Nye medier

Rosende ord og vinke-emojis: BBC får tips af lyttere på Discord

BBC’s ledende nyhedspodcast ’Newscast’ har kastet sig ud i at udvikle historier i samspil med deres lyttere på Discord. ”Det er ikke hr. og fru hakkebøf, som er til stede der,” siger lektor i journalistik Aske Kammer

”Er det ikke snart tid til, at den intro blev opdateret? Jeg er træt af at høre bla bla bla,” skriver en bruger ved navn SleepPodcast i en tråd, hvortil en lang diskussion om introen til BBC’s nyhedspodcast ’Newscast’ følger.

Indimellem blander en af producerne sig og spørger: ”Hvilke klip skal vi bruge i den næste version af introen?”

Sådan kan en samtale se ud på den Discord-server, som BBC’s podcast ’Newscast’ har oprettet til deres lyttere. Discord er bedst kendt som en beskedplatform til gamere, men rummer nu også en af BBC’s mest lyttede podcasts.

I et interview med PressGazette fortæller nyhedsredaktør på BBC News Podcast Jonathan Aspinwall, at Newscast fik idéen til at oprette Discord-forummet for få lytterne til at engagere sig mere i deres journalistik:

”Vi ville gerne have dem med til at forme vores dagsorden. Vi har nogle kloge lyttere, der dagligt bidrager med gode idéer i chatten,” siger Jonathan Aspinwall til PressGazette.

Ifølge lektor i journalistik på Roskilde Universitet Aske Kammer skal BBC’s tilstedeværelse på Discord ses i lyset af de forandringer, der lige nu sker på flere sociale medieplatforme:

”Det er et mærkeligt tidspunkt, fordi den etablerede orden, der har været de sidste mange år, er under opbrud. Hvad sker der med Twitter? Hvad sker der med Facebook? Er de unge stadig på Facebook, eller er de ikke?”

”Det er nærliggende, at det er nu, de kommer på Discord, og ikke for et år siden,” siger Aske Kammer.

Medskabere af ’Newscast’

Discord fungerer som et webforum, men hurtigere og med mulighed for at chatte live.

I en introduktionsvideo til platformen sammenligner værten på Newscast Adam Fleming det med at stå og vente på bussen og pludselig falde i snak om nyhederne med sidemakkeren.

På Discord har ’Newscast’ oprettet flere kanaler, hvor brugerne kan snakke om podcasten.

I ’Ideas-for-guests’ kan brugerne komme med forslag til, hvilke gæster podcasten skal have med næste gang. I en anden lægger journalisterne videoer op, der viser, hvad de laver på vej til arbejde og selfies fra studiet.

I det hele taget er der en uformel stemning med vinke-emojis i opslagene, og medlemmerne af forummet kaldes ’medskabere’ af ’Newscast’ og roses for at dele deres tanker og overvejelser om programmet.

”Det er jo en tendens, som vi har set over de sidste 10-15 år, at medierne prøver at være til stede, hvor brugerne er,” siger Aske Kammer og tilføjer, at den uformelle og personlige tone på Discord også er et udtryk for en generel tendens i forhold til, hvordan traditionelle nyhedsmedier interagerer på sociale medier:

”Og når man kommer ind på et nyt medie, man ikke kender, vil den uformelle tone lige få et ekstra nøk opad, fordi man skal afkode, hvilket rum man er gået ind i, og hvordan man taler med hinanden der.”

Ikke hr. og fru hakkebøf

Ifølge Aske Kammer kræver et medie som Discord dog lidt mere af brugerne. Det er sværere at komme i gang med end andre sociale medier som Facebook, Instagram og X, fordi det er mere teknisk at finde rundt derinde.

”Det betyder også, at det ikke er hr. og fru hakkebøf, som er til stede der.”

Men det er der ifølge Aske Kammer en pointe i. For public service-medier som BBC har en forpligtelse til at komme bredt ud i befolkningen og være til stede, hvor brugerne er.

”Det er nogle mere teknisk-orienterede, mere ”nørdede” brugere, som ikke nødvendigvis kobler på mainstream platforme.”

Denne gruppe kan være sværere at nå for et traditionelt medie som BBC, og her kan Discord være en måde at nå ud til dem på.

Kunne man forestille sig danske medier hoppe på Discord?

”Jeg har svært ved at se for mig, at alle medierne nu begynder at flokkes i retning af Discord. Det er jo en overvejelse for medierne om, hvad det er for en investering, man lægger i, og hvad man får ud igen. Og der tror jeg simpelthen ikke, at der er nok ’bang for the buck’ på Discord,” siger han og tilføjer:

”Hvis det endelig skulle være, kunne DR måske få noget ud af det, fordi deres opgave ikke er at nå de målgrupper, som er kommercielt interessante. DR’s opgave er at nå alle.”

0 Kommentarer