
I Ryanairs Media Assessment Form skal journalister oplyse, hvor stor værdi en pressetur har for Ryanair. Scanpix/ Bernal Revert
Rejsejournalister skal ikke bare tro, at de kan tage af sted på gratis presseture uden at love, hvor meget flyselskabet eller turistbureauet får ud af turen. I hvert fald skal journalister, der rejser med Ryanair, skriftligt forklare, hvor stor artiklen eller indslaget bliver. De skal også oplyse, hvor meget redaktionel plads Ryanair får – og hvilken ”estimeret værdi” omtalen giver flyselskabet. Det skriver journalisten.no
Politiken og Berlingske Media nægter at svare på spørgsmålet.
»Det er ikke nyt, at flyselskaber og turistmyndigheder vil vide, hvilket medie man kommer fra, vores oplag, og hvornår det forventes at blive bragt. Men det er nyt, at de spørger, hvilken værdi det vil give dem. Det svarer vi ikke på,« siger rejseredaktør Gitte Holtze på Berlingske Media til journalisten.dk.
Redaktionen laver rejseartikler til Berlingske, BT, rejsemagasinet Escape og Rejseliv på BT og Berlingskes website.
Skarpe tilbagemeldinger
Chef for markedsføring i Ryanair Kenny Jacobs skriver i en mail om blanketten:
"Der er tale om et gammelt dokument, som ikke længere er I brug."
Men Ryanair i hvert fald spurgt Berlingske Medias rejseredaktion om værdien af en pressetur en enkelt gang. Redaktionen valgte ikke at svare. Emirates Airlines har stillet et lignende spørgsmål, som Berlingske Media heller ikke svarede på. Alligevel kom de med på rejsen.
Rejseredaktør på Politiken Tina Krongaard har ikke oplevet, at rejseselskaber stiller så præcise krav som Ryanair. Hvis det skete, ville hun sige nej.
»Så ville vi sige, at vi ikke ville tage af sted,« siger hun.
Men hun har oplevet, at især udenlandske fly- og rejseselskaber har øget presset.
»De kommer med mere skarpe tilbagemeldinger på det, vi laver og ikke laver. Vi oplever, at de gerne vil prøve at styre, hvad vi skal skrive om,« forklarer hun.
Nice try
Som reaktion på Ryanairs spørgsmål om ”estimated value” svarede generalsekretær i Norsk Presseforbund Kjersti Løken Stavrum i går journalisten.no:
»Lad mig sige det på engelsk, så det er helt forståeligt for Ryanair: Nice try, but this will not work in Norway.«
Gitte Holtze fra Berlingske Media siger, at det ville være lettere, hvis Berlingske Media selv betalte for rejserne.
»Men sådan ser virkeligheden ikke ud. Vi ville ikke komme ud i samme omfang, hvis Berlingske Media skulle betale. Det samme gælder for eksempel motorjournalistik. Men hvis rejseselskaberne stiller for mange krav ligesom Ryanair, så tager vi ikke med. Men det er en afvejning fra gang til gang,« forklarer hun.
Sætter grænsen ved historiens vinkel
Er det ikke logisk, at et flyselskab gerne vil vide, hvad de får ud af at sende medier på en gratis rejse?
»Jeg forstår godt, at de gerne vil sikre sig mod, at det bare er et free ride. Vi har tidligere oplevet, at freelancere har sagt, at de skulle lave en artikel for Berlingske og derfor ønskede at rejse til for eksempel Tokyo. Når det sker, falder det tilbage på os. Derfor kan det give mening at udfylde en blanket, som kommer fra min mail,« siger hun.
Hvorfor vil I ikke svare på spørgsmålet om den estimerede værdi for Ryanair?
»Vi kan jo ikke vide, hvor meget vi kommer til at skrive. Når man interviewer en skuespiller, ved man jo heller ikke, hvor stor artiklen bliver. Jeg sætter grænsen, når der bliver spurgt til value og konkrete vinkler. Det bestemmer vi selv,« siger Gitte Holtze.
Tina Krongaard fra Politiken har ikke oplevet, at Politiken er blevet fravalgt.
»Politiken har så stor indflydelse, at de ikke kan finde på at vælge os fra.«
(Opdateret 18:15 med svar fra Ryanair)
5