Hvordan er en af europæisk journalistiks mest prestigefyldte priser endt i en genbrugsbutik?

Det er et spørgsmål, som det sjældent er aktuelt at få svar på.

Det blev det ikke desto mindre i starten af april, da en af mine tidligere kolleger havde besøgt en genbrugsbutik på Vesterbro i København og fået øje på en stor, brun og tung statuette med bogstaverne ’European Press Prize’ på soklen.

European Press Prize er ikke en hvilken som helst pris. Den bliver kaldt den europæiske Pulitzer, og den er velsagtens den mest respekterede journalistpris i Europa, der ’hædrer journalistiske fortræffeligheder’. Gennem årene er prisen gået til journalister fra blandt andet Reuters, Le Monde og Bellingcat.

Set i lyset af, at jeg aldrig har kunnet få mig selv til at skille mig af med trofæer fra hestestævner, jeg vandt som barn og teenager, har jeg svært ved at forstå, hvorfor i alverden statuetten er endt som genbrug.

Det er med en naiv tro på, at det er et spørgsmål, som er nemt at få svar på, at jeg kaster mig ud i jagten på svaret.

Min tidligere kollegas billede af statuetten røber ikke noget om, hvem der har modtaget den. Der er ingen navne eller årstal på den, og dens eneste kendetegn er, at den har fået skrammer på soklen, og at der er noget overskydende lim bag nogle af bronze-bogstaverne.

Så der er ikke andet for end at spørge sig frem hos de journalister, der har modtaget den, siden den første gang blev uddelt i 2013. Fire danske journalister har vundet den, så det burde ikke tage lang tid at finde frem til en, der vil vedkende sig statuetten.

Tidligere vinder tjekker for indbrud

Morten Pihl, Carsten Ellegaard og Orla Borg var de første danske vindere af European Press Prize, da de modtog prisen i 2013 for deres historier i Jyllands-Posten om PET-agenten Morten Storm.

”Prisen er en flot bekræftelse af, at Jyllands-Postens dybdeborende journalistik har internationalt format,” lød det fra Pierre Collignon, daværende chefredaktør på avisen, efter prisuddelingen.

Hos Orla Borg vækker mit spørgsmål bekymring for, om han skulle have haft indbrud.

”Den skulle gerne stå på en hylde derhjemme. Frivilligt har jeg i alle tilfælde ikke skilt mig af med den,” lyder det fra Orla Borg, der for en sikkerheds skyld tjekker, om den står, hvor den skal.

Det gør den. Og de to andre vindere fra det år har heller ikke skilt sig af med deres, men deres hædersbevis ligner ikke den fra genbrugsbutikken.

Heller ikke Ida Nyegård Espersen, der modtog prisen i 2018 for en reportage om børn fra Filippinerne, som er ofre for seksuelle overgreb, vil kendes ved det brune monstrum.

”I 2018 og derefter så pokalen (heldigvis) ikke så bastant ud, så I skal lede efter en vinder fra de tidligere år,” lyder det fra hende.

En nagende tvivl melder sig.

Hvorfor er der blevet passet så dårligt på statuetten? Hvorfor er der forskel på den fra genbrugsbutikken og dem, de danske modtagere vandt? Er der nogen, der af en eller anden grund har fabrikeret sådan en statuette?

Organisationen bag European Press Prize vender ikke tilbage på mine henvendelser om, hvorvidt statuetten er den ægte vare, så mens jeg venter på svar, efterlyser jeg vidner til statuettens vej til Vesterbro på Twitter og går samtidig i gang med at kontakte nogle af de udenlandske vindere af prisen.

”På en genbruksbutikk!?”

Det mest nærliggende er, at det er en svensk journalist, der er flyttet til København, og som måske ikke har ment, at det brune monstrum passer ind i det nye hjem. Men prisen er aldrig givet til en svensk journalist, så jeg går listen af norske vindere igennem.

”Hahahahaha, på en genbruksbutikk!?,” lyder mailen fra norske Espen Sandli, der vandt i 2014, hvor han ikke modtog en pris, men et diplom.

Svaret er også nej fra andre norske prismodtagere.

Medarbejderne i genbrugsbutikken har over telefonen ikke kunnet hjælpe med mere information om statuetten, så jeg hopper på cyklen for selv at inspicere prisen og for at gøre et forsøg mere hos en af dem, der arbejder der.

Da jeg går rundt i butikken, kan jeg i første omgang konstatere, at statuetten ikke er at se nogen steder.

Den står ikke på hylderne, der møder en lige inden for døren, i baglokalet eller i kælderen. Jeg er en smule forfærdet over den konstatering, da jeg spørger ekspedienten til statuetten.

Afleveret af en sælger

Det er butikkens ejer, Beinta av Reyni, der står bag kassen.

Hun ser umiddelbart lidt paf ud, da jeg spørger efter en European Press Prize.

