search

Så må aviserne på banen

Sydafrikritik: DR og TV2 kom ikke ud af Danmarks deltagelse med den journalistiske integritet i behold.

Sydafrikritik: DR og TV2 kom ikke ud af Danmarks deltagelse med den journalistiske integritet i behold.

Skriver i affekt. En times tid efter det danske fodboldlandsholds utidige exit fra VM 2010 i Sydafrika. Som reaktion på for mange huller i live- og umiddelbar efteranalyse af en emotionel nedslående men i langt højere grad spillemæssig deroute for Olsens Elleve.

Ved de to seneste slutrunder med dansk deltagelse har landstræner Morten Olsen beskyttet sine spillere og egen position ved at rose indsatsen efter forsmædelige 3-0-nederlag til henholdsvis England ved VM i 2002 og  Tjekkiet ved EM i 2004 i Portugal. I begge tilfælde efter såkaldte knock out-kampe. Denne gang gik det helt galt i det indledende gruppespil med 1-3 til Japan i det afgørende opgør, og på så elendig en dansk indsats, at selv ikke Morten Olsen kunne slippe af sted med sin rosende strategi.

I stedet valgte han at sige ingenting. Overlod eftermatematikken til alle andre. Han nægtede ganske enkelt at analysere nederlaget bare antydningsvis nuanceret fra pressepodiet i den umiddelbare slipstrøm på den pinlige VM-nedtur. Det opfordrede han i stedet hver enkelt tilstedeværende journalist på pressemødet til at gøre på egen hånd, og så ville han holde sin egen udlægning for sig selv til intern brug. Og det må vel siges at være en temmelig misforstået opfattelse af egen stillingsbeskrivelse i netop den sammenhæng. Ingen fra spørgerækkerne holdt ham dog op på beskrivelsen eller ansvaret.

I det hurtige flashinterview fra sidelinjen kort efter sidste fløjt lod Olsen implicit sin holdning forstå. At vi seere selv havde overværet de to japanske frispark, der afgjorde kampen, og måtte tolke videre derfra. Og ellers ikke noget opfølgende spørgsmål fra reporteren i forhold til målmand Thomas Sørensens to fejldispositioner i førnævnte situationer.

Det kom der heller ikke til Thomas Sørensen, da han over for samme DR-reporter omkostningsfrit kunne nøjes med at krybe et par millimeter til korset ved at konstatere, at han måske begik en lille fejl ved det første mål og ikke kunne stille noget som helst op ved det næste og i stedet skamroste frisparksskytten. Når man nu havde muligheden, den eneste af slagsen til de to tv-udsendelser på DR1 og TV2 samme aften, skulle kniven have været på mikrofonen og kørt helt ind mod struben. Naturligvis.

DR1 havde ellers oppet sig gevaldigt i sin optakt til kampen. Tempo, live-omstillinger, langt skarpere værts- og ekspertpræstationer og ditto eng-indslag og såkaldte synker fra det sydafrikanske. Vi var til stede i både folkelig og faglig forventning. Jeg droppede radioløsningen, gav det endnu en chance, og fortrød kommentatorløsningen på DR1, der var nogenlunde så middelmådig og jubelnational som under Cameroun-kampen, men havde dog set frem til det fuldendte svirp med halen på studiedelen som konklusion på den danske VM-fiasko. Den udeblev, fordi Thomas Sørensen ikke blev stillet til behørig ansvar fra eksperterne Kasper Hjulmand og Mark Strudal, og fordi, der gik lige lovlig meget lovprisning af Jon Dahls scoringsrekord i den. Who cared.

Mest relevante efteranalyse på DR1 faldt i en live fra en halvfuld roligan på Rådhuspladsen, der plæderede for nye spillere på landsholdet – og en ny træner. Sidste tema blev end ikke berørt i studiet.

Morten Olsens fremtidige levedygtighed som landstræner fik heller ikke ord med på vejen i TV 2s VM-studie i forlængelse af DR-transmissionen. Til gengæld tog eksperterne Flemming Povlsen og Troels Bech hårdt fat om begge frisparksfadæser, skar skylden ud i pap og tydeliggjorde, at udover det første frisparksdrop, placerede målmand Sørensen sin mur forkert ved det andet. TV 2 måtte så af rettighedsgrunde leve med selvsamme ufarlige interview fra DR1 og Thomas Sørensens lovprisning af den japanske skytte. Helt galt gik det, da TV 2-ekspertkommentator Martin Laursen under liveomstilling til Sydafrika totalt frikendte Sørensen for 2-0-målet, og så stod ekspertkonklusionerne som både spørgsmåls- og udråbstegn og blafrede. For tiden tillod åbenbart ikke lige at vende tilbage til Bech og Povlsen på det tema. En kritisk billedanalyse af TV 2’s udsendte reporter reddede dog en smule af slagsiden.

Det danske landshold er ude af VM. De to toneangivende og rettighedshavende tv-stationer kunne ikke finde deres journalistisk ben at stå på, da det gjaldt. Dansk tv leverede ikke varen på en af de væsentligste aftener for branchen i seks år. Jeg håber aviserne erobrer den kritiske dagsorden fra morgenstunden, selvom de allerede er i gang på nettet…

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen