Ytringsfriheden gælder ikke propaganda, lød det fra anklageren i den omdiskuterede Roj TV-sag ved retten i går. Sagen nærmer sig en afgørelse.
28 retsmøder er blevet gennemført, efter yderligere fem års efterforskning førte til, at Roj TV blev tiltalt for terror i august sidste år. Men nu nærmer sagen sig sin afslutning.
Anklagen lyder, at den kurdiske tv-kanal, der sendes fra Danmark, udøver propagandavirksomhed for kurdiske PKK, der er på flere terrorlister. Derfor er Roj TV som det første medie blevet tiltalt efter terrorparagraf 114 i dansk lov.
»Det er anklagemyndighedens opfattelse, at en række af de tv-progammer og -indslag, som udsendes på ROJ TV, efter deres form og indhold må anses for at have karakter af propagandavirksomhed til støtte for PKK, og at denne propagandavirksomhed er egnet til fremme af virksomheden PKK,« lød det fra rigsadvokat Jørgen Steen Sørensen, da Roj TV blev tiltalt.
Men sagen er principiel, fordi Roj TV forsvarer sig ved at henvise til ytringsfriheden.
I går afviste anklageren, vicestatsadvokat Anders Riisager, at Roj TV kan hævde, at ytringsfriheden bliver krænket. Den gælder nemlig ikke ytringer, der indeholder propaganda for en terrororganisation, sagde han ifølge Information.
Ifølge anklageren er forbindelsen mellem PKK og Roj TV stærk på flere områder – blandt andet mener anklagemyndigheden at kunne bevise, at PKK har betalt Roj TV 227 millioner kroner over en femårige periode.
Anklagemyndigheden kræver, at Roj TV's sendetilladelse bliver inddraget, samt at de to selskaber, der er tiltalt, hver får en bøde på 10 millioner kroner.
Roj TVs forsvarer, Bjørn Elmquist, skal procedere sagen den 14. december. Dommen ventes at falde i januar.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.