S og SF parate til forlig om ny radiokanal

Kulturminister Per Stig Møller (K) ser nu ud til at have fået oppositionen med på ideen om en ny radiokanal, der skal konkurrere med P1. Men der skal nye penge på bordet, hedder det.

Kulturminister Per Stig Møller (K) ser nu ud til at have fået oppositionen med på ideen om en ny radiokanal, der skal konkurrere med P1. Men der skal nye penge på bordet, hedder det.

Både SF og Socialdemokraterne tilkendegiver således i dag i Berlingske Tidende, at man godt vil se på en konkurrerende kanal til P1.

"Det skal bare ikke gå ud over Danmarks Radio," siger SF's medieordfører, Holger K. Nielsen, til Berlingske Tidende.

Ligeledes melder Mogens Jensen fra Socialdemokraterne sig klar til at forhandle positivt med regeringen om den nye kanal. Men han afviser både at hente 125 mio. kr. i DRs budget og at lukke P2 med klassisk musik.

"Jeg kan konstatere, at den nye kanal er et hovedkrav fra kulturministeren. Derfor må vi jo tage kanalen seriøst, selv om vi ikke ser noget behov for den," siger han til avisen og tiløjer, at det kræver markante indrømmelser:

"Ellers kan det ikke lade sig gøre," udtaler Mogens Jensen.

Socialdemokraterne truer samtidig med at lave om på medieforliget efter et valg, hvis Per Stig Møller vælger at indgå et smalt forlig alene med Dansk Folkeparti.

Redaktør af fagbladet Journalisten, Jakob Elkjær, advarede i sidste uge kraftigt imod regeringens planer og kritiserede tanken om et nyt P1 for at være "Endnu en kanal til de velstillede".

Onsdag mødes medieordførerne igen til en ny forhandlingsrunde.

0 Kommentarer