search

Rystende – men livsbekræftende

  

 

 

Chefredaktør Poul Madsen er glad for Ekstra Bladets historie om en kvinde, hvis datter blev dræbt ved Brønshøj-ulykken. Hun ringede til avisen, få timer inden hun begik selvmord.

 

SELVMORD. »Den historie, vi bragte, er rystende og alligevel livsbekræftende,« siger en af Ekstra Bladets chefredaktører, Poul Madsen, om avisens historie den 4. november i år, hvor et selvmord præsenteres som det fjerde dødsoffer for dødskørsel.

Under overskriften »Offers mor tog sit liv« bringer bladet et interview med moderen til en af de trafikdræbte unge ved ulykken i Brønshøj, hvor en vanvidsbilist kørte ræs og ramte fire unge. Interviewet er lavet på telefon, aftenen før moderen begik selvmord. Hun ringede selv bladet op, fordi hun havde et budskab at aflevere. Da bladet næste dag ville have hende til at læse citaterne igennem, fik journalisten af hendes mand fik at vide, at hun ikke var til at træffe. Da journalisten prøvede igen dagen efter, oplyste kvindens mand, at hun nu havde begået selvmord.

»Måske er 'livsbekræftende' et mærkeligt ord at bruge, når der indgår et selvmord i historien,« erkender Poul Madsen.

»Men det budskab, som kvinden ringer og giver til Ekstra Bladet, aftenen før hun tager sit liv, synes jeg er livsbekræftende. Hun taler ikke om hævn, hendes budskab er alene: 'Stop vanvidskørslen, der ikke alene dræber sagesløse, men også efterlader dybe sår hos deres pårørende.' Man kan godt sige, at det er hendes testamente. Det vigtigste for mig er, at hendes mand gav lov til at bringe samtalen, og han ringede bagefter og takkede os, fordi vi gjorde det.«

Poul Madsen tilføjer, at der efterfølgende har været debat internt på bladet om det rigtige i at bringe beretningen.

»Det er kun naturligt. Vi havde da også mange overvejelser, inden vi bragte historien, og det hører med, når der skrives om selvmord, at man tænker over, hvilken relevans det har for læserne. Men jeg synes, det har samfundsrelevans, for moderen vil advare fartbøllerne – og derfor vælger vi at trykke den.«

Overlæge Merete Nordentoft, Bispebjerg Hospital, har gennem mange år fulgt med i mediernes omtale af selvmord, og hun har et par gange været med til at indanke historier om selvmord til Pressenævnet. Hun siger om den pågældende historie i Ekstra Bladet:

»Problemet er, at historien er så indfølt, at man på sin vis kommer til at acceptere kvindens valg. Vi kan jo langt hen ad vejen følge hende. Men samtidig ved vi, at de fleste forældre overlever den slags traumer – og derfor må selvmord ikke gøres til noget så absolut, som det bliver her. Det jeg spørger mig selv om bagefter er, om avisens journalister har fornemmet, hvor forfærdeligt hun har haft det, og om de har forsøgt at sikre sig, at hun fik hjælp? Har de vidst, at moderen var i livsfare?«

Journalist Kim Engelbrechtsen er medlem af Landsforeningen for efterladte efter selvmord. For to år siden mistede han sin 16-årige søn, Jakob, da Jakob hængte sig. Han siger om Ekstra Bladets historie:

»Jeg synes, den er barsk, meget barsk. Det som slår mig er, om moderen har fået nogen form for hjælp? Det fortæller historien intet om, og set i det lys synes jeg, den er uden perspektiv. Vi oplevede selv, at vi stod helt alene, der var absolut ingen offentlige instanser, der tog sig af os efter Jakobs død, og generelt er der alt for lidt støtte til mennesker, der udsættes for voldsomme traumer. Dét kunne have været Ekstra Bladets vinkel. Som den står nu, er det en tragedie, der råber på et svar, vi aldrig får.«

Poul Madsen siger til kommentaren om journalisters ansvar, når interviewpersoner er i krise:

»Vi kan kun bruge vores sunde fornuft. Vi får rigtig mange henvendelser, især om natten, fra folk, der er langt ude, vi får også direkte nødråb, og vi reagerer tit på det, overtaler folk til at søge hjælp og den slags. Jeg synes ikke, vi accepterer hendes valg, det er et valg, vi ikke har indflydelse på, hverken den ene eller den anden vej. Jeg mener ikke, vi påvirker udviklingen – at hun tager sit liv. Vi har da heller ikke modtaget en eneste negativ reaktion fra læserne. Hvis moderen kun havde givet udtryk for sin egen sorg, havde vi ikke skrevet historien, men her er der tale om en fremadrettet advarsel til unge, der kører for stærkt. Det er det, historien handler om.«

Poul Madsen poienterer, at avisen flere gange har skrevet om manglen på hjælp til traumatiserede forældre, men det var ikke muligt her.

»Vi har også nogle produktionsbetingelser at tage hensyn til. Og for mig at se handler historien om moderens advarsel til fartbøllerne – det er den, vi bringer videre. Selvmord er ikke en historie i sig selv.«

* WHOs retningslinjer for medieomtale af selvmord fraråder blandt andet:
At offentliggøre fotos eller afskedsbreve.
At gengive konkrete beskrivelser af selvmordsmetoder.
At bruge formuleringen »det lykkedes at begå selvmord«.
At angive forenklede årsagsforklaringer.
At forherlige selvmord eller gøre det til forsidestof.
At give nogen skylden for selvmordet.

* WHO anbefaler:
Kun at gengive relevante oplysninger og ikke på avisens forside.
At fremhæve alternativer til selvmord, det vil sige konstruktive løsninger på problemer.
At oplyse om telefonrådgivning og lokale henvendelsesmuligheder.
At offentliggøre risikofaktorer og signaler på selvmordsadfærd.

* I de danske vejledende regler for god presseskik står der:
»Selvmord eller selvmordsforsøg bør ikke omtales, medmindre klar almen interesse kræver eller begrunder offentligomtale, og i så fald bør omtalen være så skånsom som mulig.«

Læs også i dette nummer: Selvmord smitter

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen