
Foto: fizkes/Adobe (red. Jo)
Føler du, at du er gået i stå på arbejdspladsen? Trives du ikke længere på grund af ledelsesstilen, eller føler du dig stresset med for mange arbejdsopgaver?
Der kan være mange årsager til, at man har et behov for at tage en alvorlig samtale med chefen. Men uanset årsagen er det ikke det nemmeste i verden at tage lige netop dén samtale.
Faktisk har mange af os ekstremt svært ved det, siger Lene Flensborg, der er erhvervspsykolog. Hun har specialiseret sig i blandt andet ledelses- og talentudvikling og har skrevet bogen ’Kort og godt om svære samtaler’.
”Når det er svært, er det, fordi det ofte er personligt. Og på toppen af det er der magt med i samtalen. Man taler op imod en, som har magten til at tage en af de sjove opgaver fra dig eller i sidste ende fyre dig,” siger Lene Flensborg.
Det er derfor vigtigt, at man møder velforberedt op til samtalen. Herunder kommer Lene Flensborg med sine bud på, hvordan man bedst bærer sig ad med at tage den svære samtale med chefen.
Lav risikoanalyse
Inden man går i gang med samtalen, skal man lave en risikoanalyse. Hvad er det egentlig, der er det svære for mig? Er jeg bange for chefens reaktion, eller er jeg bange for at være sårbar?
Ud fra eksempelvis disse spørgsmål skal du overveje, om det er klogt at vove at starte den svære samtale, siger Lene Flensborg.
”Et klassisk eksempel er, at man synes, at chefen blander sig for meget i ens arbejde, eller at chefen er et rodehoved, og alting derfor sejler lidt.”
”Hvis du fortæller det på en åben og konstruktiv måde, er der en mulighed for, at chefen, som måske ikke er bevidst om sin egen væremåde, kan blive klogere, hvis man altså får det sagt på den rigtige måde.”
Lene Flensborg understreger, at der er ”masser af chefer, der lytter til deres medarbejdere og er glade for input”. Men det modsatte findes altså også.
”Der vil være tilfælde, hvor risikoanalysen viser, at man ikke skal tage samtalen, da risikoen er for stor – det kan simpelthen ikke betale sig.”
Hvad er dit hovedbudskab?
Til mødet med chefen vil det være en fordel, hvis man på forhånd har formuleret ret præcist, hvad det er, der er problemet.
Der kræver ikke nødvendigvis en lang enetale, mener Lene Flensborg. I stedet opfordrer hun til, at man møder op med nogle få og velvalgte ord om, hvad problemet handler om. Og hvad man tror, der kan være med til at løse det.
”Handler problemet om chefen, kunne man starte ud med at rose og sige, at man værdsætter chefen som person og som leder, inden man går videre til kritikken, som kunne være, at chefen for tit blander sig i detaljer, og at det har en demotiverende effekt på dig.”
”På den måde holder du dig på din egen banehalvdel, du viser en positiv indgang og er løsningsorienteret,” siger Lene Flensborg, der tilføjer, at det gælder om at være konstruktiv, ikke anklagende.
Hav eksempler med
For at gøre det så konkret som muligt for chefen, er det en god idé at komme med konkrete eksempler, som viser dit problem.
Det gælder både, hvis det er møntet på chefen, på dine kedelige arbejdsopgaver, en kollegas manglende samarbejdsvillighed eller noget helt fjerde.
Og så er det altid et plus, hvis du selv har forslag til, hvordan problemet bliver løst, siger Lene Flensborg.
”Hvad er eksempelvis den gode og sjove arbejdsopgave? Og hvilke arbejdsopgaver ville du gerne være foruden, hvis arbejdspresset skal lettes?”
Vær klar til at gå i dialog
Der er stor sandsynlighed for, at chefen har et andet synspunkt end dig, og derfor gælder det om at være klar til at indgå i dialog.
”Du kan med fordel starte med at spørge ind til, hvordan chefen oplever problemet. Det handler om at medbringe nysgerrigheden i forhold til at få forståelse for den anden part.”
”Det er vigtigt, at du får fortalt, at du gerne vil gøre noget aktivt for at komme dit problem på arbejdspladsen til livs,” siger Lene Flensborg.
Man skal dog være klar på, at man måske ikke får det hele afklaret på et enkelt møde. Det kan nemlig sagtens være, at mødet kun var første af mange.
”Det er slet ikke udelukket, at det kan blive en proces, der strækker sig over en række samtaler,” lyder det fra Lene Flensborg.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.