Rosestafet: Filmskaber kommer helt ind under huden

Journalistens rosestafet gives i dag til kvinden bag dokumentarfilmen 'Skyggebarn', som handler om at leve med en handikappet bror

Dagens afsender er Monica Lylloff fra bevægelsen ’En million stemmer’, som roser fotograf og filmskaber Christine Hanberg:

Det var ikke svært for mig at finde ud af, hvem jeg skulle give Rose-stafetten videre til. Jeg giver den selvfølgelig til Christine Hanberg, som jeg lærte at kende i efteråret 2020.

Christine Hanberg er filminstruktør, og hun har netop været på CPH:DOX med sin debutfilm “Skyggebarn”, som ovenikøbet vandt Special-mention prisen. Christine er medvirkende og co-instruktør på filmen, hvis hovedinstruktør er Cille Hannibal.

Derefter gik turen videre til München, hvor filmen vandt publikumsprisen på den tyske dokumentarfilmsfestival, DOK-fest.

Christine Hanberg er et af de modigste mennesker, jeg kender. For hun tør åbne døren på vid gab til sit eget liv som søster til Peter, der er 31 år og er døvblind og autist.

I filmen “Skyggebarn” fortæller hun blottet og hudløst ærligt, men også sobert og kærligt, om, hvad det vil sige at få ansvaret for et andet menneskes liv. På godt og på ondt. Kameraet kommer med helt ind i hjertet af hendes familie og tager nogle yderst vigtige problemstillinger op. Filmen og hendes fortælling kravlede ind under huden på mig.

Hun får med sit kunstværk sat et nuanceret fokus på en alt for overset problemstilling herhjemme: Søskende til børn med et handicap og deres ansvar. For er det dem, der skal passe deres søskende, når forældrene ikke er der mere, eller er det systemet?

Christine er noget helt specielt. Hun sætter ord på alle tankerne og følelserne på en så beundringsværdig og smuk måde. Det går lige i hjertet, uden at det på noget tidspunkt bliver “det er synd for mig”. Særligt Christines tale til sin bror Peter på hans 30-års fødselsdag er noget af det mest rørende og smukke, jeg har hørt.

Filmen bør være pensum på alle studier, der uddanner fagpersoner til at tage sig af mennesker med handicap. Den bør ses af alle, der har ansvar for andre mennesker. For den vil sidde i baghovedet resten af deres fagprofessionelle liv.

Derfor skal Christine Hanberg have en Rose.

Sådan bevægede stafetten sig:

Christian Lindhardt, chefredaktør, Journalisten –>

Jonas Schrøder, kommunikationschef, Rema 1000 –>

Morten Bruun, fodboldkommentator, Discovery –>

Sørine Gotfredsen, debattør og sognepræst –>

Jes Dorph-Petersen, tidligere tv-vært –>

Monica Lylloff, stifter af foreningen ’En million stemmer’ –>

Christine Hanberg, fotograf og filminstruktør –>

Niels Glavind, journalist og direktør for Bureau 2000 –>

Carsten Jensen, forfatter –>

Nagieb Khaja, freelancejournalist –>

Kristoffer Eriksen, kommende chefredaktør, Frihedsbrevet –>

Sofie Rye, journalist, Danmarks Radio –>

Helle Fuusager, journalist, Ekstra Bladet/Frihedsbrevet –>

Maya Tekeli, journalist, Frihedsbrevet –>

Morten Reimar, presserådgiver, Venstre –>

Knud Brix, vært for ‘Genstart’ på DR –>

Poul Ernstved, selvstændig fotograf –>

Charlotte Beder, studievært, TV 2 News –>

Birgitte Borup, udlandsredaktør, Berlingske –>

Karen Edelmann Keinicke, chefredaktør, Det Nordjyske Mediehus –>

Peter Ernstved Rasmussen, indehaver, Olfi

Fagbladet Journalisten har startet denne sommerstafet, hvor en person hver dag giver ros videre til en anden person i medie- og kommunikationsbranchen.

Det er helt op til modtageren af rose-stafetten at sende ros videre til en ny person, og den er udelukkende et udtryk for afsenderens egen holdning og ikke for redaktionens.

0 Kommentarer