Rolling Stone trækker artikel om massevoldtægt

Rolling Stone har trukket en artikel om en påstået massevoldtægt, efter at rapport dokumenterer alvorlige fejl i indholdet og journalistikken. Anklaget broderskab agter at ”anvende alle tilgængelige juridiske midler” i et bebudet sagsanlæg. Ingen bliver fyret, hvilket undrer amerikanske mediekommentatorer

WASHINGTON DC –  Broderskabet Phi Kappa Psi fra det ansete amerikanske universitet University of Virginia agter at lægge sag an mod det amerikanske magasin Rolling Stone.

Det meddelte broderskabet mandag, efter at magasinet samme dag havde undskyldt for og tilbagekaldt en artikel fra november 2014 om en massevoldtægt, der ifølge artiklen havde fundet sted på universitetet i 2012 under en fest i Phi Kappa Psis hus med syv af broderskabets medlemmer som gerningsmænd.

Historien holdt imidlertid ikke vand. Der var ingen dokumentation, gerningsmanden fandtes slet ikke, og Rolling Stone havde baseret hele artiklen på én kilde: ”Jackie,” en ung kvinde, som påstod hun var offer for det brutale overfald, der skabte national opstandelse i USA, da historien kom frem.

Undskyld, undskyld, undskyld

Bladets redaktør, Will Dana, gav en uforbeholden undskyldning mandag til både universitetet, broderskabet, magasinets læsere og de mange voldtægtsofre, der ”muligvis nu kan stå med en vanskeligere sag efter vores fejltagelse. Det var ikke hensigten”. Artiklens forfatter, medredaktør Sabrina Rubin Erdely, kaldte artiklen for ”den største fejltagelse i mit journalistiske liv” og lovede, at hun ”aldrig vil gentage disse fejl”.

Artiklen ”A Rape on Campus” findes derfor ikke længere på Rolling Stones hjemmeside.

Bodsgangen fandt sted efter offentliggørelsen søndag af en rapport udarbejdet af Columbia University’s Graduate School of Journalism om tilblivelsen af artiklen.

Rapporten, som magasinet selv havde bedt den verdensberømte journalistskole om at udarbejde, er ætsende i sin massive kritik og har titlen ”Rolling Stone’s Investigation – A Failure That Was Avoidable”. Chefredaktør Dana medgiver, at den var ”pinefuld og frygtelig læsning”.

En kilde og kun en

Rapporten giver et nøje indblik i en journalistik, der først og fremmest fejler ved at forlade sig udelukkende på det påståede offer, ”Jackie”, også selv om der i hendes grafiske og detaljerede fortælling om masevoldtægten optræder tre venner, der hjælper hende tilbage til hendes kollegieværelse bagefter. Erdely forsøger at få fat på disse tre, men stiller sig i sidste ende tilfreds med Jackies meddelelse om, at hendes venner ikke ønsker at medvirke til artiklen.

Da Erdely beder om Jackies tilladelse til at kontakte det medlem af broderskabet, der ifølge den unge studerende har ledet overfaldet – hendes date fra festen, der kun går under navnet Drew – afviser Jackie og afbryder i en to ugers periode al samarbejde med Rolling Stone, hvilket får magasinet til at frygte, at historien ikke kan skrives. Erdely får derfor sin nærmeste redaktørs tilladelse til ikke at kontakte den påståede gerningsmand, som Jackie siger hun frygter ”over alt i verden”. Intet tyder imidlertid på, at ”Drew” eksisterer i virkeligheden.

Rapporten er udarbejdet over flere måneder af lederne af Columbias journalistuddannelse, Sheila Coronel og Steve Coll, med bistand fra forskningsmedarbejder Derek Kravitz, og de tre har haft adgang til alle noter, e-mails, mødereferater og interne diskussioner, som Rolling Stone ligger inde med efter den månedlange research.

Ingen bliver fyret

Rolling Stones ejer, Jann Wenner, blev mandag mødt med massiv kritik dagen igennem, efter at det stod klart, at magasinet ikke agter at fyre hverken skribenten eller nogen af hendes redaktører efter skandalen, der ellers anses for den værste i magasinets 48 år lange historie.

Wenner siger til New York Times, at såvel journalisten som hendes redaktører var ofre for ”en fabulerende ekspert ud i historiefortælling”, som havde ”manipuleret” magasinet, og at han har fuld tillid til de to redaktører og til Erdely, som er en af bladets mangeårige undersøgende journalister.

Det er imidlertid ikke konklusionen i rapporten, at magasinet er offer for ”Jackie”. Tværtimod kritiserer forfatterne magasinets journalistik for ”systematisk og på alle niveauer” at have forbrudt sig mod grundlæggende journalistiske metoder i arbejdsprocessen og principperne om fairness og akkuratesse. Rapporten konkluderer også, at ”egne politikker og regler for redaktionel kontrol slog fejl”.

Massiv kritik fra kolleger og kommentatorer

Amerikanske mediekommentatorer stod mandag aften og tirsdag morgen i kø for at fordømme bladledelsen for ikke at drage nogen personalemæssige konsekvenser. Jill Geisler, der er professor i ledelse og mediemanagement ved Loyola University of Chicago, kalder i et interview med Columbia Journalism Review bladejer Jan Wenner og chefredaktør Dana for ”arrogante”:

”Fyringer sender en besked om, at en bestemt adfærd er uacceptabel. Jeg er ikke fortaler for fyringer som en pr-øvelse, men snarere som en metode til at genopbygge et hold og genskabe tilliden. Selv om Jann Wenner mener, at de to redaktører er dygtige og blot har fejlet denne ene gang, er der stadig mere at gøre for at genopbygge tilliden. Jeg vil gerne se personlige erklæringer fra både Wenner, artiklens redaktør og den administrerende chefredaktør samt reporteren selv om, hvad de hver især har lært, og hvad de vil gøre anderledes i fremtiden. Jeg vil også gerne se dem deltage i åbne møder, et i Columbia og et på UVA, hvor de åbent svarer på spørgsmål fra de studerende. En sådan vilje til dialog ville, i lyset af denne fiasko, vise sandt lederskab. Det kunne endvidere bidrage til forbedringen af journalistisk praksis og den løbende debat om voldtægt på campus; og det kunne i sidste ende bidrage til at genoprette Rolling Stones troværdighed som medie,” siger hun.

Lloyd Grove, der er ”editor at large” for hjemmesiden The Daily Beast, og som har en 23 år lang karriere på Washington Post bag sig som bl.a. mediekommentator, beskylder Rolling Stones ledelse for at ”spille offerkortet”, for at gemme sig, og for ”intet at have forstået,” når det gælder ansvar og ledelse i journalistik.

Den kendte forfatter, mediekritiker og professor i journalistik ved New York University Clay Shirky kommenterede sagen hele mandag i en række harske kommentarer på Twitter, hvor han bl.a. krævede chefredaktørens afgang:
”Dette er så afgørende og stor en fejlbedømmelse, at Will Dana bør tage sin afsked.”

Og der var mange andre:
”Aha. Ingen bliver fyret, og alt forbliver, som det var. Ikke så underligt, at så få mennesker stoler på medierne,” sukkede NBC News’ tidligere undersøgende korrespondent Lisa Myers, også på Twitter.

Og hjemmesiden Politicos John Bresnahan spurgte retorisk samme sted, om hvad ”Rolling Stone mon selv ville have skrevet, dengang magasinet var på toppen, om en institution, der fejlede spektakulært, ødelagde menneskers liv, men valgte ikke at straffe de ansvarlige”.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC og blogger på journalisten.dk

0 Kommentarer