Avisernes skepsis over for det første hold praktikanter fra den nye uddannelse i Roskilde forsvandt allerede ved solopgang på årets første praktikdag. For selvom de store dagblade på forhånd havde været utilfredse over kun at kunne beholde RUC-praktikanterne i et år, viste de sig at være mere end almindeligt nysgerrige efter at afprøve en af de nye journalister. Hvis den studerende da forstod at skære en nyhed. Den test bestod RUCeren Roberta Montanari. Hun modtog den første af tre opringninger klokken 7.30, og klokken 8.45 kunne hun se frem til et år som praktikant på Berlingske Tidende. »Til samtalen mærkede jeg, at de ville sikre sig, at jeg kunne tænke konkret og ikke bare i abstrakte teorier. De ville meget gerne høre, hvilke historier jeg havde lyst til at lave. Og om hvordan jeg ville have det med kun at skrive 30 linjer om en stor, tyk rapport,« fortalte en glad Roberta Montanari over mobiltelefonen, inden ansættelsen for alvor skulle fejres med en tur i byen. Berlingske Tidende ansatte endnu en af hendes medstuderende, mens Jyllands-Posten, Politiken, Information og Aktuelt hver især skrev kontrakt med en enkelt RUCer. Denne lille opgørelse over Roskildes indtog i dagspressen får stoltheden frem i stemmen hos Henrik Rysbakke, der er praktikkoordinator på RUC. »Der er kommet RUC’ere ind alle de steder, hvor konkurrencen har været størst. Alene det gør mig til en glad mand. For gør de en god figur der, så har de banet vejen for mange fremover,« siger Henrik Rysbakke.
Lovløs spaghetti-western Rygterne om den forfærdelige panikdag var nået fra Århus til Roskilde lang tid inden selve dagen. Løse referater om grædende piger på DJH’s brungrå gange gik fra mund til øre. Og i modsatte grøft historien om hende, der frit kunne vælge blandt fire praktikpladser, fordi hun i ansøgningen havde solgt sig selv som en verdensstjerne – og datter af to journalister. Alt sammen historier, der kun var med til at øge nervøsiteten. Praktikdagen udviklede sig da også til noget nær en spaghetti-western. Der var ikke grænser for kreativiteten og lovløsheden, da de 153 stillinger skulle besættes af 156 studerende. De officielle regler siger, at studerende uden børn højst må søge fire stillinger i første runde. Og at praktikstederne først må se ansøgningerne onsdag morgen. Alligevel modtog en af RUCerne en opringning fra TV 2/NYHEDERNE allerede aftenen inden den store panikdag. Om han ikke lige kunne komme over på deres hotel til en uforpligtende aften-samtale? Jo, selvfølgelig kunne han da det. Også selvom han undrede sig over, hvor de kendte hans navn og telefonnummer fra. For han havde ikke engang søgt stillingen. Det viste sig, at de ivrige arbejdsgivere havde ringet til en vejleder på RUC og spurgt til, hvem af de studerende der havde søgt deres praktikplads. Vejlederen granskede sin hukommelse, men tog fejl og udleverede nummeret på den forkerte, som alligevel blev ansat efter en officiel samtale onsdag morgen.
Door-crashing Opfindsomheden fejlede heller ikke noget blandt den fjerdedel af de studerende, som ikke havde heldet med sig på første rundes første dag. En af dem var Elisabeth Kolerus Vind fra RUC. Hun tog praktikdagen i egen hånd, efter at ønskejobbet i DRs Underholdningsafdeling røg. »Så begyndte jeg på door-crashing. Først hos TV 2 ØST, som dog lige havde ansat en. Bagefter hos Skandinavisk Filmkompagni. Der kom jeg til samtale, men de var ikke interesseret i 12 måneders-praktikanter. Så nu prøver jeg på at lave noget lobbyarbejde. Jeg har ringet til forskellige steder i DR for at høre, hvad jeg har af muligheder.« Hun og en anden RUC-studerende havde som de eneste søgt fagbladet Statsansatte. De to studiekammerater besluttede at få bladet til at udskyde samtalerne i København til dagen efter selve DJH-panik-dagen.
Mangler tre fotopladser De samtaler var endnu ikke overstået, da dette nummer af JOURNALISTEN skulle i trykken. På det tidspunkt havde 15 ud af i alt 20 RUCere fået praktikplads. Hvilket svarer til DJHernes held på praktikdagen. Fotojournalisterne var de absolut mest uheldige. De syv studerende havde kun fire stillinger at søge på, så tre gik hjem fra DJH med tasken fyldt af tvivl om, hvorvidt deres uddannelse kan fortsætte. Praktikvejleder Jens Nørlem vil nu kontakte de arbejdsgivere, som de tre studerende gerne vil i praktik hos. Han håber, at missionen lykkes. Ligesom det lykkedes ham at overtale Jyllands-Posten og Politiken til overhovedet at slå stillinger op som billedpraktikant i denne omgang. Men trods den umiddelbare optimisme tror Jens Nørlem ikke, at det bliver sidste praktikdag med mangel på praktikpladser. »Det er et problem, der vil vokse i takt med, at der kommer flere freelancere i branchen. Med mange freelancere, der arbejder enkeltvis, bliver det sværere at finde uddannelsespladser,« siger han.
|
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.