RUC forsvarer høje adgangskrav

Studieleder på RUC Mark Blach-Ørsten er tilfreds med nyt højt krav til karaktergennemsnit på 9,6. Debattører på Journalisten.dk er uenige om, hvorvidt akademiske journalister er vejen frem.

Studieleder på RUC Mark Blach-Ørsten er tilfreds med nyt højt krav til karaktergennemsnit på 9,6. Debattører på Journalisten.dk er uenige om, hvorvidt akademiske journalister er vejen frem.

»Der findes ikke ét universitet i verden, hvor de studerende kan komme ind fra gaden. Det kan man heller ikke på RUC, og det kommer man heller ikke til,« siger Mark Ørsten, som er lektor og studieleder på RUC. Ifølge ham fungerer journalistuddannelsen på RUC optimalt.

»Vi vil have de bogligt stærkeste elever. De skal kunne gennemføre en seks-årig universitetsuddannelse, hvor vi vægter det akademiske meget højt,« siger Mark Ørsten.

På Journalisten.dk har artiklen 'RUC kræver tårnhøjt snit'  skabt debat. En af debattørerne er nervøs for det høje karakterkrav.

»Forestil dig en journaliststand bestående af RUC-uddannede, der har slået sig ned i Risskov, Gentofte og Frederiksberg. Møder de nogensinde posedamen i Sydhavnen i deres hverdag? Svaret er groft generaliserende: Nej!«

Mark Ørsten mener blot, indlægget er en fordom.

»Akademikere fylder rigtigt meget i medierne, og det er vores studerende opmærksomme på. De har en naturlig interesse for samfundet, fordi de har en humanistisk eller samfundsvidenskabelig basisuddannelse. Jeg er sikker på, at de nok skal huske posedamerne,« siger Mark Ørsten.

Rent logistisk har RUC valgt det høje snit, fordi der kun er plads til 50 studerende per semester.

Følg debatten her

2 Kommentarer

Anne Rønne
27. AUGUST 2008
Re: RUC forsvarer høje adgangskrav

Der er tale om et karaktergennemsnit fra gymnasiet. Fra i år har RUC indført en ny optagelsesprocedure for kommende studerende. Allerede når de søger om optagelse på en af basisuddannelserne, skal de have besluttet om journalistik skal være et af overbygningsfagene.

Venlig hilsen Anne Rønne

Esben Christensen
27. AUGUST 2008
Re: RUC forsvarer høje adgangskrav

Et Uddybende spørgsmål:

RUC journalister begynder først på journalistisk efter et par år på studiet.

Er det snit, der er tale om et gymnasie-gennemsnit, eller er det karakter-gennemsnittet fra de første år på ruc?

Vh,

Esben