Dagens afsender er Maya Tekeli fra Frihedsbrevet, som roser Morten Reimar, presserådgiver for Venstre:

Min ros af Morten Reimar udspringer af forundring.

Jeg har ligesom andre nydt hans velskrevne bog om Alternativet, “Uffe mod Magten”, som først og fremmest portrætterer forfald på en meget rolig og i mine øjne humoristisk måde. Det blev tydeligt for mig, da jeg læste den, at Morten har en naturlig forståelse af det politiske spil og i øvrigt også interesserer sig for det.

Jeg synes også, at det var charmerende, at han kørte rundt med bogen til salg på sin cykel. Der lever en bærende birolle i en Morten Korch-film i Reimar, der ikke vil dø.

Hans flair for politisk kommunikation og hans evne til at se og beskrive mennesker taget i betragtning, er det naturligt, at et eller andet politisk parti – det blev så Venstre – ville få fråde om munden og trække ham ind på de bonede gulve som presserådgiver. Men selvom det er blevet tydeligt for mig, at der er en vis prestige i at tage turen gennem svingdøren til Christiansborg, er der et modsætningsforhold i Reimars væren og hans job, som jeg interesserer mig for.

Alt, jeg nogensinde har læst af Reimar, har været kultiveret, livligt og humoristisk, og da jeg blev bekendt med hans stilling, satte det min fantasi i gang. Jeg tænkte, at en mand med fire digtsamlinger, hang til jazz og en portrætbog, der ude af Borgens kontekst kunne være en gribende fantasyroman i bagagen, må være en usædvanlig gave for Venstres presserådgivning.

Når telefonerne bimler og bamler, forestiller jeg mig, at han harmoniserer over dem, og når en nævenyttig journalist gør modstand mod partiets sandheder, vil Reimar nok kaste sig et røgslør af lyrik, således at pågældende journalist vil reflektere over sin egen identitet frem for Venstres u-vendinger i forhold til for eksempel mediepolitik.

Det må være, når der er stille på kontoret, hvilket heldigvis virker til at være ret tit, at vi andre får en smag på hans evner som observatør og skribent på intranettet Twitter. Jeg mener, det er åbenlyst – omend ikke bare for jer på Twitter – at der også lever en journalist i Morten Reimar, der ikke vil dø. Derfor vil jeg rose ham for hans evne til at tæmme den og for hans mentale styrke til at leve i et kontormiljø, der kunne tage livet af Kafka på under et minut.

Jeg begriber simpelthen ikke, hvordan det kan lade sig gøre, men jeg er sikker på, at han lærer noget af det på sigt.

Sådan bevægede stafetten sig:

Christian Lindhardt, chefredaktør, Journalisten –>

Jonas Schrøder, kommunikationschef, Rema 1000 –>

Morten Bruun, fodboldkommentator, Discovery –>

Sørine Gotfredsen, debattør og sognepræst –>

Jes Dorph-Petersen, tidligere tv-vært –>

Monica Lylloff, stifter af foreningen ’En million stemmer’ –>

Christine Hanberg, fotograf og filminstruktør –>

Niels Glavind, journalist og direktør for Bureau 2000 –>

Carsten Jensen, forfatter –>

Nagieb Khaja, freelancejournalist –>

Kristoffer Eriksen, kommende chefredaktør, Frihedsbrevet –>

Sofie Rye, journalist, Danmarks Radio –>

Helle Fuusager, journalist, Ekstra Bladet/Frihedsbrevet –>

Maya Tekeli, journalist, Frihedsbrevet –>

Morten Reimar, presserådgiver, Venstre –>

Knud Brix, vært for ‘Genstart’ på DR –>

Poul Ernstved, selvstændig fotograf –>

Charlotte Beder, studievært, TV 2 News –>

Birgitte Borup, udlandsredaktør, Berlingske –>

Karen Edelmann Keinicke, chefredaktør, Det Nordjyske Mediehus –>

Peter Ernstved Rasmussen, indehaver, Olfi

Fagbladet Journalisten har startet denne sommerstafet, hvor en person hver dag giver ros videre til en anden person i medie- og kommunikationsbranchen.

Det er helt op til modtageren af rose-stafetten at sende ros videre til en ny person, og den er udelukkende et udtryk for afsenderens egen holdning og ikke for redaktionens.