Petra Kleis

Hvornår gik det op for dig, at du skulle arbejde med kommunikation?

»Efter tre måneder på medicinstudiet. Når man nedstammer fra en lang, ubrudt linje af læger, bliver medicin et arvestudie. Min mor er sygeplejerske, og alle mine mandlige slægtninge er læger – faktisk gynækologer, for at det ikke skal være løgn. Men studiet var dødens pølse, og i virkeligheden ligger det ikke til mig at være læge. Jeg er overhovedet ikke en skid pædagogisk. Men jeg er god til at formidle. Så jeg tog på højskole og tænkte mig om, og så besluttede jeg mig for at gøre noget 100 procent lyststyret og uden tanke for fremtidig karriere. Derfor har jeg en magistergrad i noget så fint som norrøn filologi.«

Hvorfor filologi?

»Fordi jeg elsker ord. Jeg har kunnet læse, siden jeg var tre, og jeg har læst og læst og læst og læst. Ord er det mest fascinerende, der findes. Men studiet var fyldt med gamle fordrukne professorer, der skulle have en giraføl i hver pause, og så sad vi ellers der og terpede gamle runealfabeter. Man kan godt begræde, at studiet er nedlagt i dag, men det var helt brødløst. Jeg havde aldrig fået et job, hvis ikke jeg siden havde taget en overbygning i medievidenskab.«

Overvejede du aldrig Journalisthøjskolen?

»Nej. Norrøn filologi var et fag med få konfrontationstimer, hvor vi skulle være på universitetet otte timer om ugen, men til gengæld læse 10.000 sider. Jeg kan godt lide at få foræret en kæmpe bunke viden og skulle formidle den i den anden ende. Det er nok det, jeg har haft allermest gavn af i mit 20 år lange virke: Ikke at blive skræmt af store bunker af ny viden, mærkelige fakta og underlige statistikker. Det lærte jeg dér. Det faglige niveau på Journalisthøjskolen har aldrig imponeret mig. Jeg har haft mange dygtige journalistpraktikanter, men sandelig også nogle, der skulle lære håndværket fra bunden. De har simpelthen ikke anet, hvordan man skriver og taler til folk, og hvordan man får essensen ud af en samtale med en fagperson. Og jeg kan jo se, at det samme gør sig gældende for mange af de færdiguddannede journalister, der ringer i dag.«

I mange af dine jobs har du haft journalister under dig, hvordan har det været? 

»Helt overordnet har det været virkelig sjovt. Men efter regeringsskiftet i 2011, hvor jeg havde været særlig rådgiver for fødevareministeren, kom jeg frem til, at jeg ikke skulle være kommunikationschef igen. Jeg var blevet træt af journalister. De er et meget krukket folkefærd, og jeg er en dårlig leder. Jeg har ingen tålmodighed. Jeg har gået så mange ture rundt i parker i Indre By med utilfredse journalister. Man skal være god til at hælde vand ud af ørerne og lytte til deres enorme fokus på dem selv og deres faggruppe, og jeg kunne mærke, at jeg havde fået nok.«

Hvordan vil du karakterisere journalistikkens tilstand herhjemme?

»Det faglige niveau er lavt. Der er ikke mange tunge fagjournalister tilbage – på fødevareområdet kan jeg nærmest tælle dem på en hånd. Derudover består faggruppen af en flok enormt unisone individer, som ligner hinanden og ikke omgås mange andre end hinanden. Min vennekreds består af gamle spejdervenner, præster, socialister og de sorteste liberale. Mine journalistvenners venner består af journalister og ngo-ansatte. Det gør det altså svært at forholde sig til en verden, hvor man skal interviewe en bager, en taxavognmand eller en mangemillionær.«

Det er nogle strukturelle problemer, hvad kan man gøre ved dem?

»Man kunne starte med at gøre det obligatorisk for journaliststuderende at skulle i praktik hos en virksomhed, der er støttet af licens eller mediestøtte, og hos en, som ikke er. Og så burde uddannelsen være længere, og journalister burde tvinges til at forstå samfundsøkonomi. Hvis I vil være den fjerde statsmagt, skal I være bedre uddannet, end I er i dag. Eller også skulle I bare lade være med at kalde jer det. Det er en fornøjelse at blive ringet op af en person, som ved, hvad vedkommende taler om, for de findes – men de er sjældne.«

Hvad er kommunikationsbranchens største udfordring?

»Angsten for bundlinjeorientering. Man kommer ikke af med nogen budskaber, hvis ikke man er optaget af, hvad de betyder for virksomheden i kroner og øre. Kommunikation er et fag, der ligesom journalistik er blevet feminiseret over de seneste år. I C20-indekset siger man tit: Vi skal have en kvindelig chef, lad os tage kommunikationschefen, for hun gør mindst skade. På den måde er kommunikation blevet meget føle-føle og røre-røre, og vi skal være gode ved hinanden, og nu udgiver vi et blad og så videre, og så bliver kommunikation noget sekundært.«

Hvad er løsningen?

»Flere skal turde sige: Hvis ikke den interne kommunikation i virksomheden fungerer, bliver personaleomsætningen tredoblet. Og det er dyrt at rekruttere hele tiden. Hvis ikke alle dine medarbejdere forstår din strategi og deres plads, dør din virksomhed. Så vil der sidde en mellemleder, der laver et VW-trick og fusker med brændselsregnskabet. Kommunikation mellem mennesker er en benhård disciplin, og man skal ikke være bange for at banke igennem. Det er der mange, der ikke tør.«