De danske fagblade er lige så vigtige for demokratiet som aviserne, fordi mange historier begynder her. Eller var lige så vigtige – for pressefriheden er systematisk og i al ubemærkethed ved at blive slagtet i medlemsorganisationerne. I stedet for at være selvstændige udgivelser bliver fagbladene indlemmet i forbundenes kommunikationsafdelinger. Chefen får to kasketter, uafhængigheden bliver strøget, og bladet underlagt ledelsen.
Vi har heldigvis en række fagblade med stærke traditioner for kritisk kvalitetsjournalistik, som det er svært at slå ihjel. Et af dem er det prisbelønnede Sygeplejersken, hvor flere medarbejdere nu modigt står frem og forsvarer deres faglige integritet. På Sygeplejersken er redaktionen lagt sammen med kommunikationsafdelingen, og ordet "uafhængig" er slettet. Det er en helt naturlig professionalisering, som man ser de fleste steder, forklarer kommunikationschef og chefredaktør Sigurd Nissen-Petersen, der serverede budskabet med wienerbrød til.

KOMMUNIKATIONSEKSPERTERNE SIGER, at et slagkraftigt 'corporate brand' kræver én stemme. Det er håbløst gammeldags at mene noget andet. Tillad dog alligevel denne stemme fra fortiden at gøre opmærksom på, at vi her taler om medlems-organisationer og ikke Coca-Cola. Fagblade er en del af det bøvlede og larmende medlemsdemokrati. At underlægge bladene den til enhver tid siddende ledelses forgodtbefindende er et uværdigt tyveri fra medlemmerne. Det danske fagforeningsliv lider under manglende engagement i forvejen, så strømliningen ligner et skridt ned i graven.
At forvandle fagbladene til hvervepamfletter har også andre bivirkninger. En masse gammeldags regler må stryges eller skrives om. De oldnordiske 'vejledende regler for presseskik' fortæller, at medier som fagblade skal have "fri adgang til at indsamle informationer og nyheder og til at offentliggøre dem så korrekt som muligt". Her må man tilføje: "… hvis det vel og mærke er i udgivers strategiske interesse."
Fagbladenes egen medlemsforening, Danske Specialmedier, skriver i de etiske retningslinier, at "redaktøren skal varetage ytringsfriheden og efter bedste evne arbejde for det, som efter hans eller hendes mening tjener samfundet." Endnu en smuk, men gammeldags formulering. Ordet "ytringsfrihed" må stryges, og "samfundet" ændres til "ledelsen".
At fagbladene bør have redaktionel uafhængighed, betyder selvfølgelig ikke, at redaktionen frit skal kunne skrive om hus og have eller til priskomitéerne uden hensyn til medlemmerne. Formand og hovedbestyrelse kan både ansætte og fyre redaktøren på et klart udgivelsesgrundlag. Som regel har forbundsledelsen også fat i den lange ende ved at bestemme over økonomien. Derfor skal redaktionen selvfølgelig som modvægt have egen chef med en klar ret til at redigere blad og net uden forhåndscensur.

AT LAVE KOMMUNIKATIONSARBEJDE, hvor man for fuld skrue forsøger at varetage ledelsens interesser, er en spændende opgave med én bestemt faglighed. At lave journalistik, hvor man per definition forsøger at tjene læserne, er herligt og kræver en anden faglighed. Men mellemproportionalen, hvor chefen bærer to kasketter, er uholdbar. Når medarbejderne i nogle tilfælde skal lave journalistik og i andre kommunikation pakket ind som artikler i samme blad, så er det noget rod. Når man undlader at interviewe kritikere af et forslag om kliniske ekspertsygeplejersker, som Dansk Sygeplejeråd gerne vil have gennem Folketinget, så stinker det. Den slags slider både troværdighed, integritet og mennesker op.
En oplagt sag for Dansk Journalistforbund, hvis formålsparagraf forpligter ledelsen til at kæmpe for en "presse- og ytringsfrihed over for arbejdsgiverne". Medmindre pressefrihed er endnu et gammeldags ord, som bør skrottes.