Rynkeby og busbranchen vinder Kom-priser

Medlemmer og jury var igen uenige, da Dansk Kommunikationsforening i aftes uddelte Kom-priser. Rynkeby vandt juryens pris, de københavnske busser vandt medlemmernes. Se projekterne her.

Medlemmer og jury var igen uenige, da Dansk Kommunikationsforening i aftes uddelte Kom-priser. Rynkeby vandt juryens pris, de københavnske busser vandt medlemmernes. Se projekterne her.

For 10 år siden besluttede 11 ansatte i Rynkeby Foods at cykle til Paris for at støtte Børnecancerfonden. I sommer var der 534 ryttere og 139 hjælpere.

Team Rynkeby er vokset til et stort velgørenhedsprojekt, der indsamler millioner til at bekæmpe kræft. Med 2000 presseklip og en anslået markedsføringsværdi i 2010 på knap 10 mio. kr. ligger der også en enorm kommunikationsindsats bag projektet.

Derfor valgte juryen bag Dansk Kommunikationsforenings årlige Kom-pris at give den til Rynkeby Foods og bureauet bag kampagnen, Mannov. Du kan læse mere om Team Rynkeby her.

Men deltagerne på Kom-Dagen i DR's koncertsal i går, hvor prisen blev overrakt, var ikke enige med juryen. Ligesom sidste år blev der afholdt en afstemning om eftermiddagen. Her kunne alle deltagere stemme på, hvem af de fem nominerede projekter, der skulle vinde.

Derfor var der to vindere på podiet om aftenen.

Medlemmerne valgte den københavnske busbranche som vinder af årets Kom-pris. Busbranchens kampagne udført af bureauet Stagis A/S handler om at skabe stolthed og arbejdsglæde hos chauffører i København. Kampagnen kører også i skrivende stund med plakater i busserne.

0 Kommentarer