Min yndlingsaversion i medierne er …

To ting:

Det første er den endeløse række af underholdningsprogrammer, hvor de forskellige kanaler svælger i egne værters formåen udi diverse discipliner, f.eks. som man gør i ‘Stormester’ og seneste skud på stammen ‘Klar med svar’. Det bliver ananas i egen juice i litermål, når man som seer skal være vidne til, at deltagerne skal forsøge at sprænge ”skaberi-barometret” for at få det til at se ud som, de virkeligt har det skægt.

For mig som seer, er den form for fald-på-halen-komik gabende kedelig. Det har sikkert været sjovt at være med som deltager, men bare ikke sjovt at se på. Jeg får hverken en aha-oplevelse eller tænker: ”wauw, godt gået” eller ”godt det ikke er mig.” Jeg slukker bare.

Det andet er ”jubel-journalistikken” i forbindelse med store sportsbegivenheder. Her har jeg simpelthen nået kvalmegrænsen for, hvor mange gange man kan stille det samme spørgsmål til en tour-vinder som Vingegaard og forvente, at man får et andet svar end: ”Det har været et fantastisk år. Det har været virkelig fantastisk. Det har været fantastiske tre uger”.

Fra Vingegaard landede i Københavns Lufthavn og til ankomsten på Rådhuspladsen lød det igen og igen og igen fra skiftende reportere: ”Hvordan er det at se, at så mange mennesker er kommet for at se dig? Hvordan har du det lige nu? Hvordan vil det være at være at stå på balkonen? Og efter balkon-seancen: Hvordan var det så at være på balkonen?

Et par timer senere fortsatte festen i Tivoli og her gentog spørgeseancen sig en gang til, hvor Vingegaard og de andre ryttere skulle svare på de helt samme sprøgsmål en gang til for prins Knud. Da festen fortsatte i Glyngøre dagen efter, var det tid til endnu en genopførelse af det hele, for det kunne jo være, at der var nogen, der ikke havde hørt Vingegaard sige, at det har været et fantastisk år. Det har været virkelig fantastisk. Det har været fantastiske tre uger.

Det irriterer mig så meget, fordi …

Fejringen af Vingegaard er jo ikke en begivenhed, der kommer bag på nogen og slet ikke reporterne. Der er de steder, der er for at stille spørgsmål til hovedpersonen og i dette tilfælde også hans forældre.

At man som livereporter ikke gør mere ud af bare at stille et spørgsmål, der ikke er forudsigeligt. Hvis man har fulgt lidt med, så ved man jo, at Vingegaard er en mand af meget få ord. At man ikke har en ambition om at hæve barren og få ham til at sige andet end, at det hele er bare fantastisk.

Det samme gælder de interviews, der bliver lavet af folk, der er mødt op for at være en del af fejringen. Igen står der en overgearet reporter og skal ene mand/kvinde skabe en stemning, der måske/måske ikke er til stede og finde på spørgsmål på stående fod. Det holder bare ikke.

Heller ikke når der kun sidder to forkølede roligans under et telt på en regnvejrsdag i Joachim Mæhles hjemby. Det må kunne gøres bedre. Det at sende live fra en bar, telt, landsby var frækt og innovativt i start 90’erne, fordi det teknisk var svært at få til at ske. Men i dag er det frække for længst dampet af.

Det man kunne gøre for at ændre det er …

At gentænke konceptet med at stille om til en lokalitet, hvor der ”er/ikke er gang i den”. Og når man så skal stille om til en i marken, at den person gør sig den ulejlighed at bruge tiden på at forberede sig med at finde lige nøjagtig den person, for hvem den begivenhed eller hovedperson har et særligt forhold til.

Eller som har gjort noget helt ekstraordinært for at nå frem osv. Eller grave i hovedpersonens barndom, ungdom, træning, omgang med holdkammerater eller andet og finde en anekdote, som interviewpersonen kan forholde sig til.

Det kunne også bare være et opfølgende spørgsmål, så en Vingegaard kan få lov til at sætte flere ord på, hvad der gør det hele så fantastisk at være en del af.

Hvis man skal lukke en fåmælt sportsmand som Vingegaard op, så kan man for eksempel spørge til de tekniske detaljer om hans sport, om gearingen, watt, hvilke valg han traf undervejs i løbet, om hans kommunikation som holdkaptajn, hvor det helt afgørende moment var, og hvor svært/nemt det var for ham at gøre det, han gjorde under løbet o.s.v.

For det ved han noget om og kan tale om i timevis. Jeg er sikker på, at man der vil få et helt andet slags fantastisk svar ud af det.

Hvad giver dig håb for mediebranchen?

Mit svar her bliver fra en lidt anden boldgade. Som tidligere Radio24syv-medarbejder bliver jeg opløftet af at se, at der er plads til medier som Frihedsbrevet, som ikke kan lukkes ned, fordi man som magthaver ikke kan lide den form for journalistik.

At der er nogen som Mads Brügger, der holder fanen højt for den undersøgende og kritiske journalistik og leder et medie, der holder magthaverne i ørerne. Det skal til for at fastholde og styrke det demokratiske fundament, som vi har baseret vores samfund på.

Ifølge Unesco, som er FN’s organ for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab, blev mindst 86 journalister dræbt i 2022. Det svarer til, at der hver fjerde dag var en journalist, der blev dræbt. Ifølge Unescos rapport blev de dræbt i forbindelse med afsløringer ”eller omtale af organiseret kriminalitet, væbnet konflikt, eller overvågning af ekstremisme, og mens de dækkede emner som korruption, miljøforbrydelser, magtmisbrug og demonstrationer.”

Heldigvis er vi ikke der i Danmark, men det kan lige pludselig gå stærkt. Derfor skal kampen for ytringsfriheden kæmpes hver eneste dag. Frihedsbrevet giver mig et håb om, at man som magthaver ikke kan vide sig sikker. At der er medier i Danmark, der går foran med det erklærede mål at afsløre magtmisbrug. Og lykkes med det.