Rosestafet: Tidligere tv-vært turde tage svær debat

I løbet af sommeren vil vi dagligt lade en medieperson rose en kollega. I dag er turen kommet til en mand, der får ros for at tage en vanskelig debat

Dagens afsender er debattør og sognepræst Sørine Gotfredsen, som gerne vil fremhæve tidligere tv-vært Jes Dorph-Petersen:

Journalist Jes Dorph-Petersen har i mange år været en populær tv-studievært. Nærmest en institution.

Jeg har ikke personligt noget særligt forhold til den del af hans virke, og generelt mener jeg, at studieværter nyder for stor opmærksomhed i forhold til vigtigheden af deres funktion. Men Jes Dorph-Petersen har fået en anden dimension lagt til sin karriere.

Da han tidligere på året blev anklaget for i sin tid på TV 2 at have krænket kvinder, havde han to muligheder. Han kunne tie og lade anonyme påstande være bestemmende for sin skæbne, eller han kunne insistere på offentligt at formulere sin egen version af virkeligheden.

De fleste mænd, der anklages i MeToo-sager, gør det første, men Jes Dorph-Petersen trådte ind i debatten, ikke mindst i et omtalt interview i DR’s ’Aftenshowet’.

Jes Dorph-Petersen gik til sagen som både et modigt privat menneske og som en journalist, der insisterer på en vis objektivitet i en affære, der næppe rummer mange sort-hvide svar.

Han gemte sig ikke, og hvis ingen i disse krænkelsessager på dén måde tager kampen, vil det skade journalistikkens troværdighed. For det er i høj grad journalister, der skal reagere på de af og til meget skræmmende træk ved MeToo-fænomenet.

Jes Dorph-Petersen tog kampen på egne og andres vegne, og derfor har jeg nomineret ham som modtager af rose-stafetten. Hans vilje til at tage til genmæle aftvinger respekt, for uanset denne sags indhold kan vi ikke leve med, at mennesker blot får deres karriere ødelagt, uden at der sættes spørgsmålstegn ved rimeligheden af det.

Sådan bevægede stafetten sig:

Christian Lindhardt, chefredaktør, Journalisten –>

Jonas Schrøder, kommunikationschef, Rema 1000 –>

Morten Bruun, fodboldkommentator, Discovery –>

Sørine Gotfredsen, debattør og sognepræst –>

Jes Dorph-Petersen, tidligere tv-vært –>

Monica Lylloff, stifter af foreningen ’En million stemmer’ –>

Christine Hanberg, fotograf og filminstruktør –>

Niels Glavind, journalist og direktør for Bureau 2000 –>

Carsten Jensen, forfatter –>

Nagieb Khaja, freelancejournalist –>

Kristoffer Eriksen, kommende chefredaktør, Frihedsbrevet –>

Sofie Rye, journalist, Danmarks Radio –>

Helle Fuusager, journalist, Ekstra Bladet/Frihedsbrevet –>

Maya Tekeli, journalist, Frihedsbrevet –>

Morten Reimar, presserådgiver, Venstre –>

Knud Brix, vært for ‘Genstart’ på DR –>

Poul Ernstved, selvstændig fotograf –>

Charlotte Beder, studievært, TV 2 News –>

Birgitte Borup, udlandsredaktør, Berlingske –>

Karen Edelmann Keinicke, chefredaktør, Det Nordjyske Mediehus –>

Peter Ernstved Rasmussen, indehaver, Olfi

Fagbladet Journalisten har startet denne sommerstafet, hvor en person hver dag giver ros videre til en anden person i medie- og kommunikationsbranchen.

Det er helt op til modtageren af rose-stafetten at sende ros videre til en ny person, og den er udelukkende et udtryk for afsenderens egen holdning og ikke for redaktionens.

0 Kommentarer

Læs også

Rosestafetten går i dag til... Morten Bruun 1

Rosestafet: Fodboldkommentator skabte fællesskab i isolationen

05. JULI 2021
Rosestafetten går i dag til... Jonas Schrøder

Rosestafet: Hurtig kommunikationschef donerede 800.000 mundbind

05. JULI 2021