Hvornår gik det op for dig, at du skulle arbejde med kommunikation?
»Efter tre måneder på medicinstudiet. Når man nedstammer fra en lang, ubrudt linje af læger, bliver medicin et arvestudie. Min mor er sygeplejerske, og alle mine mandlige slægtninge er læger – faktisk gynækologer, for at det ikke skal være løgn. Men studiet var dødens pølse, og i virkeligheden ligger det ikke til mig at være læge. Jeg er overhovedet ikke en skid pædagogisk. Men jeg er god til at formidle. Så jeg tog på højskole og tænkte mig om, og så besluttede jeg mig for at gøre noget 100 procent lyststyret og uden tanke for fremtidig karriere. Derfor har jeg en magistergrad i noget så fint som norrøn filologi.«
Hvorfor filologi?
»Fordi jeg elsker ord. Jeg har kunnet læse, siden jeg var tre, og jeg har læst og læst og læst og læst. Ord er det mest fascinerende, der findes. Men studiet var fyldt med gamle fordrukne professorer, der skulle have en giraføl i hver pause, og så sad vi ellers der og terpede gamle runealfabeter. Man kan godt begræde, at studiet er nedlagt i dag, men det var helt brødløst. Jeg havde aldrig fået et job, hvis ikke jeg siden havde taget en overbygning i medievidenskab.«
Overvejede du aldrig Journalisthøjskolen?
»Nej. Norrøn filologi var et fag med få konfrontationstimer, hvor vi skulle være på universitetet otte timer om ugen, men til gengæld læse 10.000 sider. Jeg kan godt lide at få foræret en kæmpe bunke viden og skulle formidle den i den anden ende. Det er nok det, jeg har haft allermest gavn af i mit 20 år lange virke: Ikke at blive skræmt af store bunker af ny viden, mærkelige fakta og underlige statistikker. Det lærte jeg dér. Det faglige niveau på Journalisthøjskolen har aldrig imponeret mig. Jeg har haft mange dygtige journalistpraktikanter, men sandelig også nogle, der skulle lære håndværket fra bunden. De har simpelthen ikke anet, hvordan man skriver og taler til folk, og hvordan man får essensen ud af en samtale med en fagperson. Og jeg kan jo se, at det samme gør sig gældende for mange af de færdiguddannede journalister, der ringer i dag.«
I mange af dine jobs har du haft journalister under dig, hvordan har det været?
»Helt overordnet har det været virkelig sjovt. Men efter regeringsskiftet i 2011, hvor jeg havde været særlig rådgiver for fødevareministeren, kom jeg frem til, at jeg ikke skulle være kommunikationschef igen. Jeg var blevet træt af journalister. De er et meget krukket folkefærd, og jeg er en dårlig leder. Jeg har ingen tålmodighed. Jeg har gået så mange ture rundt i parker i Indre By med utilfredse journalister. Man skal være god til at hælde vand ud af ørerne og lytte til deres enorme fokus på dem selv og deres faggruppe, og jeg kunne mærke, at jeg havde fået nok.«
Hvordan vil du karakterisere journalistikkens tilstand herhjemme?
»Det faglige niveau er lavt. Der er ikke mange tunge fagjournalister tilbage – på fødevareområdet kan jeg nærmest tælle dem på en hånd. Derudover består faggruppen af en flok enormt unisone individer, som ligner hinanden og ikke omgås mange andre end hinanden. Min vennekreds består af gamle spejdervenner, præster, socialister og de sorteste liberale. Mine journalistvenners venner består af journalister og ngo-ansatte. Det gør det altså svært at forholde sig til en verden, hvor man skal interviewe en bager, en taxavognmand eller en mangemillionær.«
Det er nogle strukturelle problemer, hvad kan man gøre ved dem?
»Man kunne starte med at gøre det obligatorisk for journaliststuderende at skulle i praktik hos en virksomhed, der er støttet af licens eller mediestøtte, og hos en, som ikke er. Og så burde uddannelsen være længere, og journalister burde tvinges til at forstå samfundsøkonomi. Hvis I vil være den fjerde statsmagt, skal I være bedre uddannet, end I er i dag. Eller også skulle I bare lade være med at kalde jer det. Det er en fornøjelse at blive ringet op af en person, som ved, hvad vedkommende taler om, for de findes – men de er sjældne.«
Hvad er kommunikationsbranchens største udfordring?
»Angsten for bundlinjeorientering. Man kommer ikke af med nogen budskaber, hvis ikke man er optaget af, hvad de betyder for virksomheden i kroner og øre. Kommunikation er et fag, der ligesom journalistik er blevet feminiseret over de seneste år. I C20-indekset siger man tit: Vi skal have en kvindelig chef, lad os tage kommunikationschefen, for hun gør mindst skade. På den måde er kommunikation blevet meget føle-føle og røre-røre, og vi skal være gode ved hinanden, og nu udgiver vi et blad og så videre, og så bliver kommunikation noget sekundært.«
Hvad er løsningen?
