Så var den kringeling

Kühlmanns neurotiske munterhed smiler stædigt fra samtlige af bogens sider, den charmerer og smitter, men den gør samtidig også sin læser en kende stirrevit
05.11.2015 · 11:58

Af: Lotte Kirkeby Hansen

ANMELDELSE. Andet bind af Lone Kühlmanns erindringer har lagt opvæksten hos den hårdtarbejdende socialdemokratiske familie i Rødovre bag sig og tager fat der, hvor hendes journalistiske karriere for alvor begynder i 1967. Og selv om Lone Kühlmann nu har passeret pensionsalderen, fornemmer man tydeligt, at der er meget krudt tilbage i kanonen, når hun lader sin muntre pen løbe (lettere) løbsk. Det går nemlig over stok og sten i ’Det skal se nemt ud’, med satiriske personskildringer og mange (og lange) skæve anekdoter, og Lone Kühlmann evner at se det store i det små, præcis som hun lærte, at man skulle i den lokaljournalistiske mesterlære på Lollands Tidende, hvor kvinder havde fornavne, mænd efternavne, og artikler blev overleveret med tog og sat med bly. 

Efter Lolland gik turen til New York med studier på Columbia School of Journalism, med værts- og reporterjobs på DR, som også sendte hende til Manhattan som USA-korrespondent, iført tre blebørn og au-pair, videre til en post som chefredaktør på ALT for damerne og endelig til et liv som forfatter og foredragsholder på fuld tid.     

Og når man læser skildringen af den karriere, kan det ikke undre, at broderparten af en gymnasieklasse gerne vil være ’noget’ med journalistik. For det er helt igennem fascinerende læsning. Men den dårlige nyhed er, at der ikke er nogen, der får noget forærende. De spændende opgaver skal man lande selv – også selv om man som Lone Kühlmann har gjort det til en bevidst strategi at få det til at se nemt ud. Som om alting sådan lige tju-bang er blevet helt kringeling. Og måske bliver det rent faktisk nemt, hvis man bare lader, som om det er det. Det er i hvert fald en tanke værd. 

Måske fungerer den strategi i livet, mens den lader til at være sværere at få til at lykkes i skriften. Her er der nemlig en fare for, at man som læser slår sig på den hurtige og hårde kæft, der har en skråsikker mening om alt fra danskernes overdrevne brug af flaskevand til vores regents manglende imødekommenhed, og som ikke er bange for stålfaste Gajol-æske-filosofiske bon mots i stil med Tag dig selv alvorligt, men ikke højtideligt! 

”Jeg er ikke særlig god til selvindsigt, og det er heller ikke noget, jeg bruger meget tid på.” Således konkluderer Lone Kühlmann, der ganske rigtigt lader det professionelle fylde og det private stå, og som blot indledningsvis og afslutningsvis letter på låget til sit indre, hvor hun i frygten for det dårlige humør finder roden til det, som hun kalder sin neurotiske munterhed. Den smiler stædigt fra samtlige af bogens sider, den charmerer og smitter, men den gør samtidig også sin læser en kende stirrevit. 

Bog: Det skal se nemt ud. Erindringer 1967-2015

Forfatter: Lone Kühlmann

Forlag: Gyldendal

356 sider, 299,95 kroner

Lotte Kirkeby Hansen er freelancejournalist

Kommentar

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.

Seneste jobopslag

Studentermedhjælp til presse, web & kommunikation

Roskilde Kommune
Ansøgningsfrist: 22.06

DELUCA DOKUMENTARisten søger tilrettelægger

DELUCA DOKUMENTARisten
Ansøgningsfrist: 22.06

Webredaktør til førende nyhedssite i København

Landbrugsmedierne
Ansøgningsfrist: 28.06

PRINTREDIGERENDE - PRINTCENTRALEN ESBJERG

Jysk Fynske Medier
Ansøgningsfrist: 29.06

Webskribent til TV 2 Vejret

TV 2
Ansøgningsfrist: 25.06

Visuel historiefortæller der vil ændre verden

Oxfam IBIS
Ansøgningsfrist: 24.06

Læger uden Grænser søger en erfaren Social Media medarbejder

Læger uden Grænser
Ansøgningsfrist: 25.06

Digital journalist til SoMe

Udenrigsministeriet
Ansøgningsfrist: 25.06

Presse- og kommunikationsrådgiver til Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse
Ansøgningsfrist: 21.06

Pressechef til Ledernes Hovedorganisation

Ledernes Hovedorganisation
Ansøgningsfrist: 01.08

DR Nyheder søger freelancejournalister

DR
Ansøgningsfrist: 20.06

Pressemedarbejder til Dansk Sygeplejeråd

Dansk Sygeplejeråd
Ansøgningsfrist: 22.06

Presse- og kommunikationsmedarbejder til HK HANDEL

HK Handel
Ansøgningsfrist: 24.06

Tandlægebladet søger journalist

Tandlægeforeningen
Ansøgningsfrist: 18.06

Dagsordensættende pressekonsulent

HK Privat
Ansøgningsfrist: 21.06

Corporate Visual Communicator

Grundfos Holding A/S
Ansøgningsfrist: 20.06

LEDENDE REDAKTØR TIL VICE.COM

VICE Danmark
Ansøgningsfrist: 19.06