RUC´ER RØG PÅ 18 MÅNEDER

En studerende på RUC sagde ja til 18 måneders praktik på DR-Nyheder. Praktikvejlederne på Journalisthøjskolen og RUC frygter en kædereaktion på arbejdspladserne, som vil udelukke 12-måneders praktikanter.
En studerende på RUC sagde ja til 18 måneders praktik på DR-Nyheder. Praktikvejlederne på Journalisthøjskolen og RUC frygter en kædereaktion på arbejdspladserne, som vil udelukke 12-måneders praktikanter.


En praktikant i 12 måneder kan sagtens sælges på markedet. Det var konklusionen i Roskilde efter sidste semesters vellykkede praktiksøgning, hvor alle RUC´ere fik 12-måneders praktikstillinger. Men den tro fik et alvorligt knæk ved dette efterårs praktikrunde.
En studerende fik tilbudt drømmestillingen på DR-Nyheder, men kun hvis hun kunne være der i 18 måneder. Hun sagde ja tak – til stor fortrydelse for praktikvejlederne.
»Det er ikke smart, men vi har desværre ingen sanktionsmuligheder,« siger Henrik Ryesbakke, praktikvejleder på RUC.
Den forlængede praktik vil i sidste ende betyde, at medstuderende vil få endnu sværere ved at finde en ledig praktikplads om et år, når den RUC-studerende skulle have været tilbage på skolebænken. Men en langt alvorligere konsekvens ligger også og lurer:
»Man kan frygte, at dette udløser en kædereaktion hos praktikstederne, som resulterer i, at de alle vil insistere på at få 18-måneders praktikanter. Jeg håber meget, at det er en enlig svale,« siger Jens Nørlem, praktikvejleder på Danmarks Journalisthøjskole.

Nej til 12 måneder
Arne Notkin, DR-Nyheder, var med til at ansætte den forlængede praktikant:
»DR har meldt klart ud, at vi kun er interesserede i 18-måneders praktikanter. Hvis vi skal lave et ansvarligt uddannelsesforløb, hvor praktikanten skal lære at mestre både radio og tv, så kræver det mere end ét år,« siger Arne Notkin.
De tre praktikvejledere fra DJH, RUC og Odense har formuleret et fælles brev til DR-Nyheder, hvori de kraftigt opfordrer DR-Nyheder til at respektere de forskellige vilkår, som uddannelserne kommer med. De peger på manglen på praktikpladser som afgørende for, at arbejdspladserne overholder praktiklængderne.

0 Kommentarer