»Flere skal turde sige: Hvis ikke den interne kommunikation i virksomheden fungerer, bliver personaleomsætningen tredoblet. Og det er dyrt at rekruttere hele tiden. Hvis ikke alle dine medarbejdere forstår din strategi og deres plads, dør din virksomhed. Så vil der sidde en mellemleder, der laver et VW-trick og fusker med brændselsregnskabet. Kommunikation mellem mennesker er en benhård disciplin, og man skal ikke være bange for at banke igennem. Det er der mange, der ikke tør.«
20 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg har selv været medlem af DJ Kommunikation i en periode, hvor jeg arbejdede med bl.a. kommunikation og pressearbejde i den finansielle sektor.
I den periode skrev jeg bl.a. artikler til medarbejdere, kunder, aktionærer mv., og jeg brugte flittigt de journalistiske værktøjer. Men jeg arbejdede ikke som journalist. Jeg arbejdede for private virksomheder, og det lå i opdraget, at jeg som udgangspunkt skulle sælge de positive historier om de pågældende virksomheder og nedtone de negative, både internt og eksternt.
Desværre oplever jeg nu, at fastansatte kommunikationsmedarbejdere, der skriver artikler til f.eks. medarbejder- og kundemagasiner i virksomheder, kalder sig journalister. Og her går det altså efter min mening helt galt. For man sidder ikke lige pludselig på journalistens stol, bare fordi man bruger de journalistiske værktøjer.
Så jeg er meget enig med Øjvind Hesselager, når han skriver: "Det er ikke en fordom, at der er interessemodsætninger mellem megen kommunikation og journalistik. Det er et faktum."
Jeg vil gå skridtet videre og sige, at man lever på en livsløgn, hvis man ikke vil erkende, at der er interessemodsætninger mellem megen kommunikation og journalistik.
God sommer derude, og husk lige, hvilken stol du sidder på :-)
"Det er ikke en fordom, at der er interessemodsætninger mellem megen kommunikation og journalistik. Det er et faktum."
Sådan skriver redaktøren af mit fagblad, og det gør mig en smule forstemt. Al menneskelig relation bygger naturligvis i sin grundsætning på forholdet mellem individ og fællesskab, så dermed er konflikt en væsentlig del af vores fællesskab. OK, så vidt så godt.
Men man kan skarpvinkle og rendyrke en konstruktiv dialog eller grave meterdybe grøfter. Interviewet med Rulle Grabow er skarpt. Hun har stærke holdninger, men interviewet er også typisk så provokerende, at hendes udsagn ender med at blokere for dialogen. Er der et problem med vores uddannelser? Er de etablerede medier blevet for stor del af magteliten? Er kommunikatører klogere og dygtigere end alle andre? Er alle, der arbejder med kommunikation i samme position som Rulle? Har de samme holdninger?
Til det sidste kan jeg sige: Nej.
Som formand for DJ Kommunikation kender jeg faktisk kun arbejdsomme, velmenende mennesker, som udnytter deres kompetencer med ord, lyd og billeder til at skabe sammenhæng. Til at informere. Til at provokere. Til at starte dialoger... alt sammen væsentlige bidrag til et bedre samfund, hvor netop deling af viden og dialog er nøgleord.
Kære redaktør - et fåtal af mennesker i dette land arbejder med spin. Langt de fleste kommunikatører i DJ Kommunikation gør ikke. De er ikke i daglig kontakt med medierne, ja for dem betyder medier egentlig ikke særligt meget i hverdagen, lige som for - desværre - flere og flere almindelige borgere.
Så hvis vi skal videre - og det skal vi - så lad os starte med at droppe den største fordom: "Det er ikke en fordom, at der er interessemodsætninger mellem megen kommunikation og journalistik. Det er et faktum."
Nej, det er det ikke et faktum. Det er en fordom.
venlig hilsen - og god sommer
Per Roholt, formand, DJ Kommunikation
Scrollet ned over kommentarerne, og tænker at lige netop den måde der bliver svaret på er en af de problematiske ved diskutioner i pressen og andre steder. Man går efter manden i stedet for efter bolden. Hvad med at bruge indlægget til reflektion over situationen. Kigge på hvad der kunne være rigtigt i det og se hvad det grundlæggende budskab er. Det synes jeg sker alt for tit. At debatten afspores, ved at henvise til mindre fejl , som ikke har noget med hovedbudskabet at gøre. En afledningsmanøvre , det gør os i stand til at slippe uden om den egentligedebat.
I relation
Til budskabet om at være mere kritiske, kan jeg kun give ret. Jeg har nu gennem de sidste mange år forsøgt at få medier og journalister i tale omkring Danmarks økonomi. Vi har i 2015 over 50 mia.kr. I underskud. Det har vi haft i de sidste mange år. Det svarer til at vi har ca 130- 150.000 flere offentlig ansatte eller ca. 300-400.000 flere på overførselsindkomst end vi har råd til. Blot som eksempel. Ingen journalister / eller medier tager den diskution, når der er finanslov. Man beskæftiger sig med de små beløb, der er politisk diskutioner om, men som intet betyder for vores samlede økonomi. Vi er faktisk i " LUKSUSFÆLDENN" forstået på den måde at vi bruger langt mere end vi har. Når vi så regner på underskuddets størrelse, så beregnes procenten af bruttonationalproduktet og ikke af budgettet. Med minimale regnefærdigheder er det at blande æbler og pærer sammen og på den måde at få procenten til at virke meget mindre end den er.
