Erik Jensen, 52 år. Fra musikredaktør på Politiken til kulturkor-respondent i Barcelona på samme avis.
Er det dit otium, du skal ned og nyde?
Det er jeg bange for, at jeg slet ikke skal. Det er en ny stilling og derfor også lidt et eksperiment. Der er masser at tage fat på. Jeg skal hovedsageligt dække kulturelle emner i Spanien, Portugal og Italien og måden, man lever på i de lande. Lige nu har finanskrisen stor betydning, så jeg kommer nok ikke uden om at skrive om finans- og toppolitik også. Men det er da lidt af et drømmejob. Jeg har besøgt Spanien meget og har studeret i Granada. Jeg har haft lyst til at prøve noget andet efter 24 år hjemme på Politiken. Selv om lønnen ikke er den højeste der, udgør kollegerne det personlige tillæg. Så dem kommer jeg til at savne.
Hvad kan Barcelona?
Barcelona er et af Europas kulturelle knudepunkter og et af danskernes foretrukne rejsemål. Der er mange gallerier og en stor litteraturscene. Jeg skal forsøge at skildre, hvad der sker, når folk er skrubbet hjem fra deres weekendtur. Jeg har tænkt mig at slå mig ned i bydelen Gracia, som heldigvis har en biograf, hvor filmene ikke er dubbede. Derudover er jeg blevet en af de tosser, der godt kan lide at køre på racercykel. Bag Gracia ligger der nogle bjerge, som fører ud af byen. Så der kommer forhåbentlig en fritime en gang imellem, hvor jeg kan prøve det.
Er du ikke FCK'er?
Jo, men jeg holder også med Barcelona. De spiller også lidt bedre. Nu ender de for en gangs skyld sandsynligvis også som nummer to i år og ser ud til at miste træneren, så det tror jeg rent journalistisk bliver spændende at dække. Det kommer nok til at pille noget ved den arrogance, der har sneget sig ind i klubben. Og så må jeg selvfølgelig se, hvor meget et sæsonkort koster dernede.
Hvad skal Roskilde Festival og det danske musikliv gøre uden en institution som dig?
Hvis man er blevet en institution, er det nok på tide at prøve noget andet. Det bliver trist ikke at kunne følge det danske musikliv på tæt hold. Men jeg har til gengæld udviklet en stor kærlighed for flamenco de senere år. Det har en inderlighed, intensitet og en råhed, der er kombineret med en dyb romantik, som tiltaler min sentimentale sjæl. Roskilde må nok klare sig uden mig. Det er de sikkert glade for. Så får de måske kun ros. Det må være op til mine kolleger at fortælle, at festivalen har brug for fornyelse. I Barcelona kan både Primavera og Sonar sagtens matche Roskildes program. Her skal jeg blandt andet tjekke formen hos Björk og The Cure forud for deres Roskilde-koncerter.
CV: Født 23. oktober 1960 uden for Vejle. Uddannet fra DJH i 1985, arbejdet på Holbæk Amts Venstreblad, Dagbladet og Radio Roskilde og siden 1989 på Politiken, først som kriminalmedarbejder, så som tv-medarbejder og siden som musikredaktør og filmanmelder.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Erik Jensen og Kim Skotte er de sprogligt to mest begavede dagbladsjournalister herhjemme -- med langt ned til resten. Så vi må hellere passe godt på Skotte....