S-ordfører kritiserer tegninger af partiformænd i seng sammen

"Det er ærgerligt, at den undertone skal være der, når man som kvinde sætter sig ved forhandlingsbordet over for en mand," mener S-ordfører Trine Bramsen om satiretegninger i Politiken og Ekstra Bladet, hvor Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen går i seng sammen. Både chefredaktører og tegner Roald Als afviser kritikken

Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti har de seneste dage gjort politiske tilnærmelser, blandt andet i et dobbelt-interview med de to partiformænd Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen.

Men Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, undrer sig over, hvordan Politiken og Ekstra Bladets satiretegnere har illustreret samarbejdet. I onsdagens Politiken har Roald Als tegnet de to formænd i undertøj på hver sin side af en seng. ”Jeg vender lige Anker om,” siger Mette Frederiksen med hånden på et billede af Anker Jørgensen. Og i onsdagens Ekstra Bladet er Morten Ingemanns tegning noget mere direkte: Her dyrker de to partiformænd sex, og en kat siger ”Ja, stuerene, det bliver I sgu aldrig ..!”

De to satiretegninger har fået Trine Bramsen til at skrive på Facebook:

”Når man som kvinde samarbejder med en mandlig kollega i dansk politik, er dette åbenbart, hvad man må finde sig i. Helt ærligt. Er vi ikke nået længere i år 2017?”

Bramsen: Primitivt og ærgerligt

Problemet er ifølge Trine Bramsen, at tegningerne understøtter et ærgerligt kønsbillede på Christiansborg, uddyber hun over for Journalisten.

”Det handler om kønsbilledet. Når en kvinde og en mand samarbejder i dansk politik, skal det illustreres med, at man går i seng med hinanden,” siger hun.

”Jeg vil ikke gøre mig til dommer over, hvad medierne må bringe. Men det undrer mig, at det er den redaktionelle beslutning, man når frem til. Det undrer mig særligt, at Politiken, der slår sig op på at holde ligestillingsfanen højt, vælger at illustrere en indholdsmæssigt tung historie på den måde,” siger Trine Bramsen.

Hun henviser til et spørgeskema, som Politiken i januar udsendte til kvindelige medlemmer af Folketinget for at undersøge, om der foregår sexisme på Christiansborg. Hun har på Twitter delt Politikens mail med spørgeskemaet.

Hvad er der galt med det kønsbillede, man tegner?

”Jeg er stor fan af dansk satire. Men når det eneste billede, man kan komme på for at illustrere politisk samarbejde mellem en mand og en kvinde, er sex, så bliver det primitivt. Det er ærgerligt, at den undertone skal være der, når man som kvinde sætter sig ved forhandlingsbordet over for en mand. Er vi virkelig ikke nået længere?” spørger hun.

[quote:0]

Også Socialdemokratiets pressechef, Mads Brandstrup, undrer sig på Twitter over Politikens illustration. ”Hvorfor @politiken?” skriver han.

Politisk chef i centrum-venstre-tænketanken CEVEA Kasper Fogh kritiserer Ekstra Bladets tegning for ”sexisme”.
”Glæder mig til at se et politisk samarbejde mellem to – eller tre – mandlige politikere satiretegnet som et homoseksuelt samleje. Mangler vi ikke at se Løkke, Samuelsen og Papes tvangsægteskab tegnet som ufrivillig bøssesex?” skriver Kasper Fogh på Facebook.

Ekstra Bladet: Søgt vinkel

Men hverken på Ekstra Bladet eller Politiken kan man følge kritikken fra Trine Bramsen.

”Jeg synes, det er en sjov satiretegning om en aktuel politisk historie," siger Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro.

”Hun lægger en kvindevinkel ned over – som om der er noget sexistisk i det – hvilket er lidt mærkeligt, da der både er en mand og en kvinde på tegningen. Det er en søgt vinkel,” fortsætter hun.

Kan du på nogen måde følge hendes kritik?

”Det kan jeg ikke, selv om jeg anstrenger mig rigtig meget. Jeg synes, hun skal grine ad det og være glad for, at vi har rigtig god politisk satire – ellers ville det hele blive lidt for kedeligt,” siger Karen Bro.

Politiken: Tag det ikke så bogstaveligt

Politikens chefredaktør Anne Mette Svane kan heller ikke følge kritikken.

”Hvor ville det være befriende, hvis Trine Bramsen ikke tog politik så bogstaveligt, at hun ikke kan grine ad en god satiretegning," skriver Anne Mette Svane i en mail.

”Hvis Roald Als ikke skulle sende Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen i seng sammen, kunne de socialdemokratiske spindoktorer have overvejet en anden dag end Valentinsdag til at markere den hede politiske flirt mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Socialdemokraterne har selv åbnet en ladeport af kærlighedssymboler, som satiretegnere og politiske kommentatorer selvfølgelig har brugt i fortolkningen af det første fælles interview mellem de to partiledere," fortsætter Anne Mette Svane.