Sådan ser jeg desværre rigtig mange situationer, hvor vi ikke får reel oplysning fra medierne. Jeg ønsker man går efter bolden, og jeg tror måske at man også ville gå gladere på arbejde som nyhedsformidler, hvis man brugte mere tid på faglige diskutioner.
Vi kan jo alle blive blinde på vores måde at gribe tingene an på, så brug kritikken konstruktivt til at blive dygtigere :-)
Kære Lotte
Tak for bidrag. Spændende diskussion du åbner.
Det er ikke en fordom, at der er interessemodsætninger mellem megen kommunikation og journalistik. Det er et faktum.
Og de historier vil vi fortsat have stor fokus på. Det er ikke mindst i udvekslingen af argumenter og værdier mellem grupperne, at vi lærer hinandens faglighed bedre at kende.
Trods brugen af delvist samme værktøjer, og ofte samme uddannelsesbaggrund hos udøverne, er de to fag i deres natur forskellige:
Journalistik er bylinet og ofte støttet fra fællesskabets kasse, ligesom praksis er overvåget af fx Pressenævnet.
Kommunikation er tit finansieret privat eller organisatorisk og tjener oftest mere afgrænsede interesser, ligesom de fælles spilleregler - fx om etik - er mindre manifeste end i journalistikken.
Journalistik kan derfor ofte beskrives ret konkret med klassisk journalistik research. Omvendt ønsker de centrale aktører i kommunikation ikke altid at stå frem og give deres version af et konkret forløb, og kan heller ikke moralsk forpligtes på det - selv om de måske gerne mener noget (meget) i fx min mailboks.
Der er eksempler på det modsatte. Fx valgte Brøndby IF at lukke os ind i værkstedet op mod en Superligakamp.
Det er langt fra en kontroversiel historie - men alene det, at vi får lov at være til stede, mens tingene sker - og kan gå galt - kræver en chef med overskud, mod og tillid.
For journalistik om kommunikation kan kort sagt stå i vejen for kommunikationen selv, hvis du forstår. Kommunikation skal ske - vi skal ikke tale om hvordan det sker, synes holdningen tit at være.
Det er næppe tilfældigt, at Journalisten ikke var i værkstedet hos Brøndby, da det for alvor brændte på i ledelsen - ligesom vi jo heller ikke ligefrem har være inside hos en større bilproducent med rod i brændstofregnskabet ... Selv om begge parter må have masser af erfaringer, andre kan lære af. Også journalister.
De snævre - og ganske forståelige - interesser, afgrænser åbenheden.
Mange siger nej, fordi de ikke kan se fordelen ved åbenhed i den konkrete situation.
Der er selvfølgelig også ukontroversielle områder, hvor fx kommunal kommunikation fx servicerer en lokal journalistik, der igen servicerer borgerne, men det er næppe væsentlige historier for Journalistens læsere? Eller hvad tænker du?
Der er måske også guidestof: "Sådan bruger du x x x", der kunne ramme repræsentanter for begge grupper og også andre fag. Men de historier vil omvendt ofte blive så snævre i deres målgruppe, hvor forudsætningsniveauet spænder meget vidt, at vi ikke rammer medlemmerne bredt.
Så hvad vil det sige, når du efterlyser at Journalisten skal udvide horisonten og fortælle historier, der beriger begge grupper? Det er jo uafviseligt rigtige plusord - men:
Hvilke historier tænker du helt konkret på? Vi er altid på jagt og vi ved godt, at vi altid kan blive bedre, ikke mindst fordi læserne er gode til at melde ind og minde os om det. Heldigvis :-)
God morgen, god dag, god sommer og med venlig hilsen
Spændende samtaler. Jeg har bl.a altid undret mig over, hvorfor mere end halvdelen af TV journalister aldrig har fundet ud af, eller lært, om den kæmpe forskel på de hhv transitive/intransitive verber "at ligge" og "at lægge"?
Det er dybt irriterende for en lingvist ustandseligt at observere dette!
Af samme grund ser jeg oftest TV5MONDE eller BBC WORLD, da især den først nævnte holder fanen i top med hensyn til det lingvistiske. En sand fornøjelse. Ganske Jørgen Leth agtigt.
Jeg i al væsentlighed enig med Rulle Grabow i hendes bemærkninger om journaliststanden.
Dog kender jeg personligt en ung kvindelig journalist, som er top brainy og særdeles velskrivende.
Tabloid pressens journalister er de største syndere, synes jeg.
Journaliststanden er vel under ét temmelig narcissistisk, mener jeg.
Egne erfaringer gennem et langt arbejdsliv synes at bekræfte dette.
Mvh
Flere