search

S: »Ministeren kan ikke tage P2 fra DR«

Kulturminister Carina Christensen (K) får ikke lov til at tage sendetilladelsen til P2 fra DR. Socialdemokraternes medieordfører, Mogens Jensen, vil som forligspartner stritte imod: »Hun kan ikke tage P2 fra DR,« siger han til Journalisten.dk. Kulturministeriet: »Intet er afgjort.« (opdateret 10:41)

Kulturminister Carina Christensen (K) får ikke lov til at tage sendetilladelsen til P2 fra DR. Socialdemokraternes medieordfører, Mogens Jensen, vil som forligspartner stritte imod: »Hun kan ikke tage P2 fra DR,« siger han til Journalisten.dk. Kulturministeriet: »Intet er afgjort.« (opdateret 10:41)

Mens de politiske medieordførere fortsat venter på kulturminister Carina Christensens konkrete udspil til fremtiden for FM-båndet og de danske radiostationer, slår Socialdemokraternes medieordfører Mogens Jensen nu fast, at hun godt kan glemme enhver overvejelse om at sende sendetilladelsen til P2 i udbud og samtidig forhindre DR i at kunne søge.

Som forligspartner bag det eksisterende medieforlig vil han på ingen måde være med til, at DR skal miste P2.

»Der står jo slet intet i medieaftalen om, at P2 skal i udbud. Derfor er det et rent forhandlingstaktisk udspil fra ministerens side, at det er kommet ud, at hun ønsker sendetilladelsen til P2 i udbud,« siger Mogens Jensen til Journalisten.dk og understreger flere gange, at det slet ikke kommer på tale.

»Hun kan ikke tage P2 fra DR, for vi ønsker slet ikke, at P2 skal i udbud,« udtaler han og tilføjer, at det efter hans opfattelse vil være »en dårlig idé« netop nu, hvor man har satset på en koncertsal til DR, og så samtidig fjerne P2 og den klassiske musik fra DR.

Fremtiden for dansk radio – herunder replanlægning af FM-båndet med plads til måske tre-fire flere radiostationer – er en alenlang mediepolitisk føljeton, der nu har stået på, siden VK-regeringen kom til magten. Rent faktisk lovede partierne allerede før magtovertagelsen i 2001 at mangedoble antallet af FM-frekvenser. Der er som bekendt ikke sket. Senest meddelte tidligere kulturminister Brian Mikkelsen sidste forår, at han ville nå et forlig inden sommerferien. Men så kom der en regeringsrokade i vejen, og forliget om FM-kanalerne blev atter udskudt. Nu har Carina Christensen været kulturminister i over et halvt år, og der er fortsat ikke kommet en afklaring.

»Jeg sidder og venter på ministeren. Jeg synes, hun er for langsom. De kommercielle radiostationer vil jo også gerne have en afklaring på fremtiden. De har store interesser på spil. Og DR's koncession på P2 udløber til juni efter at være blevet forlænget,« siger Mogens Jensen og påpeger, at flere af medieordførerne allerede har tilkendegivet, at de havde forventet at få det hele på plads i første kvartal af 2009.

»Vi har ventet alt for længe på at få det her afklaret. Det er ministeren, der trækker processen ud. Sidst brugte hun TV 2's økonomiske problemer som undskyldning for, at man ikke kunne håndtere den anden mediepolitiske problemstilling. Det løste vi i januar. Nu er der gået to måneder, og der er ikke sket noget.«

Ifølge Mogens Jensen er Socialdemokraterne parate til at acceptere det fælles forslag, som de kommercielle radiostationer har udarbejdet sammen med DR angående en udbygning af det digitale danske radiosendenet.

»Når DR og de kommercielle selv er kommet med et godt bud på, hvordan der både bliver plads til flere kommercielle kanaler og en udbygning af DAB, så bør man fra politisk side nikke anerkendende til det og bakke det op. Det indebefatter også, at DR beholder P2.«

P2 har i dag ca. 400.000 daglige lyttere. Endvidere er der ifølge DR ingen andre kanaler, som der lyttes til i så lang tid ad gangen i løbet af en dag, som tilfældet er med P2. Stationen udmærker sig i øvrigt ved et mix af kultur, klassisk musik og jazz.

Afdelingschef i Kulturministeriet Jesper Hermansen oplyser til Journalisten.dk, at intet er afgjort endnu. Hverken hvad angår replanlægning eller P2.

»Forhandlingerne begynder til foråret. Der er ingen officielle forhandlinger i gang endnu, og der er ikke taget stilling til, hvad der skal ske,« siger han til Journalisten.dk med tilføjelsen:

»Det eneste, der ligger fast, er, at der er en aftale, der udløber. Nu skal der tages stilling til, hvad der så skal ske.«

Jesper Hermansen har ingen kommentarer til den konkrete debat om P2's fremtid med henvisning til, at forhandlingerne ikke er gået i gang endnu.

Kulturminister Carina Christensen (K) ønsker ikke at kommentere sagen på nuværende tidspunkt.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen