Blot to uger efter at chefredaktør Bo Lidegaard kategorisk afviste, at Politiken indgår aftaler med spindoktorer, INDGIK POLITIKEN AFTALE om at holde på nyheden om Astrid Krags kandidatur i et døgn.
Det var med "Breaking News"-banner, at Politiken onsdag den 12. september om formiddagen bragte nyheden om, at sundhedsminister Astrid Krag ville stille op som formand for SF. Politikens artikel blev indledt med ordene: "Efter flere dage med rygter melder sundhedsminister Astrid Krag sig officielt ind i kampen om at efterfølge Villy Søvndal som leder af SF, erfarer politiken.dk."
På det tidspunkt havde avisen kendt til Krags kandidatur i et døgn. Men nyheden blev holdt tilbage, så den kunne koordineres med offentliggørelsen af en kronik, hvor Astrid Krag fortæller om sin politik.
Politikens kronikredaktør har bekræftet over for journalisten.dk, at han allerede tirsdag vidste, at Krag ville stille op.
Normalt foromtaler Politiken næste dags kronik. Det sker i den røde bjælke over kronikken, der bringes i kultur-sektionen af dagens avis. Men dagen før Astrid Krags kronik var der ingen foromtale.
»Så ville folk jo kunne gætte, hvad det handlede om,« siger Politikens kronikredaktør, Christoffer Emil Bruun, til fagbladet Journalisten.
»Man kunne have lagt den ud, med det samme vi fik den onsdag morgen, men jeg synes, at det giver god mening at bringe den, som vi har gjort. Så får læserne mulighed for at sidde roligt med avisen og få et dybere indblik i den kommende formands tanker. Det kunne kun foregå på den måde,« siger Christoffer Emil Bruun.
Men det var dog ikke alle på Politiken, der vidste, at avisen lå inde med nyheden om Krag.
Hvornår vidste I, at Astrid Krag ville stille op som formand?
»Onsdag formiddag,« siger den politiske redaktør, Mette Østergaard.
Tilbageholdelsen af den varme nyhed skete kun to uger efter, at Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, kategorisk havde afvist, at Politikens journalister indgår aftaler med spindoktorer. Det gjorde han i et skriftligt svar til Lasse Jensen fra Mennesker og Medier på P1:
"For Politikens vedkommende er svaret klart: Et sådant samarbejde er ikke praksis og har heller ikke været det. Vores journalister ville ikke kunne indgå aftaler af den karakter med en spindoktor. Politiken opfatter det som afgørende, at vi står helt frit i forhold til magthaverne. Det gør man ikke, hvis man indgår i et samarbejde. I forhold til Politiken er spindoktorer kilder på linje med alle andre. De skal behandles med lige dele respekt og kritisk sans. Den omfatter en klar erkendelse af, hvad kildens dagsorden er, og hvem der kunne se på sagen fra en anden synsvinkel."
Jeg vil meget gerne have dine kommentarer til, hvordan dette forløb stemmer overens med de retningslinjer, du har redegjort for?
»Det er surt, men ubenægteligt, at vi indimellem ikke får talt så meget sammen på tværs, som vi alle gerne vil. Andet og mere er der ikke i den sag,« siger Bo Lidegaard til journalisten.dk.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.