Bo Bergquist i Deadline på DR 2 udleverer detaljer fra en privat mail, hvor jeg har beskrevet de historier, som vi arbejder på. Skulle nogen forhørsleder før denne udsendelse være i tvivl om, hvorvidt jeg var uskyldigt anholdt, leverer Karin Bo Bergquist her mit hoved på et fad: "Tilfældigt er det jo ikke [at jeg blev anholdt, NK], for jeg ved, at han blandt andet var der for at skrive en historie om 30-året for besættelsen af den amerikanske ambassade."
Selv om langt de fleste journalister har ageret professionelt i deres dækning, er ovenstående eksempler på, hvordan vi som journalister kan ødelægge det for hinanden. Nu hvor historien om døgnflue-kendissen Niels Krogsgård endelig er død, vil jeg derfor opfordre til eftertænksomhed. Om ikke andet, så for vores fags troværdigheds skyld.
80 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hej Christian,
At det iranske udenrigsministerium kunne ringe til mig på hotellet, har Niels intet med at gøre. Han forhindrede derimod, at den iranske efterretningstjeneste kunne finde frem til mig ved at holde hånden over mig.
Jeg blev ringet op af det iranske udenrigsministerium, fordi den danske ambassade i Teheran havde meldt Niels savnet til det iranske udenrigsministerium (som er deres iranske kontaktmulighed). De behandlede sagen som en efterlysning, da vi jo rent faktisk ikke vidste, hvor Niels befandt sig endsige, hvad der var sket. Derfor opgav de navnet på mit hotel.
Det heldige er jo så, at det iranske udenrigsministerium og den iranske efterretningstjeneste ikke har udvekslet oplysninger med hinanden :-)
Det opklarer formentlig dit spørgsmål.
Bedste hilsner,
Henrik
Sidste sætning var selvfølgelig til Jens Dagnes og skulle have lydt: Hvis flytiderne betyder så meget for dig, er du velkommen til at ringe til Henrik - jeg var der desværre ikke selv til at følge ham på flyet. Så skulle den vist være på plads.
Niels
Hej Christian,
Henrik blev ringet op af myndighederne, fordi de vidste, at vi rejste sammen. Det stod på vores visum, og det lagde jeg i forhøret heller ikke skjul på. Hvad de på det tidspunkt ikke vidste - og hvad jeg af hensyn til bl.a. ham - heller ikke sagde, var, at vi var journaliststuderende. Det fandt de tilsyneladende først ud af, efter at historien var breaket i dansk presse.
I forhold til Jens Dagnes, forstår jeg ikke, hvad det er, du ikke fatter - for nu at blive i din egen retorik. Du kan jo læse mine utallige svar i tråden ovenfor. Men som sagt, jeg gider ikke blande mig mere i den diskussionen. Christian svarer jeg, fordi han stiller et opklarende spørgsmål, som jeg godt kan forstå, han undrer sig over. Ikke fordi han vil lege detektiv og bevise en eller anden latterlig hypotese. Men til Henrik, hvis flytiderne betyder så meget for dig - jeg var der desværre ikke selv til at følge ham på flyet.
Go dag.
Niels
Hej Niels
Jeg har lige et opklarende spørgsmål til din dramatiske fortælling. Det skal siges, at jeg muligvis har misset noget af informationen i denne sag og dette spørgsmål derfor muligvis virker dumt.
Jeg så Henrik Fallesen og dig i Aftenshowet på DR1 kort efter du var kommet hjem. Der forklarede Henrik Fallesen, at han blev kontaktet telefonisk af en iransk embedsmand imens han opholdt sig på sit hotel.
Mit spørgsmål er så, hvordan kan de iranske myndigheder kan finde frem til Henrik Fallesen, når dit primære mål var at holde hånden over ham?
Hvordan har sagen mon set ud fra iranernes side... måske nogenlunde som den så ud for polakkerne, da to danske efterretningsofficerer blev arresteret, mens de tog fotos dernede under Den Kolde Krig. Også dengang var det et stort issue, at der undervejs blev skrevet om sagen herhjemme, og det stillede dem elendigt i forhold til at klare sig igennem forhør.
Det fik mig til at tænke på, at grænsen mellem spion og journalist måske ikke alle steder opfattes så knivskarp som i vort kære og til tider decideret hyggelige informationssamfund. Beklager at jeg kun har kunnet finde et internet-resume af Polen-sagen fra en politisk kilde (helge adam møller). Det interessante - som involverer et andet af de traditionelt lidt frækkere blade, Ekstra Bladet - kommer langt nede. http://lr05.konservative.dk/modules.php?op=modload&name=News&file=article&sid=75
Flere