Beskrivelsen af prisen som stor, brun og angiveligt virkelig tung får det alligevel til at dæmre, og hun peger op mod toppen på det glasskab, der står lige til venstre for døren. Og dér står den europæiske Pulitzer i al sin brune pragt blandt glasvaser og messing-lysestager.

Beinta av Reyni kan ikke huske, da den blev indleveret.

”Faktisk har jeg først opdaget den nu, hvor du gør mig opmærksom på den. Jeg har ikke bidt mærke i den før,” siger hun.

European Press Prize i genbrugsbutikken. Foto: Anna Sol Jørgensen

LopGun er en blanding af en genbrugsbutik og et loppemarked, hvor sælgere lejer sig ind på en stand i butikken. Det er sælgeren, der har besluttet, at den skal koste 450 kroner, fortæller Beinta av Reyni, der lover at tage kontakt til sælgeren for at høre mere om, hvor statuetten stammer fra.

Jeg har allerede på vej til butikken besluttet mig for at købe den med hjem. Af ren og skær frygt for, at jeg finder frem til dens tidligere ejer, der måske savner den, og at jeg så ikke vil kunne tilbyde at sende den til vedkommende, fordi nogen skulle have fundet på at købe statuetten.

Det er med en vis frygt for min lidt rustne cykelkurvs overlevelse, at jeg cykler tilbage til redaktionen. Og jeg må bare håbe, at mine kolleger tager lidt bedre imod det, hvis jeg en dag kommer ind på arbejde med en pris, jeg har vundet, og ikke betalt mig til.

”Hold kæft, den er grim,” lyder den umiddelbare reaktion fra en kollega.

Det er heller ikke lutter begejstring fra en kollega, der tager fat i den og løfter den.

”Hold nu kæft, den er tung. Man skulle tro, at Robert Jacobsen havde lagt en jernklo i den for at gøre den ekstra tung.”

6.840 gram vejer den helt præcist.

”Jeg ved, hvad der skete”

Pludselig sker der det, man på efterforsknings-sprog nok vil kalde et gennembrud. Der kommer et engelsk svar på efterlysningen, jeg delte på Twitter.

”Jeg vil mene, at det er finders/keepers. Det ville være skønt, hvis den kunne finde tilbage til et newsroom,” lyder svaret, der slutter med et PS:

”Jeg ved, hvad der skete.”

Afsenderen er Thomas van Neerbos, direktør for European Press Prize, der gerne vil fortælle mere, men først senere på ugen, da hans kalender er fuld.

I mellemtiden kommer der nyt fra LopGuns ejer. Beinta av Reiny har talt med sælgeren af prisen.

Det viser sig, at sælgeren gudhjælpemig har købt den fra et loppemarked i Søborg, der hedder Kirrpu. Og Kirrpu kan oplyse, at de har solgt prisen for 275 kroner den 14. november 2021. Her ender genbrugssporet blindt, for den, der har bragt European Press Prize til Søborg, vender aldrig tilbage til mig.

Fløjet ind som golfkøller

Til gengæld kaster Thomas van Neerbos fra European Press Prize lys over, hvordan den i første omgang endte i København. Svaret er en blanding af morsomt og skuffende. Nok mest sjovt. Vi skal tilbage til 2015, hvor prisuddelingen fandt sted i Pressen under Politikens Hus på Rådhuspladsen i København.
Thomas van Neerbos selv holder til i Amsterdam, og det var ham, der havde den noget uhåndterbare statuette med på flyet til København.

”Jeg fik den ind i flyet som golfkøller. Jeg havde lånt en golftaske til den,” fortæller han.

Statuetten var egentlig tænkt som en pris, vinderne skulle have overrakt, men ifølge Thomas van Neerbos var den for tung at løfte for de fleste vindere. Derfor endte den i stedet som en dekoration til scenen og rejste med fra land til land, alt efter hvor prisuddelingen fandt sted.

”Jeg skulle have den med hjem til Amsterdam igen, og det var virkelig ikke noget, jeg så frem til. Et af bogstaverne faldt af, og jeg havde ingen idé om, hvordan jeg skulle finde det igen,” fortæller Thomas van Neerbos.

Allerede inden prisuddelingen i København havde arrangørerne besluttet, at den tunge statuette skulle være fortid, fordi den var for klodset til en omrejsende ceremoni. Så Thomas van Neerbos tog en rask beslutning på vejen fra Rådhuspladsen.

”Jeg lagde den faktisk i den nærmeste skraldespand på gaden. Det var en stor skraldespand, og man kunne ikke se den, da den lå dernede. Men nogen må jo have fundet den,” siger han og konstaterer imponeret, at nogen har fundet det forsvundne bogstav og limet det på igen.

European Press Prize blev i år uddelt den 2. juni i Madrid, hvor vinderne modtog deres beviser. Men faktisk er der også en anden redaktion, nemlig Journalisten, der har European Press Prize-direktørens ord for at have modtaget prisen i år.

”I kan nu sige, at I har vundet European Press Prize. Og I kan beholde den til evig tid,” siger Thomas van Neerbos.

Illustration: Mikkel Henssel