Rosestafet: Hun besidder journalistikkens adelsmærke

Jornalistens rosestafet går i dag til TV 2's Charlotte Beder, som får ros for sin alsidighed, sin personlighed og for at være godt selskab

Dagens afsender er selvstændig fotograf Poul Ernstved, som roser studievært på TV 2 News Charlotte Beder. Poul Ernstved har opgaver for blandt andre TV 2:

Mange tror fejlagtigt, at det er nemt at være tv-vært, og at det bare handler om at læse nyhederne op.

At være studievært er en kunstart. Den kan Charlotte.

Du skal turde vise din personlighed, være godt selskab eller bide til, hvis det er nødvendigt.

Det viste Charlotte hurtigt, at hun mestrede, da hun kom til TV 2 Finans efter en karriere på Jyllands-Postens lyserøde sider. Efter bemærkelsesværdig kort tid som reporter satte hun sig i værtsstolen, fordi hun mestrer alle genrer. Og efter en afstikker som vært på TV Avisen kom Charlotte “hjem” til TV 2 News.

Charlotte har hele pakken, som bringer hende op i en særlig liga af studieværter. Hun er intelligent og knivskarp. Og så er hun ydmyg, charmerende og morsom. En god kollega, slet og ret.

Hun bevæger sig elegant i alle News’ formater – om det er Presselogen, eller hun afløser som vært på Tirsdagsanalysen, Besserwisserne eller Verden ifølge hvadsomhelst – eller om det er News & Co. hvor hun sammen med Søren Lippert åbnede ballet for det program og satte barren for, hvad man som seer kunne forvente fremover.

Også i de store maratonsendinger som Brexit, USA valg osv. bliver man som seer holdt kompetent i hånden.

En disciplin, som desværre ofte kommer i spil for en nyhedsvært, er når man går i breaking, fordi der er sket noget forfærdeligt et eller andet sted på kloden.

Det gjorde der fredag 13. november 2015 i Paris. Den aften sad man klinet til skærmen, mens tragedien udfoldede sig live fra gerningsstederne. Her viste Charlotte igen sit format som studievært i beundringsværdig grad.

Ikke helt uvæsentligt besidder Charlotte den fornemme egenskab af integritet, som er journalistikkens adelsmærke. Stor ros til Charlotte.

Sådan bevægede stafetten sig:

Christian Lindhardt, chefredaktør, Journalisten –>

Jonas Schrøder, kommunikationschef, Rema 1000 –>

Morten Bruun, fodboldkommentator, Discovery –>

Sørine Gotfredsen, debattør og sognepræst –>

Jes Dorph-Petersen, tidligere tv-vært –>

Monica Lylloff, stifter af foreningen ’En million stemmer’ –>

Christine Hanberg, fotograf og filminstruktør –>

Niels Glavind, journalist og direktør for Bureau 2000 –>

Carsten Jensen, forfatter –>

Nagieb Khaja, freelancejournalist –>

Kristoffer Eriksen, kommende chefredaktør, Frihedsbrevet –>

Sofie Rye, journalist, Danmarks Radio –>

Helle Fuusager, journalist, Ekstra Bladet/Frihedsbrevet –>

Maya Tekeli, journalist, Frihedsbrevet –>

Morten Reimar, presserådgiver, Venstre –>

Knud Brix, vært for ‘Genstart’ på DR –>

Poul Ernstved, selvstændig fotograf –>

Charlotte Beder, studievært, TV 2 News –>

Birgitte Borup, udlandsredaktør, Berlingske –>

Karen Edelmann Keinicke, chefredaktør, Det Nordjyske Mediehus –>

Peter Ernstved Rasmussen, indehaver, Olfi

Fagbladet Journalisten har startet denne sommerstafet, hvor en person hver dag giver ros videre til en anden person i medie- og kommunikationsbranchen.

Det er helt op til modtageren af rose-stafetten at sende ros videre til en ny person, og den er udelukkende et udtryk for afsenderens egen holdning og ikke for redaktionens.

0 Kommentarer