search

SÅ SOV DOG DÅRLIGT OM NATTEN!

»Journalister har et ansvar, som I ikke er jer bevidst. Seertal, læsertal og hvad ved jeg er jeres undskyldning for at lave, hvad I gør.« Rumle Hammerich, direktør i Nordisk Film, synes, at journalister bør sove dårligt om natten, fordi de fokuserer så meget på død og så lidt på ting, der lykkes.

»Journalister har et ansvar, som I ikke er jer bevidst. Seertal, læsertal og hvad ved jeg er jeres undskyldning for at lave, hvad I gør.« Rumle Hammerich, direktør i Nordisk Film, synes, at journalister bør sove dårligt om natten, fordi de fokuserer så meget på død og så lidt på ting, der lykkes.

 

• Udenfor kæmper træer, huse, el-master og tagsten mod december-orkanen, der nærmest lægger hele Danmark ned på langs.
Indenfor i sit solide hus sidder Rumle Hammerich og ser tv-nyheder. Der er roligt i stuen, men inden i ham raser et uvejr næsten lige så kraftigt som det udenfor. Ikke på grund af orkanen, men på grund af tv-nyhederne.
Både DR og TV 2 sender direkte fra naturfænomenet og har beordret journalister ud i den vind, der slår syv mennesker ihjel denne dag.
På Rådhuspladsen i København er der en journalist. På Storebæltsbroen er der en. Journalisterne står så godt de kan og råber ind i mikrofonerne. Rumle Hammerich raser fra sin stol.
Budskabet fra landets tv-stationer er, at folk skal blive indendørs. Alligevel står journalisterne selv ude i stormen.
»GÅ DOG IND, tænkte jeg. Folk døde af at være udenfor, men journalisterne skulle alle sammen rende rundt og råbe ind i mikrofonerne, selvom man intet kunne høre. Jeg sad bare og ventede på, hvornår ham den ene blev blæst af den bro. Eller hvornår Rådhuspladsens juletræ væltede ned i hovedet på ham den anden.«
Rumle Hammerich ryster på hovedet. Flere uger efter er han stadig dybt forundret, men måske ikke så overrasket. For han kender udmærket de processer og mekanismer, der styrer nyhederne.
Som knægt blev han af sin far løftet op til den grønne knap, der startede rotationspressen på Politikens Søndagsudgave. Hans far, Paul Hammerich, var søndagsredaktør, og resten af familien var også talrigt repræsenteret i den danske presse.
Han elsker den journalistiske verden, men han føler efterhånden også en kraftig trang til at råbe op. Det var stormen, der bogstavelig talt fik hevet ham op af stolen. Han fik nok.
»Journalisterne stillede sig ud i stormen, fordi det så skidegodt ud, at de stod der, og det lokkede i princippet også mig til at gå derud, fordi det så fantastisk ud. Budskabet var det modsatte, og folk døde ude i stormen, men det var man skideligeglad med, fordi det solgte billetter at se journalisterne ude i det. Man kunne filme det oprørte hav eller så meget andet, men nej. Det var rystende.«

Det sidste tabu
Rumle Hammerich læner sig tilbage i stolen og hiver en tiltrængt mundfuld luft ind.
Han mener, at nyhedsjournalistikken skal give et billede af, hvad der sker i Danmark og resten af verden, men han mener langtfra, det er det, journalistikken giver os i dag. Det er ikke væsentlighed eller en afspejling af virkeligheden, der bestemmer, hvad der sendes eller skrives. Journalisterne stod ikke ude i orkanen for at oplyse, men for at fascinere. For det er fascinationsevne, læsertal og seertal, der bestemmer, hvad der er vigtigt, mener Rumle Hammerich, der også synes, at alt for mange af nyhederne har et fælles omdrejningspunkt.
»Døden. Det allersidste tabu, som ingen tør sige er uinteressant. Og destruktivitet. Det er en nyhed, når noget er gået i stykker, eller nogen er døde. Journalister fortæller om ham, der smadrer hovedet ind i en betonsøjle, men ikke om ham, der klarer sig udenom eller hvordan. Pressen er med til at gøre verden mere deprimeret, end den behøver at være. Hvornår har du sidst set et nyhedsindslag, der handler om nogle pædagoger og nogle indvandrere, der er lykkedes med et projekt? Jeg kan ikke huske noget. Som det er nu, er forholdet mellem de to ting helt ude af proportioner. I viser folk, hvordan det går galt, men ikke hvordan de kan undgå, det går galt. Hvad skal jeg bruge alt den ødelæggelse til? Hvorfor skal jeg høre om det? Hvad kan jeg lære af det?«

Ikke bevidst om ansvar
Da Rumle Hammerich var dramachef i DR, satte han sig ned sammen med Hanne Vibeke Holst og skulle lave rammehistorien til serien Taxa. De to blev hurtigt enige om, at det underliggende budskab i serien skulle være noget så banalt og gammeldags som næstekærlighed. For Rumle Hammerich var det ikke tilfældigt, for ifølge ham har alting et signal. Alt fra Taxa til nyheder. Og det er derfor, han mener, at journalister skal sove dårligt om natten.
»Journalister har et ansvar, som I ikke er jer bevidst. Seertal, læsertal og hvad ved jeg er jeres undskyldning for at lave, hvad I gør. Men hvis man tog en isoleret indianerstamme, og hver dag i mange år fortalte dem om død, og hvordan ting gik i stykker, så ville jeg være meget nysgerrig for at se, hvordan det udviklede sig. Nyheder har en kæmpe betydning, og I som journalister må selv tage stilling og ansvar for, hvad I sender ud. Det repræsenterer et verdenssyn, og det bringer verden i en bestemt retning. Bare et lille bitte nøk hver gang. Det er det, jeg vil have, I skal være jer bevidste. Og det er derfor, at jeg synes, I skal fortælle flere historier om, ting der lykkes. Ligesom jeg gennem mit arbejde er mig bevidst, at jeg vil prøve at påvirke verden til at blive bedre, så den vil være god for mine børn at vokse op i.«

Giftskyen
Rumle Hammerich ser medier som et væsen. En kæmpe sky, der bevæger sig, men som ingen rigtig har kontrol med.
»I virkeligheden bringer medierne verden et sted hen, som vi ikke ved hvor er, eller hvorfor vi skal derhen. Medierne har en kæmpe betydning for, hvordan verden udvikler sig, og det er ikke kun dårligt. Pointen er bare, at det er fuldstændig ude af kontrol. Der er intet overordnet mål. Andet end af få flere læsere og seere.«
Fremtidsforskerne siger ifølge Rumle Hammerich, at det næste samfund kommer til at tilhøre historiefortællerne. I en forvirrende verden skal verden genfortælles, så den hænger sammen. Det gælder ikke kun for film, men også for nyheder. Derfor er han så bekymret for, hvad han mener er journalisternes manglende lyst til at tage ansvar.
»Hanne Vibeke Holst og jeg var bevidste om, at vi ville lave propaganda, da vi lavede konceptet til Taxa. I skal blive jer det samme ansvar bevidst. Som det er nu, er det en gang mudder, hvor I skyder ansvaret fra jer ved at sige, at I bare refererer verden som den er. Det gør I jo ikke. Stå ved, at I har en betydning. For det er kun ved, at hver enkelt er sit ansvar bevidst, at der kan ændres på det her.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen