Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
12:51 04.08.2022 Sandra Kaarsgaard

Russisk journalistforbund idømt kæmpebøde

Russisk journalistforbund idømt kæmpebøde

Ievgen Chabanov/Adobe (red Journalisten)

Onsdag morgen blev den russiske journalistfagforening Journalists’ and Media Workers’ Union (JMWU) fundet skyldig i at ’diskreditere de russiske væbnede styrker’ ved en domstol i Moskva.

Det skriver det europæiske journalistforbund, EFJ.

JMWU blev idømt en bøde på 500.000 rubler, som svarer til mere end 60.000 danske kroner, hvilket er det højeste bødebeløb muligt.

I anklagen lød det, at JMWU har ’spredt ideer relateret til en negativ holdning med den særlige militæroperation i Ukraine’. Det har de ifølge anklageren gjort ved at underskrive Perugia-erklæringen for Ukraine, som også blev underskrevet af EFJ og mange andre europæiske journalistforbund, og ved at udgive udtalelsen ’Stop the war in Ukraine’.

Dommen er det seneste juridiske tiltag mod fagforbundet, som allerede i maj undergik en juridisk efterforskning, som førte til, at retten i juni beordrede, at fagforbundet skulle opløses. JMWU blev dog ikke oplyst om rettens afgørelse før starten af juli, hvor forbundet også blev beordret til at suspendere sine aktiviteter indtil en høring den 13. juli.

JMWU har med EFJs støtte besluttet at anke dommen, da de mener, at tilfældene går ind under deres ytringsfrihed, og at den russiske anklagemyndighed med dommen kun forsøger at legitimere opløsningen af JMWU.

En ny høring i sagen om opløsning af fagforbundet er sat til at blive afholdt den 14. september.

JMWU startede som reaktion på et angreb mod journalister i 2016, blev officielt registreret som fagforening i november 2017, og foreningen blev medlem af det Europæiske journalistforbund i 2019.

SENESTE NYT

Flere nyheder