Rosestafet: En af dansk journalistiks virkelige helte

Freelance-journalist Nagieb Khaja får dagens rosestafet for sit mod og sin nøgterne skildring af komplicerede konflikter

Dagens afsender er forfatter Carsten Jensen, der hylder indsatsen fra journalist Nagieb Khaja:

I disse dage slutter Natos uansvarlige krig i Afghanistan, der har varet rekordlange 20 år. Danske medier har ikke spillet nogen glorværdig rolle i dækningen af krigen.

En markant undtagelse er  freelance-journalisten Nagieb Khaja, der altid nøgternt har skildret krigen og landet. Når antallet af civile ofre for Natos krigsindsats blev underdrevet, opsøgte han de lokale hospitaler og kom ud med helt andre tal. Når Taliban blev dæmoniseret, lod han sig embedde, blev kidnappet og fængslet og slap helskindet ud igen, uden at tabe sin vilje til at forstå og indleve sig.

I sin enestående dokumentarfilm My Afghanistan gav han en mobiltelefon til almindelige afghanere og bad dem skildre deres eget liv. Det gjorde de, og for første gang kom vi tæt på afghanerne som mennesker.

Almindelige mennesker kom vi også tæt på, da Nagieb Khaja opsøgte den syriske borgerkrig i reportagebogen “Du må ikke græde, for så mister du blod”. Nagieb er tæt på børnene i sin skildring af den befolkningstætte del af Aleppo, hvor han følger det frivillige redningskorps De Hvide Hjelme, mens bomberne falder tæt, og også skoler sønderbombes.

Nagieb Khaja taler også med højtstående medlemmer af al-Qaeda i Syrien. Han spænder vidt, og det formår han kun at gøre, fordi hans troværdighed som journalist bunder i hans troværdighed som menneske. Det mærker selv den mest stålsatte fanatiker, når han møder “fjenden” fra den vestlige presse.

Den slags livsfarlige møder, hvor alt hvert øjeblik kan gå galt, kræver ikke kun psykisk mod og robusthed, men også fysisk. Nagieb Khaja har begge dele, og det er derfor, han har kunnet redde sig ud af så mange umulige situationer. Men mod uden moral er blot dumdristighed, og Nagieb Khaja er ikke dumdristig. Han satser sig selv for at få os til at forstå verden, også når den er allermest menneskeligt kompliceret.

Nagieb Khaja har arbejdet for mange internationale medier, fra BBC´s Panorama til al-Jazeera, og han har modtaget flere internationale udmærkelser end danske. Det er desværre ikke noget paradoks, for de, der går imod strømmen, nyder aldrig den store anerkendelse i Danmark.

Nagieb Khaja er ikke nogen højtprofileret, kontroversiel meningsdanner, men de historier, han kommer hjem med, hører ofte til de ubekvemme og ilde hørte sandheder, og så hænger roseklubbens hænder slappe ned, skønt han med et ord, jeg ikke tøver med at bruge i denne sammenhæng, er en af dansk journalistiks få virkelige helte.

Sådan bevægede stafetten sig:

Christian Lindhardt, chefredaktør, Journalisten –>

Jonas Schrøder, kommunikationschef, Rema 1000 –>

Morten Bruun, fodboldkommentator, Discovery –>

Sørine Gotfredsen, debattør og sognepræst –>

Jes Dorph-Petersen, tidligere tv-vært –>

Monica Lylloff, stifter af foreningen ’En million stemmer’ –>

Christine Hanberg, fotograf og filminstruktør –>

Niels Glavind, journalist og direktør for Bureau 2000 –>

Carsten Jensen, forfatter –>

Nagieb Khaja, freelancejournalist –>

Kristoffer Eriksen, kommende chefredaktør, Frihedsbrevet –>

Sofie Rye, journalist, Danmarks Radio –>

Helle Fuusager, journalist, Ekstra Bladet/Frihedsbrevet –>

Maya Tekeli, journalist, Frihedsbrevet –>

Morten Reimar, presserådgiver, Venstre –>

Knud Brix, vært for ‘Genstart’ på DR –>

Poul Ernstved, selvstændig fotograf –>

Charlotte Beder, studievært, TV 2 News –>

Birgitte Borup, udlandsredaktør, Berlingske –>

Karen Edelmann Keinicke, chefredaktør, Det Nordjyske Mediehus –>

Peter Ernstved Rasmussen, indehaver, Olfi

Fagbladet Journalisten har startet denne sommerstafet, hvor en person hver dag giver ros videre til en anden person i medie- og kommunikationsbranchen.

Det er helt op til modtageren af rose-stafetten at sende ros videre til en ny person, og den er udelukkende et udtryk for afsenderens egen holdning og ikke for redaktionens.

0 Kommentarer