De danske fagblade er lige så vigtige for demokratiet som aviserne, fordi mange historier begynder her. Eller var lige så vigtige – for pressefriheden er systematisk og i al ubemærkethed ved at blive slagtet i medlemsorganisationerne. I stedet for at være selvstændige udgivelser bliver fagbladene indlemmet i forbundenes kommunikationsafdelinger. Chefen får to kasketter, uafhængigheden bliver strøget, og bladet underlagt ledelsen.
Vi har heldigvis en række fagblade med stærke traditioner for kritisk kvalitetsjournalistik, som det er svært at slå ihjel. Et af dem er det prisbelønnede Sygeplejersken, hvor flere medarbejdere nu modigt står frem og forsvarer deres faglige integritet. På Sygeplejersken er redaktionen lagt sammen med kommunikationsafdelingen, og ordet "uafhængig" er slettet. Det er en helt naturlig professionalisering, som man ser de fleste steder, forklarer kommunikationschef og chefredaktør Sigurd Nissen-Petersen, der serverede budskabet med wienerbrød til.
KOMMUNIKATIONSEKSPERTERNE SIGER, at et slagkraftigt 'corporate brand' kræver én stemme. Det er håbløst gammeldags at mene noget andet. Tillad dog alligevel denne stemme fra fortiden at gøre opmærksom på, at vi her taler om medlems-organisationer og ikke Coca-Cola. Fagblade er en del af det bøvlede og larmende medlemsdemokrati. At underlægge bladene den til enhver tid siddende ledelses forgodtbefindende er et uværdigt tyveri fra medlemmerne. Det danske fagforeningsliv lider under manglende engagement i forvejen, så strømliningen ligner et skridt ned i graven.
At forvandle fagbladene til hvervepamfletter har også andre bivirkninger. En masse gammeldags regler må stryges eller skrives om. De oldnordiske 'vejledende regler for presseskik' fortæller, at medier som fagblade skal have "fri adgang til at indsamle informationer og nyheder og til at offentliggøre dem så korrekt som muligt". Her må man tilføje: "… hvis det vel og mærke er i udgivers strategiske interesse."
Fagbladenes egen medlemsforening, Danske Specialmedier, skriver i de etiske retningslinier, at "redaktøren skal varetage ytringsfriheden og efter bedste evne arbejde for det, som efter hans eller hendes mening tjener samfundet." Endnu en smuk, men gammeldags formulering. Ordet "ytringsfrihed" må stryges, og "samfundet" ændres til "ledelsen".
At fagbladene bør have redaktionel uafhængighed, betyder selvfølgelig ikke, at redaktionen frit skal kunne skrive om hus og have eller til priskomitéerne uden hensyn til medlemmerne. Formand og hovedbestyrelse kan både ansætte og fyre redaktøren på et klart udgivelsesgrundlag. Som regel har forbundsledelsen også fat i den lange ende ved at bestemme over økonomien. Derfor skal redaktionen selvfølgelig som modvægt have egen chef med en klar ret til at redigere blad og net uden forhåndscensur.
AT LAVE KOMMUNIKATIONSARBEJDE, hvor man for fuld skrue forsøger at varetage ledelsens interesser, er en spændende opgave med én bestemt faglighed. At lave journalistik, hvor man per definition forsøger at tjene læserne, er herligt og kræver en anden faglighed. Men mellemproportionalen, hvor chefen bærer to kasketter, er uholdbar. Når medarbejderne i nogle tilfælde skal lave journalistik og i andre kommunikation pakket ind som artikler i samme blad, så er det noget rod. Når man undlader at interviewe kritikere af et forslag om kliniske ekspertsygeplejersker, som Dansk Sygeplejeråd gerne vil have gennem Folketinget, så stinker det. Den slags slider både troværdighed, integritet og mennesker op.
En oplagt sag for Dansk Journalistforbund, hvis formålsparagraf forpligter ledelsen til at kæmpe for en "presse- og ytringsfrihed over for arbejdsgiverne". Medmindre pressefrihed er endnu et gammeldags ord, som bør skrottes.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Som kommunikationsuddannet og tidligere redaktør på et organisationsblad (uden frihedsbrev), vil jeg sige at den dygtige kommunikationsmand netop godt forstår, at skal medlemmerne være glade, så skal man tilbyde nogle produkter der er relevante for dem. Det gælder også når det handler om at have et medlemsblad der tager deres interesser og bekymringer alvorligt - og som tør stille sig kritisk til moderorganisationen. Og det kan man sagtens skrive ind i en kommunikationsstrategi - og bør også gøre.
En medlemsorganisation er noget andet end en virksomhed, og det er simpelthen dårlig kommunikation at lave ren top-down kommunikation, når det er medlemmerne der ejer organisationen.
Jeg synes artiklen har en relevant diskussion, men den er også præget at journalisters selvforståelse af at være hellige vagthunde, og deres syn på kommunikationsfolk som ledelsernes skødehunde.
I en tid, hvor afstanden mellem den politiske ledelse og de menige medlemmer øges, er der behov for at lytte til medlemmernes røst i endnu højere grad. Løsningen er ikke at suspendere frihedsbreve, men at se på, om ledelsen kan få dele af fagbladet, hvor den kan boltre sig. Alternativt at udgive et supplerende blad. Vi lever i en tid, hvor folk får meget fine uddannelser og erfaringer der virkelig gør en forskel, så naturligvis er det vigigt at fortælle om alle disse dygtige menneskers arbejde, tanker og ideer. Hvis ledelserne vil overtage scenen får vi nogle rigide virkeligheder, der nok passer godt ind i en corporate-tankegang, hvor der kan sættes små flueben, dedikeret til power point bulllits og breve til aktionærerne. Men virkeligheden skal også med, både fordi det er hos de mange dygtige medarbejdere morgendagens logikker udvikles og her alle kan se hvad alle de fine ord egentligt handler om.
Jamen, der er ikke et eneste forkert ord i den kommentar. Og gudsketakoglov for, at Journalistens "frihedsbrev" fortsat gælder. Men jeg vil da gerne minde om, at det ikke er nogen selvfølge. Det er kun et par år siden, forbundsledelsen energisk forsøgte at rulle tiden tilbage til før "frihedsbrevet". Det lykkedes ikke - heldigvis. Men når den slags tanker rumsterer blandt ledere i et JOURNALISTforbund, så er det jo ikke mærkeligt, at andre forbundsledelser kan få samme tanke om at kvæle den redaktionelle frihed på fagblade. Vel?
Frede Jakobsen