Sådan dækker de bomberne i Bruxelles

Alverdens medier dækker lige nu eksplosionerne i Bruxelles minut-for-minut. Her fortæller Berlingske og DR om deres live-dækning. »Det væltede ind. Vi har ikke fanget alt, men forhåbentlig det vigtigste,« siger Berlingske-journalist. Dr.dk og SVT kom til at viderebringe et forkert videoklip (Opdateret 16.24)

34 døde. Sådan lyder den seneste melding fra belgiske myndigheder ifølge Politiken, men tallet kan allerede have ændret sig igen, når du læser denne artikel.

Zaventem-lufthavnen og Maelbeek-metrostationen i Bruxelles er begge blevet ramt af eksplosioner i morges. Siden angrebene har alverdens medier slået breaking-bjælkerne til og forsøgt at dække begivenhederne, imens de sker.

Anna Gottschalck er journalist ved Berlingske og har live-dækket angrebene hele dagen. Berlingske startede med at dele et billede fra Twitter, som viser den ødelagte ankomsthal i lufthavnen.

»Det væltede ind«

I de følgende timer strømmede det ind med ny information fra belgiske og internationale nyhedsmedier, ligesom der var tusindvis af tweets, fortæller Anna Gottschalck.

»Det væltede ind. Vi har ikke fanget alt, men forhåbentlig det vigtigste,« siger Anna Gottschalck, der har dækket eksplosionerne sammen med en journalist og en social media-redaktør.

En af de kanaler, som mange journalister har brugt til at følge med, er Twitter. Her kom der i løbet af formiddagen nye tweets på hashtagget #brusselsattacks flere gange i sekundet.

11 eller 21 døde?

Som ofte før ved breaking news har der i løbet af dagen været stor usikkerhed om fakta – for eksempel antallet af døde og sårede.

For eksempel citerede Berlingske i en artikel klokken 10.56 det franske nyhedsbureau AFP for, at 21 var døde i lufthavnen. I en faktaboks oplyste Berlingske på samme tidspunkt, at det officielle dødstal var 11 mennesker. Anna Gotschalck forklarer, at Berlingske netop har gjort meget ud af at dække begivenhederne løbende – med kilder – og så samle fakta i en boks, når de var bekræftet fra officielt hold:

»De uofficielle tal har vi lagt på løbende og præsenteret med forbehold, mens de officielle tal fra myndighederne optræder i en selvstændig boks. Det, vi har viderebragt, har vi sat tydelig kilde på,« siger hun.

En eller fire eksplosioner?

Forvirringen om dødstallene har været tydelig op ad dagen. Det gjaldt for eksempel, da Reuters klokken 9.41 skrev, at ingen var døde i metroen. En halv time senere angav Sky News dødstallet ved stationen til mindst 10 personer.

Der var mellem klokken 9.30 og 10.00 også tvivl om, hvor mange eksplosioner, der havde været i metroen. Først blev der rapporteret om en enkelt eksplosion. Siden skrev blandt andre ABC News, at der havde været tre eksplosioner, og omkring klokken 10 oplyste brandvæsnet i Bruxelles ifølge NBC News, at der havde været mindst fire eksplosioner i metroen.

DR: En holdindsats

På dr.dk har Katrine Villarreal Villumsen også live-dækket situationen i Bruxelles. Hun har blandt andet løbende opdateret på dr.dk via værktøjet Scribble.

DR sammensatte et breaking-hold, så snart nyheden om den første eksplosion i lufthavnen indløb.

”Så snart vores nyhedsovervåger spottede nyheden på vores rulle, satte min redaktør vores hold i gang. Vi fik fat på en journalist, der kan fransk, som har hjulpet mig med at oversætte fra franske/belgiske medier,” forklarer Katrine Villarreal Villumsen i en mail.

Desuden har et hold af journalister løbende indsamlet reaktioner på sociale medier og fulgt op på vinkler.
”Det har været en stor holdindsats,” skriver hun.

Katrine Villarreal Villumsen beskriver, at der har været mange informationer i omløb, også falske historier.

Forkert video på svensk tv

På sociale medier cirkulerede for eksempel en video, der angiveligt dokumenterede angrebet i Bruxelles. Videoen blev blandt andet vist kortvarigt på dr.dk samt af svenske SVT. SVT har beklaget klippet på Twitter, da det viste sig, at der var tale om en gammel optagelse fra en eksplosion i Domodedovo-lufthavnen i Moskva i 2011.

Vist på DRs live-blog

Katrine Villarreal Villumsen fortæller, at hun og breaking-holdet har forholdt sig kritisk til indhold, de ser på sociale medier.

”Som udgangspunkt bruger vi sociale medier som andre medier: Vi videregiver ikke noget, der ikke er verified eller fra en troværdig kilde. Heller ikke selvom mange tweeter det,” forklarer hun.

Men efter denne artikel først blev publiceret, har en opmærksom læser påpeget, at videoen fra Rusland også er blevet viderebragt på dr.dk.

Katrine Villarreal Villumsen forklarer opfølgende, at en video-journalist fik videoen fra et bureau, DR normalt benytter sig af, og lagde den i bloggen på dr.dk.

Katrine Villarreal Villumsen pillede den hurtigt af, da det kom frem at den var falsk.

“Vi så, at flere på Twitter skrev, den var fake,” siger hun og tilføjer, at der også er mange falske billeder i omløb.

Katrine Villarreal Villumsens råd til kolleger på andre medier er at dobbelttjekke alle oplysninger.

”Og gør brug af de mange dygtige mennesker, du har i dit newsroom. Mange har viden, som er guld værd, særligt når vi skal live-dække noget, der foregår på andre sprog og langt væk.”

Opdateret klokken 16.24: Journalisten har tilføjet, at også DR har viderebragt den russiske video, samt Katrine Villarreal Villumsens opfølgende forklaring.

1 Kommentar

Henrik Lind Jørgensen
23. MARTS 2016
Det var egentlig meget
Det var egentlig meget befriende, da Gertrud Højlund på P1 - som tirsdag afløste P1 Debat og sendte "Terror Debat" - lagde ud med at sige, at "hvis du har fulgt med i nyhedsstrømmen her til formiddag, kan vi nok ikke fortælle dig så meget nyt". Det er ærlighed, og jeg tror ikke, det skræmmer folk væk.