Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
12:53 10.10.2023 Ritzau

Russisk domstol fastholder amerikansk journalists fængsling

Den spionageanklagede amerikanske journalist Evan Gershkovich har fået afvist en appel af sin varetægtsfængsling i Rusland.

Det fastslår en russisk domstol tirsdag, skriver nyhedsbureauet AFP.

Afgørelsen betyder, at han skal forblive varetægtsfængslet frem til 30. november, hvilket tidligere er blevet besluttet.

Gershkovich, der er korrespondent i Moskva for avisen Wall Street Journal, blev i slutningen af marts anholdt i byen Jekaterinburg af den russiske efterretningstjeneste FSB.

I forbindelse med anholdelsen oplyste FSB 30. marts, at Evan Gershkovich ”blev taget på fersk gerning” i at indsamle oplysninger for USA om en virksomhed, der indgår i Ruslands ”militære forsvarskompleks”. Spionageanklagerne kan give op til 20 års fængsel.

Beskyldninger som både han, Wall Street Journal og USA pure nægter.

USA kalder det en uretmæssig anholdelse og kræver, at han løslades, mens USA’s præsident, Joe Biden, tidligere har kaldt Ruslands behandling af journalisten for ”totalt ulovlig”

SENESTE NYT

Flere nyheder