Præsidentkandidats pressesekretær måtte ringe og undskylde efter at have sagt "kys mig i røven" og "stik det skråt op" til amerikanske politiske journalister.Tre spørgsmål. Det er, hvad den republikanske præsidentkandidat Mitt Romney har besvaret fra pressen under sin rundrejse til bl.a. Polen.
Kandidatens dybe tavshed fik tirsdag journalisternes tålmodighed til at brænde sammen – og derefter pressesekretæren til at koge over.
Episoden fandt sted under Mitt Romneys besøg ved den ukendte soldats grav i Warzawa i Polen.
Romney trykkede hånd med nogle polske veteraner og gik derefter og talte med Warzawas borgmester, da de amerikanske journalister i følget begyndte at råbe spørgsmål efter kandidaten, skriver CNN.
Journalisterne ville gerne høre Romneys kommentarer til hans udtalelse i Jerusalem for få dage siden, hvor præsidentkandidaten sagde, at det var kulturelt betinget, at israelerne er så meget rigere end palæstinenserne – en udtalelse, der har vakt en del vrede.
CNN: "Guvernør Romney, er du bekymret over nogle af fejlene under din rejse?"
New York Times: "Guvernør Romney, har du en udtalelse til palæstinenserne?"
Washington "Post: Hvad med dine fejl?"
New York Times: "Guvernør Romney, føler du, at dine fejl overskygger din udlandsrejse?"
CNN: "Guvernør Romney, blot et par få spørgsmål, du har kun besvaret tre spørgsmål fra pressen under hele denne rejse!"
Bredsiden af spørgsmål fik pressesekretær Rick Gorka til at reagere med et studst "Vis lidt respekt."
Journalisten fra New York Times indvendte, at der ikke har været andre muligheder for at stille spørgsmål, men indvendingen fik følgende svada fra pressesekretær Gorka:
"Kys mig i røven. Det her er et helligt sted for polakkerne. Vis lidt respekt."
Kort efter sagde Gorka til Jonathan Martin, der er journalist for websitet Politico, at han skulle "stikke det skråt op".
En halv time senere ringede pressesekretæren til to af journalisterne og undskyldte for episoden.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Ja, amerikanske journalister har mod. En skarp kontrast til de dikkende, danske lammehaler under det pinlige Fogh-årti.