Rønnebærrene er lidt sure

  Sportsjournalister mener, TV 2/Sporten får solo­nyheder af Viborg HK, fordi de sponsorerer håndboldklubben. TV 2 afviser og siger, de bare er dygtigere end konkurrenterne. Viborg indrømmer læk. FRIKAST. »Den tyske storskytte Grit Jurack har ifølge TV 2/Sporten skrevet kontrakt med ­Viborg HK for den kommende sæson. TV 2/Sporten, der er sponsor i Viborg HK, mener at vide, at Viborg ...«

 

 

Sportsjournalister mener, TV 2/Sporten får solo­nyheder af Viborg HK, fordi de sponsorerer håndboldklubben. TV 2 afviser og siger, de bare er dygtigere end konkurrenterne. Viborg indrømmer læk.

 

FRIKAST. »Den tyske storskytte Grit Jurack har ifølge TV 2/Sporten skrevet kontrakt med ­Viborg HK for den kommende sæson. TV 2/Sporten, der er sponsor i Viborg HK, mener at vide, at Viborg …«

Citathistorien om Viborgs forstærkning er fra februar i år, sakset fra Berlingske Tidende, og ifølge flere sportsjournalister er den typisk for symbiosen mellem TV 2/Sporten og Viborg HK.

»Jeg kan ikke dokumentere, at Viborg favoriserer TV 2/Sporten, men det er påfaldende, at TV 2 i den netop overståede sæson har haft solohistorier på alle klubbens store spillerhandler. Altid som 'erfarer'-historier, der hver gang er blevet bekræftet i tiden efter,« siger Anders Lund fra DR Midt & Vest, der blandt andet har Viborg HK som sit stofområde.

Han støttes af Jyllands-Postens sportsjournalist Dan Philipsen, der siger, at »mønstret har været markant fra den dag, TV 2 blev sponsor for Viborg,« og af Michael Eskebjerg, der følger Viborg HK tæt for sin avis Viborg Stifts Folkeblad:

»Jeg ved ikke, hvordan det foregår, men TV 2s andel af solohistorier om Viborg HK virker betænkeligt stor. Hvis historierne er frugten af hårdt arbejde eller gode kilder uden for klubben, er det fint nok, men mit indtryk er, at TV 2 har fordel af, at de sponsorerer Viborg. Dermed konkurrerer vi ikke om historierne på lige vilkår,« siger Michael Eskebjerg.

På TV 2/Sporten imødegår sportschef Morten Stig Christensen angrebet med paraderne oppe. Efter TV 2/Sportens tidligere sponsorater af håndboldspilleren Camilla Andersen og cykelholdet CSC-Tiscali er det ikke første gang, han hører, at TV 2/Sporten blander det kommercielle sammen med det redaktionelle:

»Vi har ingen journalistiske fordele af sponsoratet med Viborg. Tværtimod ved jeg, at Viborg er meget sure over, at vi er så hurtige med historierne. Da vi bragte nyheden om Grit Jurack, var de faktisk bange for, at handlen gik i vasken, siger Morten Stig Christensen, der mener, at kritikken er udtryk for brødnid.

»Vi har en dygtig sportsredaktion, der snyder konkurrenterne for historierne, og så er rønnebærrene lidt sure,« siger han.

Da Morten Stig Christensen i december 2002 blev præsenteret som ny sponsor for Viborg, slog han fast, at aftalen ikke ville afholde TV 2 fra at lave kritisk journalistik om klubben. Et løfte, kritikerne ikke mener, TV 2 holder:

»Hvornår har TV 2/Sporten haft en kritisk ­historie om Viborg? Da hele klubbens trænerteam for en måned siden var ved at blive blæst til atomer, var de påfaldende tavse. Det synes jeg er et kæmpe problem og med til at drage TV 2s troværdighed i tvivl,« siger Michael Eskebjerg fra Viborg Stifts Folkeblad, der trods dét, at hans egen avis også er sponsor for Viborg HK, var den første til at skrive historien.

Dan Philipsen fra Jyllands-Posten, der også skrev kritisk om klubben i den forbindelse, er enig:

»Det var den værste krise i klubbens nyere historie, og jeg mindes ikke at have oplevet

TV 2 så bovlam. TV 2/Sporten har mange dygtige journalister, men tavsheden om træner-uroen fritager ikke TV 2 for den uhyrlige mistanke om, at stationen har givet afkald på sin integritet,« siger Dan Philipsen.

Nyhedsredaktør John Jäger fra TV 2/Sporten bekræfter, at TV 2 intet havde på trænerkrisen.

»Vi prioriterede den ikke, fordi vi stod med en Wimbledon-finale, en EM-finale og starten på Tour de France. Ting, vi har betalt i dyre domme for at sende. Det vurderede vi som vigtigere end en snask-historie, hvor det ville være svært at få kilderne til at stille op foran kameraet,« siger John Jäger.

»Vi har vandtætte skotter mellem redaktionen og det kommercielle, men jeg forstår godt kritikken. Det er aldrig sjovt at blive brændt for historier, så de har en god og sund interesse i at stille os i et dårligt lys.«

I Viborg HK afviser direktør Peter Cassøe, at klubben skulle favorisere TV 2, fordi TV 2 hælder penge i kassen:

»Det lyder utroligt morsomt, meget opfindsomt, at vi skulle give nyheder til TV 2 før alle andre. Vi har en kommerciel aftale med TV 2 Reklame, og den har intet med sportsredaktionen at gøre.«

Når TV 2 alligevel har haft solohistorier om Viborgs køb af spillere som Grit Jurack, Chao Zhai, Nicolaj Jacobsen og senest Morten Bjerre, skyldes det ifølge Viborg-direktøren, at der har været lækager i organisationen. Altså at nogle i klubben, der ikke burde sige noget, har fortalt TV 2 om spillerindkøb, inden blækket var tørt på kontrakterne.

»Men de brodne kar har vi fået stoppet nu,« siger Peter Cassøe.

– Og så skulle det være slut med TV 2s mange solohistorier?

»Det skulle det helst.«

0 Kommentarer