Danske journalister og medier er den seneste tid stødt ind i et usædvanligt paradoks. På den ene side lyder det, at journalisterne er historieløse og ikke grundige nok. På den anden side har der på det seneste lydt kritik af de journalister, der grundigt dykker ned i vores fælles (besættelses)historie og kaster lys over mørke pletter.
Den debat, som artikler helst skal afføde, har i den anledning desværre været fokuseret på at drage journalisternes dokumentation, evner og motiver i tvivl. Det er synd, og jeg vil hævde, at årsagen er landets arkivlovgivning.
Ikke fordi lovgivningen har forhindret journalisterne i at få fat i dokumentation af begivenheder fra besættelsestiden, men det at arkiver fra eksempelvis besættelsen først blev åbnet i 1995 medfører, at de, der omtales i arkiverne – for de allerflestes vedkommende – er døde. Det får de konsekvenser for den efterfølgende debat, at den bliver ringere.
Aktuelt har journalister på Berlingske Tidende og Politiken fået på puklen af blandt andet redaktør, Henning Fonsmark, der i Berlingske den 28.11. skriver om de to avisers afdækning af erhvervslivets rolle under besættelsen:
»Det er, ikke engang, fordi aviserne skriver noget forkert. Det er, fordi en ny tids historikere/journalister har kronisk besvær med konteksten«.
Denne anklage, som også er kommet mere eller mindre usagt fra andre debattører, er jo ikke en anklage for historieløshed, men en underlig efterlysning af – med al respekt for dem, der oplevede besættelsens uhyrligheder og trængsler – noget så ukonkret og subjektivt som følelser og fornemmelser. Journalisterne skriver ikke noget forkert, men det gør de så alligevel, fordi de ifølge denne mangel på kontekst ikke kan leve sig ind i den tid for 50 år siden.
Nu er journalistik hverken en videnskab eller en kunstart. Det er et håndværk, baseret på principper som grundighed, tilstræbt objektivitet, kildekritik, kildebeskyttelse, fairness og etik. Livet forstås baglæns, selv om vi lever det forlæns og med de ovennævnte professionelle principper i bagagen er det journalisternes forbandede pligt at skabe sammenhæng og sætte nyt lys på den historie, samfundet har gennemlevet, og den viden der er opsamlet.

Det allervigtigste kildemateriale, når historien endevendes for at blive klogere på os selv og vores samtid, er arkiver og officielle dokumenter fra fortiden. Og selv om det nok altid vil være således, at livet bedst forstås baglæns, behøver det jo ikke at være vore oldebørn, der på grund af arkiv-lovgivningen, bliver de første, som får lejligheden til at prøve at forstå det, gøre det tilgængeligt og debattere det.

Og når jeg nu slår til lyd for, at lovgiverne må revidere arkivloven, således at offentligheden – og ikke bare udvalgte forskere med særlig adgang til x-files – kan dykke ned i fortiden med langt færre års forsinkelse end de 50 år, der er praksis, er det ikke for at tækkes synspunktet om, at det slet ikke – med den nuværende lovgivning – lader sig gøre for unge journalister at belyse fortiden på redelig vis. For det er muligt. Berlingske Tidende og Politiken har just vist det. Men det har også vist sig, at debatten ikke kom til at handle om indholdet, men om budbringeren. Og det, tror jeg, skyldes det faktum, at de, – der skulle spørges, hvorfor de gjorde, som de gjorde, – ligger i graven. Og det får skrivekløen op hos nogle, der på afdødes vegne – hvordan man ellers kan det – kan belære journalisterne om, at de har kronisk kontekstbesvær.
Derfor skal arkivloven ændres. Den folkelige debat om de spørgsmål, mediernes belysning af fortiden rejser, skal helst dreje sig om mere og andet end en kritik af budbringeren.

Avisartikler er skrevet i sand. De løfter kun flige af virkeligheden, men de kan, som min chefredaktør Peter Wivel skrev i en kommentar for nylig, noget som ingen anden publikationsform kan. De kan diskuteres, modsiges, oplyses yderligere, engagere og bevæge samfundet i kraft af den debat, de rejser fra neutral grund. Hvis offentlige – og naturligvis også privates og partiers – arkiver blev tilgængelige med færre års forsinkelse, end det i dag er tilfældet, ville den debat med samfundet og samtiden, som artiklerne ville rejse, blive en rigere debat. Ikke mindst fordi langt flere af aktørerne i de begivenheder, arkiverne måtte omhandle, stadig ville være i live og ved deres fulde fem og dermed kunne afkræves svar og en forklaring og tage del i diskussionen.
For tiden er åbningen af Stasi-arkiverne og Mitrokhins KGB-arkiver også vægtigt stof i danske og udenlandske medier, og i Danmark skal en kommission undersøge PETs arbejde over 50 år tilbage i tiden. Efterkrigstiden og den følgende Kolde Krig er knap så langt væk som besættelsen, men det skal nok vise sig, at nogle af de personer, der på deres gamle dage måtte blive belastede, på baggrund af de oplysninger, vil skyde på journalisterne som nogle, der har kronisk besvær med konteksten. Men en sådan modsigelse vil i det mindste komme fra hesten selv og ikke fra dem, der post mortem på deres vegne udlægger konteksten.

På begge fløje i Folketinget er der givet signal – fra henholdsvis Frank Aaen, Enhedslisten og Per Stig Møller, De Konservative – om behovet for en ny arkivlov. Og mon ikke Venstre mener det samme. I hvert fald skrev partiets tidligere leder, Uffe Ellemann-Jensen i en kronik i Berlingske Tidende den 28.11. under overskriften »Medløberne« om vigtigheden af at dykke ned i Stasi-arkiverne og lede efter danskere, der havde forrådt deres land under Den Kolde Krig:
»Lad os også få de mennesker frem i lyset – mens de selv kan bidrage til diskussionen om, hvad de gjorde, og hvorfor. Og det skal ske inden historiens skygger bliver alt for lange. Det er en udfordring for de unge journalister, for hvem Den Kolde Krig er ved at være historie. Grib den!«
Det favntag skal pressens minister, kulturministeren, forskningsministeren og justitsministeren tage imod. Lad ikke arkivloven gøre historiens skygger for lange. Luk lyset ind.

Af Jens Langergaard, journalist, Berlingske Tidende