Politiken vidste allerede tirsdag, at Astrid Krag ville stille op som formand, men holdt på nyheden indtil onsdag formiddag for at kunne bringe hendes kronik om formandsvalget
Politiken bringer i dag en kronik af Astrid Krag, hvor hun fortæller, hvad hun vil som formand for SF.
Kronikken var aftalt med Politiken allerede tirsdag. Politikens kronikredaktør, Christoffer Emil Bruun, bekræfter over for journalisten.dk, at han tirsdag vidste, at Krag ville stille op som formand.
Først dagen efter valgte Politiken at køre nyheden, der blev lanceret med "breaking news"-banner onsdag formiddag klokken 10.35.
Artiklen onsdag formiddag på pol.dk indledes med ordene: "Efter flere dage med rygter melder sundhedsminister Astrid Krag sig officielt ind i kampen om at efterfølge Villy Søvndal som leder af SF, erfarer politiken.dk."
Det erfarede Politiken altså i realiteten dagen før, bekræfter avisens kronikredaktør, Christoffer Emil Bruun, i dag:
»Jeg fik det at vide i forgårs – lidt før de andre.«
Normalt foromtaler Politiken næste dags kronik. Det sker i den røde bjælke over kronikken, der bringes i kultur-sektionen af dagens avis. Men dagen før Astrid Krags kronik var der ingen foromtale.
Politiken bragte i dagens avis en kronik af Astrid Krag, hvor hun fremlægger sit politiske program, og I plejer altid at for-annoncere kronikkerne, men det gjorde I ikke i avisen, der udkom onsdag morgen?
»Så ville folk jo kunne gætte, hvad det handlede om,« siger Christoffer Emil Bruun.
Hvorfor vente med at bringe kronikken?
»Man kunne have lagt den ud, med det samme vi fik den onsdag morgen, men jeg synes, at det giver god mening at bringe den, som vi har gjort. Så får læserne mulighed for at sidde roligt med avisen og få et dybere indblik i den kommende formands tanker. Det kunne kun foregå på den måde,« siger Christoffer Emil Bruun.
Det var dog tilsyneladende ikke alle på Politiken, der vidste, at avisen lå inde med nyheden om Krag.
Hvornår vidste I, at Astrid Krag ville stille op som formand?
»Onsdag formiddag,« fortæller den politiske redaktør, Mette Østergaard.
Men I plejer altid at forannoncere kronikker, og det fravalgte I at gøre i onsdagens avis inden deadline tirsdag aften?
»Det må du snakke med kronikredaktøren om.«
Det har jeg netop gjort, han siger, at det var for ikke at afsløre historien, så I må altså have vidst det. Er det Politikens praksis at holde på nyheder, indtil det passer politikerne at få dem offentliggjort?
»Det handler jo ikke om, hvornår politikerne vil ud med noget. Din præmis holder ikke. Jeg har i hvert fald ikke vidst, at vi ville modtage den kronik allerede tirsdag aften,« siger hun.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.