Jens Rohde svarer nu for første gang igen på kritikken. I en erklæring skriver han, at han på intet tidspunkt har udnyttet sin position på TV 2 til at fremme politiske holdninger eller historier på TV2 Radio.
Den nu fyrede direktør for TV2 Radio, Jens Rohde, accepterer, at han er blevet opsagt med fritstillelse fra TV2 Radio. Men samtidig afviser han i en erklæring meget konsekvent alle de seneste beskyldninger om magtmisbrug og sammenblanding af politiske interesser.
I erklæringen skriver han blandt andet:
»For god ordens skyld skal jeg understrege, at jeg på intet tidspunkt har brugt min position på TV 2 til at fremme politiske holdninger eller historier på TV2 Radio eller på TV 2 i almindelighed. Jeg har således aldrig bidraget til, at der kan sættes spørgsmålstegn ved TV 2s redaktionelle uafhængighed eller troværdighed.«
Medarbejdere på TV2 Radio har ellers givet udtryk for det stik modsatte. Senest sagde tillidsmand Lennart Sten til Journalisten.dk, at Jens Rohde netop har givet radiostationen problemer:
»Jeg synes, Jens Rohde er et problem. Man skal tænke på, at når han udtaler sig som direktør for TV2 Radio, så repræsenterer han en virksomhed – et brand. Og det har givet os nogle problemer, for vi har skulle bruge megen energi på at overbevise offentligheden om, at vi er uafhængige,« udtalte Lennart Sten.
Og efter fyringen i dag har konstitueret administrerende direktør for TV 2 Anders Kronborg erklæret, at Jens Rohde flere gange er gået over stregen.
Jens Rohde tager dog fuldstændig afstand fra de beskyldninger.
Han siger samtidig, at han heller ikke på nogen måde har videregivet oplysninger om TV 2 til tredjepart, som det også har forlydt i medierne.
»Således har jeg ikke misligeholdt min kontrakt,« skriver Jens Rohde i sin erklæring med tilføjelsen:
»Jeg har alene i den verserende sag bekræftet oplysninger og oplevelser fra min fortid på Christiansborg og ikke på nogen måde udtalt mig holdningsmæssigt eller ageret politisk. Min bekræftelse af oplysningerne i Ekstra Bladet lørdag den 9. november blev ikke bragt på TV 2, men i et medie, som er TV 2 uvedkommende.«
Jens Rohde siger videre om sagen vedrørende Henrik Sass Larsen:
»Den 2. oktober i år i forbindelse med Folketingets åbning blev jeg af en tidligere kollega – uden for Venstres folketingsgruppe – gjort opmærksom på, at Ekstra Bladet var på vej med blandt andet den senere offentliggjorte historie om Henrik Sass Larsen. Dagen efter, den 3. oktober, – længe før valgets udskrivelse – ringede jeg og gjorde TV 2s nyhedschef opmærksom på, hvad Ekstra Bladet angiveligt arbejdede med. Dette skete som kollega til kollega. Denne oplysning er direktionen på TV 2 bekendt.
Ekstra Bladet har således sandsynligvis ligget inde med oplysninger og sandsynligvis haft en historie undervejs gennem længere tid. Jeg har naturligvis ikke indflydelse på, hvornår og hvordan historier skrives i aviserne. Jeg har alene bekræftet fakta,« skriver Jens Rohde.
Den nu fritstillede ex-radiodirektør ønsker afslutningsvis sine nu forhenværende kollegaer al mulig held og lykke i fremtiden:
»Det har været en hård kamp på svære vilkår for TV2 Radio, men alle radiomedarbejdere har gjort en formidabel indsats, og den er jeg overbevist om fortsætter til glæde for såvel TV 2-koncernen som for de stadig flere lyttere, som tuner ind på TV2 Radio. Jeg ønsker alle på TV 2 alt det bedste.«
Til Berlingske Business siger flere eksperter i øvrigt, at Jens Rohde vidste, at han begav sig ud på en farlig sti, da han vedblev med at blande sig i politik.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.