Rosestafet: Hun fandt sig til rette på toppen af Danmark – heldigvis

Journalistens rosestafet går i dag til Karen Edelmann Keinicke, chefredaktør i Det Nordjyske Mediehus, fordi provinsen har brug for hendes dedikation og talent

Dagens afsender er Birgitte Borup, udlandsredaktør på Berlingske, som roser Karen Edelmann Keinicke, chefredaktør i Det Nordjyske Mediehus:

I en journalistisk galakse langt, langt væk fra Twitter råder Karen Keinicke. Heldigvis. Der har aldrig været mere brug for dygtige, engagerede journalister i provinsen, og præcis sådan én er Karen.

Jeg kender Karen fra de første, sprøde år i faget, hvor vi begge blev ansat på Nordjyske Medier efter praktikken. Det var i Ulrik Haagerup-æraen, og Nordjyske skulle være Europas førende mediehus. Der gik sjældent en uge, hvor vi ikke åbnede en ny medieplatform, og der gik aldrig en dag, hvor vi ikke arbejdede solen sort i Ulriks flermedielle slaraffenland.

Jeg smuttede selv til København efter nogle år, og egentlig tror jeg, at Karen havde forestillet sig, at hun skulle samme vej. Men hun havde været så uforsigtig at forelske sig i vores charmerende kollega Jens Otto, der er mere aalborgensisk end spritfabrikkerne og AaB tilsammen.

Han var ikke sådan at flytte, så fynboen Karen besluttede, at hun ville elske Nordjylland lige så højt, som hun elskede Jens Otto. Det kom der en fornem karriere ud af. Karen har nu i mere end 20 år præget lokaljournalistikken på toppen af Danmark, først som journalist, senere som TV-vært, klummeskribent og redaktør. I dag er hun chefredaktør, stadig med samme uovertrufne energi og engagement.

Kommunalreformen har efterladt store dele af provinsen uden de institutioner, der engang skabte små, helstøbte samfund. Det er nu op til mange byer selv at skabe sig en fremtid og tiltrække den demografi, alle kæmper om. Det kræver lokalmedier, der ikke bare leverer gode, kritiske historier, men også skaber identitet.

Derfor er der brug for folk som Karen derude. Ikke kun, fordi hun stadig kaster sig ind i opgaven med samme journalistiske dedikation. Men også fordi, hun er en påmindelse om, hvor meget livsindstilling og evnen til at elske den opgave, man skal løse, betyder. Den slags kan man ikke rose nok.

Sådan bevægede stafetten sig:

Christian Lindhardt, chefredaktør, Journalisten –>

Jonas Schrøder, kommunikationschef, Rema 1000 –>

Morten Bruun, fodboldkommentator, Discovery –>

Sørine Gotfredsen, debattør og sognepræst –>

Jes Dorph-Petersen, tidligere tv-vært –>

Monica Lylloff, stifter af foreningen ’En million stemmer’ –>

Christine Hanberg, fotograf og filminstruktør –>

Niels Glavind, journalist og direktør for Bureau 2000 –>

Carsten Jensen, forfatter –>

Nagieb Khaja, freelancejournalist –>

Kristoffer Eriksen, kommende chefredaktør, Frihedsbrevet –>

Sofie Rye, journalist, Danmarks Radio –>

Helle Fuusager, journalist, Ekstra Bladet/Frihedsbrevet –>

Maya Tekeli, journalist, Frihedsbrevet –>

Morten Reimar, presserådgiver, Venstre –>

Knud Brix, vært for ‘Genstart’ på DR –>

Poul Ernstved, selvstændig fotograf –>

Charlotte Beder, studievært, TV 2 News –>

Birgitte Borup, udlandsredaktør, Berlingske –>

Karen Edelmann Keinicke, chefredaktør, Det Nordjyske Mediehus –>

Peter Ernstved Rasmussen, indehaver, Olfi

Fagbladet Journalisten har startet denne sommerstafet, hvor en person hver dag giver ros videre til en anden person i medie- og kommunikationsbranchen.

Det er helt op til modtageren af rose-stafetten at sende ros videre til en ny person, og den er udelukkende et udtryk for afsenderens egen holdning og ikke for redaktionens.

0 Kommentarer