Vi er magtfulde. Det siger medieforskerne. Vi er forholdsvis vellønnede. Det viser lønstatistikken. Vi bor i de gode kvarterer med golfkøller i garagen og økologisk mad på bordet. Det viser Journalistens undersøgelser.
Selv arbejdsløsheden falder faktisk stadig ifølge de officielle tal, selv om hurtig avislæsning kunne give et indtryk af en branche på vej i graven.
Samtidig har de fleste af os mulighed for at udøve verdens bedste fag.
Så burde vi ikke bare række armene i vejret og juble?
Nej, tydeligvis ikke. Bevæger man sig rundt i kantinerne, til festerne og på redaktionsgangene, så driver pessimismen ned ad væggene. Man kommer næsten til at tænke på landbruget, før fødevarepriserne gik agurk.
Et par eksempler: Sidste år var jeg på Updates glimrende Poynter Sommerskole med knalddygtige amerikanske undervisere. Vi var indkvarteret på Hotel Frederiksdal lige ned til Furesøen. En masse journalister og chefer med på papiret fine job kunne trække en uge ud af skemaet med alt betalt.
Men de ord, som kom ud af munden i de grønne omgivelser, var præget af dybfølt frustration og rådvildhed. Ikke bare sådan almindelig kantinebrok, men regulære spørgsmålstegn ved, om faget overhovedet giver mening længere.

Forleden var jeg til Tv-festivalens overdådige gallafest, hvor mediefolk i fine kjoler og velsiddende jakkesæt fejrede de bedste nyhedsindslag, dokumentarudsendelser og så videre. Da jeg fik finjusteret høreapparatet midt i glansbilledet, så var mislyden der igen. Den utilfredse murren. Hvor var de kompetente teknikere til at sørge for den professionelle afvikling? Fordybelsen? Modet til at prøve noget nyt?
Lyden af en bekymret middelklasse.
I dette nummer af Journalisten fortæller erfarne mediefolk så, hvor lykkelige de er for at komme helt væk fra faget. Selv om tilbuddene om fratrædelse langtfra er så fordelagtige som før, så står folk nærmest i kø for at slippe væk.
Et tilbud om en pose penge til at holde den kørende i et år er nok, selv om de har et halvt arbejdsliv tilbage. Håndværket drænede dem for kreativitet, glæde og overskud. Nu er de trådt et trin ned ad karrierestigen og arbejder for eksempel som sekretær eller altmuligmand. Alligevel er det dem, der ikke kan få armene ned.

Det er heller ikke bare kantinebrok, men et fravalg af en stærk identitet, kolleger og en levevej. Der sker noget derude på redaktionerne, som rækker dybere end til løn, social status og småbrok. Noget, som bør få os til at diskutere selve kernen i faget.
I sommeren 2007 lavede Journalisten en undersøgelse, som viste, at produktiviteten i mediebranchen er steget voldsomt. Det der med at få tre dage til en god feature er fortid. Nu måles deadlines i hele eller halve timer.
Samtidig er journalistik et fag med meget stærke faglige fordringer. Vi skal ikke bare være hurtige, men også skarpe, dagsordensættende, holde magthaverne i ørerne, have historien solo, holde hovedet koldt og være tilstræbt objektive. Det er stadig de samme store idealer, der bliver podet ind i os på journalistuddannelserne, selv om tiden til opgaverne er mere end halveret.
Der findes heldigvis stadig små oaser rundt om i medielandskabet, men når armene hænger på så mange i stedet for at være strakt højt i vejret, så har det faktisk en rationel forklaring.
Vores faglige selvforståelse passer for sjældent med virkeligheden.
Derfor er spørgsmålet: Skal vi slække på ambitionerne om dobbelttjek og original journalistik, så de passer til arbejdsvilkårene? Eller er svaret måske snarere at fodre offentligheden med lidt mindre, men bedre journalistik, og gerne på flere platforme på en gang. For vi ved godt, at tiden ikke går baglæns.
Mediecheferne må sætte fokus på at genskabe glæden ved håndværket og få armene i vejret på medarbejderne. Ellers risikerer vi sgu', at kunderne opdager, at smørret er smurt stadig tyndere ud, så den utilfredse mumlen spreder sig til dem.