Podcast

Sådan brugte Mette Frederiksen ”pinball-teknikken”

”De har fundet formen for det glatteste pressemøde, man kan afholde,” siger kommunikationsekspert, efter at regeringen denne uge fremlagde sit store energiudspil

Regeringen kickstartede nyhedsugen, da den lancerede energiudspillet ’Danmark kan mere II’ tirsdag klokken 9 – lige efter påskeferien. En effektiv timing, vurderer Anna Rørbæk, selvstændig i Rørbæk Kommunikation, i podcasten ’Budskab’.

”De tager os alle sammen på sengen, og så sætter de sig på nyhedsugen,” siger Anna Rørbæk, der også tidligere har været pressechef for Radikale Venstre.

”De går simpelthen ind og styrer nyhedsflowet i den uge ved at gøre det sådan,” siger Anna Rørbæk.

Onsdag fulgte endnu et stort udspil, nemlig udspillet til en grøn skattereform.

”Ved at komme første hverdag klokken ni, har man ligesom ryddet bordet. Så er det dét, man taler om,” siger Steffen Hjaltelin, stifter af Hjaltelin Stahl og tidligere mangeårig kampagnemager for Venstre.

Ifølge Steffen Hjaltelin demonstrerede regeringen tirsdag, at den har perfektioneret sin pressemøde-form.

”De har fundet formen for det glatteste pressemøde, man kan afholde,” siger han.

To effektive greb

Han mener, regeringen før har demonstreret, at den er god til at holde pressemøder, men med præsentationen af energiudspillet tirsdag tog de formen til nye højder. Og ifølge ham er der særligt to årsager til, at pressemødet gik så glat igennem.

”Det ene er, at de holder sig til positive overskrifter. Det er simpelthen det, der er fokus på: De enorme ambitioner, som Danmark viser,” siger han.

Han henviser til, at regeringen ikke blev konkret på eksempelvis, hvor de mange nye landvindmøller og solceller, som følger af udspillet, skal opføres. Eller på, hvad regningen løber op i for de husejere, som skal skifte gasfyret ud.

”Det andet er, at de har det her hold,” siger Steffen Hjaltelin med henvisning til, at de stod fem ministre skulder ved skulder på tirsdagens pressemøde: Statsministeren, finansministeren, klimaministeren, skatteministeren og miljøministeren.

”Så når der kommer svære spørgsmål, så kan man jo se, at man kan serve dem rundt og få betænkningstid til at tænke sig om,” siger Steffen Hjaltelin.

”Jeg tror, at alle, der har prøvet at præsentere noget i grupper af folk, man føler sig tryg ved, ved, at man har betænkningstid, mens de andre taler, og så kan man selv sige noget, der er klogere.”

Han henviser blandt andet til, at statsministeren ved flere lejligheder på pressemødet dirigerede spørgsmål hen til de andre ministre. Han kalder det en pinball-teknik.

”Når de kritiske spørgsmål kommer, så kan man pinballe dem rundt. Når der kommer et kritisk spørgsmål til Mette Frederiksen, så kan hun sige: ’Den vil finansministeren tage’,” siger Steffen Hjaltelin.

0 Kommentarer