Rusland kaldte det informationsterror. Mstyslav dokumenterede mulige krigsforbrydelser i Ukraine

Ikke galgenhumor

AP-holdet ankom til byen den 4. februar klokken 3 om natten. De vidste, at krigen var på vej til byen, og de var klar over, at en fuldskala-belejring af den var nærliggende, formentlig uundgåelig.

”Vi kørte på tværs af frontlinjen, hvor der var ubehageligt stille. Lastbiler kørte rundt med beton og træ for at forstærke forsvarslinjerne. Vi ankom omkring klokken 3, og vi jokede med, at Rusland altid angriber omkring klokken 4 eller 5 om natten,” fortæller Mstyslav Chernov.

En time efter var det ikke galgenhumor. Han stod på balkonen, da artilleriet begyndte. På den gryende morgenhimmel var der lysglimt, og stilheden var erstattet med lyden af eksplosioner. Putin havde netop afsluttet sin tv-tale, hvor invasionen blev annonceret. En hurtig forårskrig.

Mens eksplosionerne lød i Mariupol, begyndte nyhederne fra resten af Ukraine at løbe ind hos AP-holdet: Kharkiv, Kyiv, Odessa, Kherson. Hele Ukraine var under angreb.

De fleste journalister forlod de følgende dage Mariupol.

Mstyslav Chernov blev tilbage sammen med sine to kolleger, vel vidende at en belejring kunne være uundgåelig. Arbejdet begyndte samme morgen som invasionen.

Hvor der var et nedslag, tog journalisterne hen.

Byens luftforsvar var blevet bombet og ødelagt. Efter angreb opsøgte de hospitaler. Ingen sårede i første omgang. Det kom hurtigt. På tredjedagen filmede han et mislykket forsøg på at genoplive en pige på fire år. De russiske styrker vandt også hurtigt frem. Langt hurtigere end han havde forestillet sig. Han fik lovet en kvinde på gaden, at civile ikke ville blive ramt. Han tog fejl.

Nok var de indstillet på, at det kunne blive voldsomt i Mariupol. Men det tempo, Rusland vandt frem med, overraskede dem. Det samme gjorde angrebenes intensitet.

”Vi var nødt til at gentænke alt. Vores kommunikation, vores sikkerhed, vores flugtplan,” husker Mstyslav Chernov.

Som belejringen greb om sig, blev der mangel på alt. Mad, vand, medicin. Elektricitet forsvandt fra nabolag til nabolag.

Efter en uge var der ingen mobildækning, ingen internetadgang, ingen radio- og tv-signaler kunne komme ind og ud. Kun et russisk radiosignal kom ind i byen, og journalisterne kunne ikke længere bare sende deres materiale med konsekvenserne af de russiske bombardementer hjem med det samme. De var nødt til at løbe ud i det fri med en satellittelefon for at kunne kommunikere med deres redaktører, og opladning af udstyr skete ved nødgeneratorer.

Magtesløshed

Mstyslav Chernov famler for at finde det engelske ord for den følelse, det efterlod ham med. Han havde jo forsvaret at gå rundt med sit kamera og filme lidelserne på samme måde, som mange andre journalister også gør, når de dækker katastrofer og mennesker med barske historier i det hele taget: At det er en hjælp, at deres historier bliver fortalt.

”Magtesløshed er nok det mest dækkende,” kommer han frem til.

”At vide, at de mennesker har brug for hjælp, og at du intet gør. Du er der med dit kamera. Du begynder at spørge dig selv, om det hjælper? De har brug for mad, medicin, vand. De har lige mistet et barn. Hvordan er det, du gør, en hjælp? At undertrykke den følelse og blive ved med at arbejde var hårdt,” siger han.

Ikke desto mindre så Mstyslav Chernov det som sin pligt at blive ved med at arbejde, mens han skulle overleve på samme vilkår som beboerne i Mariupol. En følelse, der blev forstærket af, at han selv er født og opvokset i det østlige Ukraine.

