
Kristoffer Eriksen får ros af Nagieb Khaja. Foto: Jakob Boserup
Dagens afsender er freelancejournalist Nagieb Khaja, der roser kommende chefredaktør på Frihedsbrevet, Kristoffer Eriksen:
Kristoffer Eriksens kompromisløshed er det, som jeg beundrer mest ved ham. Hvis du er en magtaktør og misbruger den magt og tillid, som du har fået tildelt, tøver han ikke at med gå hårdt til dig. Der er en fairness over Kristoffer Eriksen, der aldrig forskelsbehandler de mennesker, som journaliststanden er forpligtiget til at stille til regnskab i kraft af vores position som den fjerde statsmagt.
Jeg har fulgt hans rejse fra satiriker til graverjournalist på 24syv, TV-vært på DR og senest nyhedschef på Ekstra Bladet. På Detektor beviste Kristoffer, at han udover at være en glimrende graverjournalist også var en landets bedste interviewere på elektroniske medier, når han hudflettede både ministre og redaktører.
Senere vendte Kristoffer Eriksen tilbage til 24syv, hvor han blev chef for gravergruppen, som han oprustede til at blive en af Danmarks bedste redaktioner. Det var dér, at det blev tydeligt, at han også er en hamrende dygtig redaktør. Faktisk en af de bedste i landet.
Da 24syv lukkede, formåede Kristoffer Eriksen igen at få stablet en af de mest slagkraftige redaktioner i landet på benene, da han blev nyhedschef for gravergruppen på Ekstra Bladet. Det er under hans ledelse, at den lavede nogle af de aktuelt mest omtalte historier i landet, heriblandt afsløringerne af Jakob Bjerregaards magtmisbrug i Fredericia Kommune, artikelserien og podcasten ”I de forkerte hænder” om de fejlagtige tvangsfjernelser af børn i kommuner landet over og podcast-successen ”Bandeland”.
Derudover var det også på Kristoffer Eriksens initiativ og under hans ledelse, at gravergruppen på Ekstra Bladet gik i gang med at lave en række afslørende historier om PET’s og FE’s hemmeligholdte rapporter om de danske børn i Syrien, som formåede at ryste regeringen, der indtil da havde været fuldstændig urokkelig.
Det er sjældent, at jeg har set kolleger være lige så engagerede og dygtige både ude i marken og i chefstolen. Det er derfor, at Kristoffer Eriksen er en af de bedste journalister i Danmark og fortjener rosestafetten.
Sådan bevægede stafetten sig:
Christian Lindhardt, chefredaktør, Journalisten –>
Jonas Schrøder, kommunikationschef, Rema 1000 –>
Morten Bruun, fodboldkommentator, Discovery –>
Sørine Gotfredsen, debattør og sognepræst –>
Jes Dorph-Petersen, tidligere tv-vært –>
Monica Lylloff, stifter af foreningen ’En million stemmer’ –>
Christine Hanberg, fotograf og filminstruktør –>
Niels Glavind, journalist og direktør for Bureau 2000 –>
Nagieb Khaja, freelancejournalist –>
Kristoffer Eriksen, kommende chefredaktør, Frihedsbrevet –>
Sofie Rye, journalist, Danmarks Radio –>
Helle Fuusager, journalist, Ekstra Bladet/Frihedsbrevet –>
Maya Tekeli, journalist, Frihedsbrevet –>
Morten Reimar, presserådgiver, Venstre –>
Knud Brix, vært for ‘Genstart’ på DR –>
Poul Ernstved, selvstændig fotograf –>
Charlotte Beder, studievært, TV 2 News –>
Birgitte Borup, udlandsredaktør, Berlingske –>
Karen Edelmann Keinicke, chefredaktør, Det Nordjyske Mediehus –>
Peter Ernstved Rasmussen, indehaver, Olfi
Fagbladet Journalisten har startet denne sommerstafet, hvor en person hver dag giver ros videre til en anden person i medie- og kommunikationsbranchen.
Det er helt op til modtageren af rose-stafetten at sende ros videre til en ny person, og den er udelukkende et udtryk for afsenderens egen holdning og ikke for redaktionens.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.