I går meddelte Lisbeth Knudsen, at der ville komme en afklaring inden februar. Nu bekræfter Mecom, at grundlæggeren af hele Mecom-imperiet og den øverste chef for Berlingske Media, David Montgomery, træder tilbage inden februar. Hvad der skal ske, er stadig usikkert.
Så er det sikkert. Den pan-europæiske mediekoncern Mecom, som blandt andet ejer Berlingske Media, skal og vil få ny topchef. I en pressemeddelelse til den britiske børs bekræfter Mecom de hidtidige meldinger om, at Monty ville stoppe ved udgangen af januar.
Siden David Montgomery i begyndelsen af september blev presset ud af utilfredse investorer, har der ellers været meldinger om, at han forsøgte at fastholde sin position.
Nu er det farvel til det imperium, som han selv har skabt. Eller som Mecom helt kortfattet skriver det i meddelelsen til den britiske børs:
"As previously announced, the Board confirms that David Montgomery will retire by the end of January. A further announcement regarding succession will be made shortly."
Mecoms fremtid er altså langtfra afklaret. Endnu vides det ikke, hvem der skal træde til i stedet. Koncernchef i Berlingske Media Lisbeth Knudsen sagde i går til Journalisten.dk, at "der ikke er noget nyt endnu".
»Men inden månedens udgang er det stadig forventningen, at der sker noget,« udtalte Lisbeth Knudsen.
Mecom tæller medievirksomheder i Danmark, Norge, Polen og Holland. Tidligere har man blandt andet frasolgt hele Tysklands-delen, en tredjedel af de norske besiddelser og flere hollandske besiddelser.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.