[quote:1]

Roald Als: En trekant blev for indviklet

Morten Ingemann har ikke ønsket at udtale sig. Men Roald Als, der har tegnet Politikens illustration, mener heller ikke, tegningen er over stregen.

”Satiretegnere har altid lavet grin med alting, også med sex,” siger han.

”Jeg vil give hende ret i, at det er indholdet i tegningen, der tæller. Men det samarbejde, som de to partier har indgået, er indholdet i den tegning, jeg har lavet,” siger Roald Als og tilføjer:

”I øvrigt overvejede jeg, om Thulesen Dahl skulle være biseksuel, så han også havde noget kørende med Lars Løkke. Men så blev tegningen for indviklet."

Bramsen: En ærgerlig undertone

På Facebook og Twitter skriver flere til Trine Bramsen, at tegnerne bare har illustreret et kendt ordspil.

Er det ikke et kendt udtryk for et politisk samarbejde, at man ”går i seng med hinanden”, som er blevet tegnet her?

”Hvis ethvert politisk samarbejde handler om at gå i seng med hinanden, skulle der dagligt være tegninger af mandlige politikere i seng med hinanden. Det handler om, at en mand og en kvinde samarbejder,” siger Trine Bramsen.

Hun mener, kvinder bliver fremstillet anderledes i politik end mænd, og det er netop det kønsbillede, tegningerne bidrager til.

”Det er ikke noget, jeg går og græder over til daglig. Men der er da en orientering mod at fokusere på kvindekønnet, når der indgås samarbejder. Det er i hvert fald den oplevelse, jeg har. Kvindekønnet illustreres anderledes end mandekønnet i politik. Jeg synes, det er en ærgerlig undertone, at når kvinder samarbejder med mænd, så emmer det af noget, der foregår under dynen.”

[quote:2]

Partiformænd har ingen kommentarer

Journalisten har været i kontakt med Dansk Folkepartis pressetjeneste for at høre, om Kristian Thulesen Dahl er enig i kritikken fra Socialdemokraterne.

"Det har vi altså ikke en mening om. Satire er satire," skriver pressechef Søren Søndergaard i en mail.

Socialdemokraternes pressetjeneste oplyser også, at Mette Frederiksen ingen kommentarer har.

4 Kommentarer

Christian Barfoed
19. FEBRUAR 2017
lighten up Trine - det er kun
lighten up Trine - det er kun satire, og endda ret elegant udført, synes jeg.
Havde de bare været i seng sammen havde du muligvis haft en lille pointe - så havde det været uoriginalt.
Men detaljerne med billedet af Anker og katten gør jo begge tegninger til rigtig fin satire - sex er altså en almenmenneskelig ting, som alle forstår - både mænd og kvinde.
Og i den metrooseksuelle tidsalder, som vi lever i nu, er det vel 10-15 år for sent at tale om det er kvinderne der bliver udnyttet. Thulesen Dahl i allegorien - satiren - og mænd generelt - er i lige så høj grad sexobjekter som kvinder.
Vh Christian Barfoed
Hans Peter Toft
18. FEBRUAR 2017
Kristian Thulesen Dahl, må da
Kristian Thulesen Dahl, må da også føle sig pikeret, tænk at blive fremstiller som om han går i seng med Mette Frederiksen.
Kristoffer Eriksen
17. FEBRUAR 2017
Argumentet om, at der skulle
Argumentet om, at der skulle være satiretegninger i aviserne hver dag, hvis politiske samarbejder kan beskrives med metaforen "at gå i seng med hinanden" er det sjoveste argument, jeg har læst på nettet i dag. Mange tak til fagbladet for dette lille, gode stykke satire om satiren.
Henrik V Blunck
17. FEBRUAR 2017
Det sjove ved satire er, som
Det sjove ved satire er, som bekendt, at den rammer hårdest når den rammer plet. Socialdemokraterne har selv været fortalere for ytringsfriheden under karikaturkrisen, men nu er det gået op for dem, at det rent faktisk udtrykker den fornemmelse mange ex-socialdemokrater sidder med af et forrædderi imod de grundlæggende værdier som tidligere kendetegnede partiet.
Det gør tydeligvis ondt, og i forvirringen søger man så en sexistisk vinkel, så man bagefter kan forsøge at dreje debatten.
Et er at kunne samarbejde på tværs af blokkene - det er helt ok, især fra sag til sag. Men at gå så meget på kompromis med tidligere formand Poul Nyrups vurdering af partiet er naturligvis et kompromis, som ikke morer dem som havde håbet at et skifte fra Gucci-Helle og den blå Corydon til en socialpolitisk mere humanistisk Mette Frederiksen har vist sig at have præcis den modsatte effekt, nemlig en langt højere højredrejning.
Det er dét sagen egentlig handler om, men Trine Bramsen skal nok markere sig som loyalist for at sikre sig en ministerpost hvis meningsmålingerne får ret i, at et kommende valg gør Mette Frederiksen til landets anden kvindelige statsminister.

God weekend. :-)