En ny evaluering roser ikke bare International Media Support (IMS) til skyerne – den sikrer også organisationens fortsatte eksistens.
IMS blev stiftet i 2001 af Danmarks Journalisthøjskole, Dansk Journalistforbund, Danske Dagblades Forening, Baltisk Medie Center og Det Danske Center for Menneskerettigheder med det formål at yde aktiv og hurtig støtte til medier, der er kommet under pres.
Takket være blandt andet økonomisk støtte fra Udenrigsministeriet fik IMS en to-årig pilotfase til at vise sit værd. IMS har i den periode lavet støtteaktioner for medier i en lang række lande i Afrika, Asien, Østeuropa og Mellemøsten samt i Latinamerika. Der er iværksat 24 projekter fra det lille sekretariat, der deler lokaler med Center for Menneskerettigheder i København.
For nylig rekvirerede Udenrigsministeriet en evaluering for at finde ud af, om millionerne skulle blive ved med at strømme til IMS. I en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet hedder det:
"På baggrund af den positive evaluering er Udenrigsministeriet indstillet på at yde støtte til en videreførelse af IMS."
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.