”Det er ikke kun en journalistisk pligt, men også en pligt over for dit land og dit folk, at blive ved med at filme. Du kan også se frustrationen i filmen. At vi har en følelse af ikke at kunne ændre på noget, mens det sker, så vi er sikre på, at vi har optaget alt med nok kontekst til, at folk kan forstå, hvad der foregik i hvilken skala. Det er en stor ting at gøre, som er nødt til at blive gjort,” siger han.

Indtil 2014 lavede Mstyslav Chernov dokumentarfilm og havde aldrig dækket krig. Det ændrede sig øjeblikkeligt, da Rusland annekterede Krim.

Pludselig skulle han lære at være krigskorrespondent og dækkede det, da passagerflyet MH17 blev skudt ned og landede på en mark, hvor ligdelene lå spredt ud mellem solsikkerne, og døde mennesker stadig sad spændt fast i deres sæder.

”Jeg vidste intet om krig, hvordan man skal dække det, eller hvordan information virker. Jeg filmede det og tænkte, at når folk så det, måtte det stoppe.”

Klip til otte år senere, hvor Mstyslav Chernov i mellemtiden også havde dækket Irak, Syrien og Afghanistan og stod i Mariupol og fuldstændigt havde mistet overblikket over, hvor mange mennesker han havde set dø.

Det var den 9. marts, han igen hørte, at hans billeder ville ændre noget. Kort forinden havde han og hans kolleger kunnet se, hvor et luftangreb ramte kort fra deres skjulested. Det var et hospital med fødeklinik og børneafdeling, der nu var bombet sønder og sammen, og højgravide kvinder blev båret sårede ud.

”Jeg får samme følelse, når jeg ser paramedicinere og redningsarbejderne bære en gravid kvinde på en båre gennem murbrokker og ødelagte biler væk fra fødeklinikken med et stort krater bag mig. Jeg får samme følelse af, at det kommer til at ændre noget. Så stopper jeg mig selv og tænker nej. Desværre ikke,” siger han.

”Det er mit job at give kontekst”

Billederne fra angrebet på fødeklinikken skabte overskrifter i alverdens medier. Angrebet blev kaldt en krigsforbrydelse af Ukraines præsident, Voldomir Zelenskyj. Det russiske udenrigsministerium kaldte de sårede for skuespillere og billederne for informationsterrorisme.

Sidstnævnte overraskede ikke Mstyslav Chernov. Han har siden 2014 set sit arbejde blive brugt og misbrugt og fortolket til det stik modsatte af, hvad det faktisk viser.

”Det er ikke mit arbejde at skændes eller argumentere med nogen. Det er mit job at give mere kontekst. Så dagen efter tog vi ud for at finde de overlevende kvinder for at finde ud af mere. Om de overlevede, hvordan de havde det.”

En uge efter angrebet forsøgte de at finde de sårede kvinder. Den højgravide kvinde på båren og hendes barn døde på Mariupols fungerende skadestue. To andre overlevede.

”Det er det, journalister gør: De følger op på vigtige historier. At slås med og argumentere mod propaganda er ikke nødvendigt. Vi skal bare blive ved med at gøre det, vi gør,” siger han.

Mstyslav Chernov opsøgte de overlevende fra angrebet på fødeklinikken på akuthospital nr. 2 en uge efter angrebet.

Det var i sidste øjeblik. Ruslands styrker var rykket hurtigt gennem forstæderne og ind mod bymidten. Da journalisterne ville forlade hospitalet igen, var det for sent. Det var omringet. Fra syvende sal kunne de for første gang se det ’Z’, der i løbet af de seneste uger var blevet Ruslands symbol for invasionen. Det var malet på en kampvogn, der var kørt i stilling lige foran hospitalet, hvorfra der blev skudt mod en boligblok.

Journalisterne ville ud. De ville have alt deres materiale, der viser beskydning af boligblokke, de overfyldte hospitalsgange, kampvognene, ud.

Politimanden Vladimir, som Mstyslav Chernov havde mødt ved fødeklinikken, blev deres redning. Han tilkaldte en særlig enhed fra Ukraines militær, der fik dem evakueret fra hospitalet og gemt i en bydel, der stadig var under ukrainsk kontrol. Få timer efter evakuering var russiske styrker gået ind på hospitalet.

