Platformsuafhængighed bliver et nøgleord, når politikerne skal forhandle et nyt medieforlig på plads. Mediestøtte skal ikke nødvendigvis være afhængigt af, om et medie udkommer på papir, lød det fra både S og V.
Især de unge mediebrugere har flyttet sig fra papirmedier til nye medier på nettet, og det skal mediestøtten afspejle, hvis det står til Venstre og Socialdemokraterne.
"Jeg er ikke klar til at lægge mig fast, men det handler om, at man skaber samme vilkår. De store dagblade bruger også støtten til at udvikle nye medier med net-tv og podcast. Dem, der ikke laver avis i dag, kan ikke få støtte. Det er en skævvridning, som vi er nødt til at kigge på," siger medieordfører for Venstre Ellen Trane Nørby.
Hun understreger, at det blot skal være ét blandt en lang række nye kriterier for en fordelingsnøgle af mediestøtten, når der skal forhandles medieforlig i 2009. For eksempel mener hun også, at det er vigtigt at sikre, at man stadig kan købe aviser, og at en avis kan fås til samme pris, uanset om man køber den i Thisted eller på Rådhuspladsen i Købehavn.
"Der er forskellige hensyn at tage. Aviser og nogle specialmedier er første led i nyhedsproduktionen. Det er også vigtigt," siger Ellen Trane Nørby.
Socialdemokraternes ordfører Mogens Jensen mener også, at mediestøtten skal afspejle, at danskerne har fået nye medievaner.
"Der er ganske mange medier, som kun er på internetplatform, som folk bruger og som spiller en rolle. Selvfølgelig skal de medier ikke være udelukkede fra at få støtte," siger han.
Han mener også, at det er vigtigt at sikre, at der er penge til den undersøgende og dybdeborende journalistik.
"Avisen er et meget langsomt medie, og det er måske her den opgave bliver løftet bedst. Det vil jeg gerne være med til at støtte," siger Mogens Jensen.
Medieordfører for De Konservative Henriette Kjær vil endnu ikke melde ud, om hun er for platformsuafhængig mediestøtte.
"Netop fordi det handler om vores kultur og sprog, behøver man ikke altid se objektivt på det, men har lov at være smagsdommer," siger hun.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.