»At min søster også bliver citeret for ting, hun aldrig har sagt, er hovedrystende.«, mener Niels Krogsgård, der blev holdt gidsel i Iran.
ILLOYALT. Er B.T.-journalist Lars Fogt og freelancer Karin Bo Bergquist brodne kar eller branchens rygsøjle? Spørgsmålet trænger sig på, efter at jeg i de forgangne uger har læst op på den massive pressedækning, der har været af min og min medstuderendes reportagerejse til Iran. Ved at sammenholde mine egne oplevelser fra seks dages forhør i Evin-fængslet i Teheran med medie-dækningen herhjemme tegner der sig et billede af enkelte journalister, der i jagten på den gode historie har tilsidesat ethvert hensyn til både branchens troværdighed og en kollega i nød.
Starter vi i den milde ende, breaker Ekstrabladet.dk torsdag den 5. november klokken 20.50 historien "Dansk journalist væk i Iran". På det tidspunkt har jeg gennemgået to forhør af syv-ni timers varighed, hvor mit primære mål har været at holde hånden over min makker, Henrik Fallesen. Når han ikke at komme ud af landet, inden myndighederne finder ud af, at vi er i Iran på en journalistisk opgave, vil han med stor sandsynlighed blive fængslet. Mens Ekstra Bladet kører historien, sidder jeg således og insisterer på, at jeg er antropologistuderende. Kun takket være den langsomme kommunikation mellem den iranske ambassade i Danmark og myndighederne i Teheran når Henrik om fredagen hjem til Danmark i god behold.
Langt værre bliver det dog få timer efter, da B.T. torsdag klokken 22.50 skriver på avisens hjemmeside, at jeg ifølge min søster er i Iran for at lave noget "strengt forbudt og tabubelagt". En udtalelse, som meget vel kunne have været nok til at give mig en længere fængselsdom og derfor virker lettere idiotisk. Ved man, hvordan interviewet med min søster blev til, er det dog tydeligt, at idioten ikke er min søster, men journalisten.
Umiddelbart efter at historien er breaket i Ekstra Bladet, ringer Lars Fogt fra B.T. til min søster og udgiver sig for at være en bekymret kollega, "der har været til masser af fester med mig". Min søster, som ikke er vant til at udtale sig til pressen, får således ikke indtryk af, at der er tale om et interview, men en samtale med en af mine journalistvenner. At hun så også bliver citeret for ting, hun aldrig har sagt, er hovedrystende. For slet ikke at tænke på avisens respons på min søsters klage: "Når man taler med en journalist, er det altid til citat," svarer Lars Fogt, mens B.T.'s ledelse har forholdt sig tavst.
Helt galt går det dagen efter, fredag den 6. november, da journalist og såkaldt Iran-ekspert Karin Bo Bergquist i Deadline på DR 2 udleverer detaljer fra en privat mail, hvor jeg har beskrevet de historier, som vi arbejder på. Skulle nogen forhørsleder før denne udsendelse være i tvivl om, hvorvidt jeg var uskyldigt anholdt, leverer Karin Bo Bergquist her mit hoved på et fad: "Tilfældigt er det jo ikke [at jeg blev anholdt, NK], for jeg ved, at han blandt andet var der for at skrive en historie om 30-året for besættelsen af den amerikanske ambassade."
Selv om langt de fleste journalister har ageret professionelt i deres dækning, er ovenstående eksempler på, hvordan vi som journalister kan ødelægge det for hinanden. Nu hvor historien om døgnflue-kendissen Niels Krogsgård endelig er død, vil jeg derfor opfordre til eftertænksomhed. Om ikke andet, så for vores fags troværdigheds skyld.
80