Det var ikke kun journalisterne selv, der oplevede frustrationen ved at være isoleret fra omverdenen, ikke at kunne komme i kontakt med nogen udefra. Beboerne i Mariupol anede groft sagt ikke, hvad der foregik, eftersom der ikke kom nogen troværdige nyheder ind. Det var politi, paramedicinere og militær, der mundtligt måtte overlevere informationer.

Folk opsøgte journalisterne, der havde et presseskilt på hjelmene, for at få informationer. Stillede spørgsmål som ’står Kyiv stadig?’ ’Hvordan går det i Kharkiv?’ ’Jeg har familie i Odessa, hvordan er det der?’

”Den type information var vigtigere for folk end mad og vand. Det hjalp dem med at bevare fatningen. Der forstod jeg, at information og nyheder holder det moderne samfund sammen. Vi tager det for givet her, når vi har adgang til det.”

”Det er derfor, journalistik er så vigtigt. Ikke kun, fordi det kan dokumentere mulige krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden,” siger Mstyslav Chernov.

Særligt én scene i ’20 days in Mariupol’ viser, hvad der sker, når stort set al information bliver skåret væk, og det kun er Ruslands side af sagen, der bliver præsenteret i radioen. Det var på dag 20.

En flok mennesker med Mstyslav Chernov i hælene søgte i dækning for et luftangreb, og pludselig begyndte der at fyge anklager rundt. At det var Ukraine, der bombede sin egen befolkning. At det var for dårligt, at brandvæsenet i det mindste ikke slukkede brandene. Journalisten afbrød, tydeligt irriteret, forklarede, at brandstationen blev jævnet med jorden et par dage forinden, og at det var Rusland, der bombede dem.

”Jeg ved, hvad der foregår. Jeg ved, at Rusland bomber dem. Jeg prøver at fortælle dem det, og jeg bliver vred. Det burde jeg ikke blive, og som journalist burde jeg ikke reagere, men det gør jeg som menneske. Vi var alle helt ude på kanten, vi havde mistet vores bil, og følelserne var helt uden på tøjet,” fortæller han.

Men scenen er ifølge Mstyslav Chernov virkelig vigtig:

”Uden information går folk i panik, uden information bryder folk sammen, uden information stopper folk med at gøre modstand, fordi de er forvirrede. Det er præcis, hvad Rusland ville have – at folk var forvirrede,” siger han.

Journalisterne havde på det tidspunkt været i skjul i et par dage, da politimanden Vladimir insisterede på at få dem ud af landet. Røde Kors’ konvoj var lige kørt, og politimanden tilbød at smugle dem ud sammen med hans familie. Det var med livet som indsats med tre journalister og deres materiale i bilen. Det lykkedes.

Tilbage stod Mstyslav Chernov med 30 timers materiale. Måske var der blevet brugt 30 minutter af dem i nyhedsindslag.

”Jeg følte, at jeg var nødt til at gøre mere. Jeg tror, at for mange mennesker, der er under den slags pres og er afskåret fra verden, er det vigtigt at have en stemme og være i stand til at sige noget,” fortæller han.

Et år senere laver han ikke længere nyhedsjournalistik, men dokumentarer.

”Krigen har ikke ændret sig, men jeg har. Den her film har ændret mit syn på, hvordan man dækker krig. Jeg stiller flere spørgsmål. Jeg forsøger at være mere personlig over for folk. Jeg forsøger at holde mit kamera tændt længere tid ad gangen.”

I bund og grund handler det om, at krig ikke bare er krudt og kugler. Information er også et våben, der kan bruges af dem, der fører krigen. Og det er her, journalister i Mstyslav Chernovs øjne er så vigtige.

”Krigen handler ikke om billederne, men om fortolkningen af billederne. Propaganda fortolker billederne på den måde, man vil have.”

”Ved at lave den her film og give folk nok kontekst til at vise, hvad der skete før, under og efter, giver du folk mulighed for at fortolke selv og give mere forståelse på en måde, hvor de ikke bliver vildledt.”

’20 days in Mariupol’ er produceret som en PBS Frontline & Associated Press Collaboration og bliver vist tre gange under CPH:Dox.