search

Så er der arbejde!

DEBAT: Nogle gange går tingene så hurtigt, at man ikke aner, hvad der rammer en. Som når man tror, man er arbejdsløs, og telefonen pludselig ringer. Det er ikke kun ynk at være nyuddannet, skriver Thomas Schiermacher Jensen

Det hele begyndte med en mail.

”Vi har fået en henvendelse fra en lokalavis i Kbh. Mangler folk til en uges arbejde. Noget for dig?”, stod der i mailen klokken 11.37.
”Ja, for fanden,” skrev jeg klokken 11.38 og fik svar med det samme sammen med kontaktoplysningerne på redaktøren på den københavnske lokalavis.

Jeg ringede. Han tog den ikke. Hvad så?
Jeg sendte en mail og vedhæftede det toptunede og kursusopdaterede CV med billede og det hele. Og så satte jeg mig ved spisebordet og ventede. Jeg turde ikke engang ringe til Fru Jensen af frygt for at forhekse det hele, så jobbet ikke kom i hus. Nu skulle jeg have foden inden for døren i Berlingske en gang for alle og i gang med at skrive igen. Det var næsten for godt til at være sandt.

Så larmede telefonen endelig. Jeg tog den. Selvfølgelig tog jeg den.

»Kan du starte i morgen?« spurgte redaktøren.

I virkeligheden kunne jeg være startet en time efter telefonsamtalen. Det er den tid, det tager at komme ud i bilen og køre ind til Frederiksberg, få parkeret, komme op ad trappen og hænge frakken i garderoben på Mediecentret Frederiksberg, hvor Valby Bladet bor. Men det sagde jeg ikke.
Jeg sagde: »Ja!« og spurgte til, hvad tid, jeg skulle komme. Og sagde, at jeg glædede mig, for det gjorde jeg.

 Jeg skulle egentlig have været på kursus. Jeg skulle have deltaget i ”Pas på dig selv – mens du er ledig” og have lært at håndtere og forebygge stress sammen med andre i den samme suppedas som mig. Jeg skulle have lavet en trivselsplan og alt muligt. Men det blev ikke til noget. Heldigvis!
I stedet for blev det noget meget federe. For nu blev jeg nødt til at melde fra, fordi jeg blev ramt af det, jeg i spøg kalder ”verdens mindste vikariat”.

Klokken lidt for tidligt onsdag morgen stod jeg nyfriseret og -barberet og -figen og trykkede på dørtelefonen. Blev buzzet ind og gik op ad trappen til redaktionen.

Pludselig var jeg på arbejde. Jeg fik telefon.

”Du må undskylde, det ikke er en iPhone, men det gik lidt hurtigt,” lød det, da jeg fik den i hånden. Åh, søde ord i mine ører.

Jeg fik en bærbar, et skrivebord og en orientering om, hvor kaffemaskinen stod. Så fik jeg trykket alle mine nye kolleger i hånden. Og så var der redaktionsmøde og bagefter – i gang med arbejdet.

Jeg ringede til den nye shawarma-bar på Valby Langgade, fik sat et interview op med en debuterende singer/songwriter og gjorde alt, hvad jeg kunne for at gøre mine hoser grønne i Valby og omegn. Og alt for hurtigt kom den sidste dag. Avisen var færdig og klar onsdag morgen. De seks dage var gået, og jeg gav flødeboller til eftermiddagskaffen. Og så hjem igen. 

Mit lille vikariat gik godt, og jeg krydsede fingre hele vejen hjem i bilen for, at der ville falde mere af. Og så var det, at Berlingske Media spillede mig et puds. De solgte hele lortet! North Media købte Valby Bladet og mere til. Arh, for fanden. Nu troede jeg lige, alt var, som det skulle være. At der var lys for enden af tunnelen. At nu åbenbarede der sig en mulighed, en åbning.

Alt det ovenstående stod i et indlæg, som blev færdigt for 10 dage siden. Der blev mailet frem og tilbage med digitalredaktør Andreas Marckmann Andreassen om form og rettelser og den slags. Og jeg var sekunder – bogstavelig talt sekunder – fra at sende det til publicering samme dag på Journalisten.dk. Så ringede telefonen.

Tandmærker i bordkanten

”Det er Morten. Hvordan går det?”

Det gik da godt. Og tak for sidst.

”Der sker en masse inde hos jer, sagde jeg til redaktøren på Mediecentret Frederiksberg, der huser de 6 aviser, som dagen før var solgt af Berlingske og købt af North Media. Egentlig trådte jeg vande, men Morten havde noget at sige.

”Hvad skal du på mandag?”

Jeg skulle ikke noget. Slet ikke noget. Og så var jeg vikar på Valbybladet, Frederiksbergbladet, Nørrebro/Nordvestbladet, Vesterbrobladet, Vanløsebladet og Cityavisen.

Fedt! Og alt sammen fordi jeg var heldig eller hurtig, eller hvad det nu var, jeg var, da det gjaldt.

Sådan en vikar-tjans – uanset hvor kort den måtte være – nulstiller omgående følelsen af at være arbejdsløs. Nu har jeg en redaktør og et sted at køre hen hver morgen. Et sted, der kommer løn fra, så Kirsten i Jyske Bank ikke skal bruge tid på at skrive breve og lukke Dankort. I hvert tilfælde i teorien. For helt får jeg nok aldrig lukket munden på hende. Men en rigtig løncheck, det kan hun da ikke stå for. Og hvis ikke det er nok, så har fru Jensen, min kone – psykologen – åbnet en praksis herhjemme i Frederiksværk.

Moralen er tyd’lig (men styg og modbyd’lig). Der skal held til. Og netværk. Og så gælder det om at bide sig fast i bordkanten, når man først er indenfor. Jeg slipper ikke, før tænderne falder ud.
Og for pokker, hvor bli’r det spændende at være med til at blive købt og solgt. Hvis jeg havde haft 65 millioner, havde jeg s’gu også købt Valby Bladet.

Thomas Schiermacher Jensen er journalist. Han skriver en serie om, hvordan det er at være nyuddannet. Og det er meget anderledes, end han havde troet. Læs også første indlæg: Hvordan undviger man Jobcenter Halsnæs

Kommentarer
2
Ib Keld Jensen
07.11.13 08:58
Fabelagtig fortælling. Et
Fabelagtig fortælling. Et stykke smukt komponeret hverdagspoesi. Tillykke med vikariatet, Thomas. Og med dit åbenlyse talent. Ikke mindst.
Fremhævet af Journalisten
Thomas Schiermacher Jensen
11.11.13 12:08
Kære Ib

Kære Ib

Tusind tak for de meget pæne ord.

Dbh
Thomas
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen