Kan en avis, der har trykt citater fra kilder, avisens journalist aldrig har talt med, sige, at det hører fortiden til – når avisen aldrig har undersøgt sagens fulde omfang og præsenteret den for læserne? Og kan en statsinstitution, der mere eller mindre systematisk har forført en kritisk presse, som forsøgte at passe sit arbejde, bare sige, at handlingerne blev begået i fortiden – og den roder vi ikke i?
Nej!

Dagbladet Information, der – for det meste berettiget – ser sig selv om bannerfører for den grundige og kritiske journalistik, har et forklaringsproblem over for læserne. En af avisens udenrigskorrespondenter har i flere tilfælde citeret kilder, vedkommende ikke har talt med. I to tilfælde var kilderne sågar for længst døde, da de svarede på avisens spørgsmål.
I flere eksempler er bevisbyrden yderst tung. I andre står den – hvis vi skal være flinke – påstand mod påstand. Men hvad er mest sandsynligt: At kilder, der ikke har motiv til at afvise at være interviewet, nægter det eller ikke kan huske nogen form for henvendelse fra Information? Eller at en korrespondent, der erkender, at han er en dårlig journalist, har snydt igen og igen? Svaret synes indlysende.

Umiddelbart afviste Informations ledelse Journalistens research med den forklaring, at sagen hørte fortiden til. Information har tilbage i 2009 bragt en rettelse, lyder forklaringen. Den rettelse er Journalisten også gået igennem, og det viser sig, at rettelsen i sig selv misinformerer læserne. Senere – helt op under Journalistens deadline – har Informations ledelse proklameret, at den vil rette to yderligere fejl, som avisen selv har fundet.

Det ligner en farce, hvor lektien er den gode gamle: Det er sjældent fejlen, der slår hårdest. Det er derimod forsøget på at dække over den, der for alvor svækker troværdigheden. Det ved Information godt. Derfor er det et uforståeligt fejltrin, at Informations nye ledelse – både chefredaktør og direktør er skiftet ud – ikke reagerer øjeblikkeligt på Journalistens alarmerende stikprøve og benytter chancen til at fremstå som dem, der fik luget ud i fortidens fejltrin. Kort sagt: Igangsætter den totale gennemgang af arkivet, som også en af avisens erfarne medarbejdere efterlyser over for Journalisten.

Også DSB har et problem. DSB skiftede den konfronterende kommunikationschef Anna Vinding ud med Jakob Høyer, der har en mere opdateret fornemmelse for, hvordan man plejer et godt forhold til en kritisk presse. Journalisten har tidligere påvist, at det har været kutyme i DSB, at jo mere alvorlige historierne var for etaten, desto voldsommere skulle de afvises. Historierne blev skudt ned – også når de burde have været undersøgt.

I næsten to år har DR via interne DSB-papirer vidst, at økonomien i DSB First ikke hang sammen. Faktisk så den katastrofal ud. Men DSB har afvist historien og sagt, at tallene var forkerte, og varslet sagsanlæg, hvis tallene kom frem. I dag viser skandalen om DSB First, at DR havde ret; økonomien i togprojektet hang slet ikke sammen.

Alligevel fortsætter Anna Vinding som DSB-ansat med at konfrontere pressen – uden at Jakob Høyer varsler en gennemgang af den faktuelle sandhedsværdi i de pressemeddelelser, som etaten gennem tiden har brugt til at holde de kritiske historier fra døren.
Kulturer forandres ikke, bare fordi lederen er ny. Det gælder både DSB og Information.

Derfor: Ryd dog op!