search

Røgslør over burkaudvalg forarger flere medier

Både Justitsministeriet og Indenrigs- og Socialministeriet nægter at give aktindsigt i dokumenter om burkaforbud og det såkaldte burkaudvalgs arbejde. »Bevidst chikane,« lyder det fra B.T.

Både Justitsministeriet og Indenrigs- og Socialministeriet nægter at give aktindsigt i dokumenter om burkaforbud og det såkaldte burkaudvalgs arbejde. »Bevidst chikane,« lyder det fra B.T.

Hverken Ritzaus Bureau, Kristeligt Dagblad eller B.T. har kunnet få aktindsigt i det såkaldte burkaudvalgs arbejde. Desuden vil Justitsministeriet ikke udlevere de svar, som ministeriet tidligere har givet om, hvorvidt et burkaforbud vil være muligt.

2. november anmodede B.T. ellers ikke blot Indenrigs- og Socialministeriet om aktindsigt i alle dokumenter vedrørende burkaudvalget. Avisen bad også Justitsministeriet om at få indsigt i "alle dokumenter, der vedrører tidligere svar fra Justitsministeriet på spørgsmål om muligheden for at indføre burkaforbud samt alle notater og øvrige dokumenter om disse spørgsmål".

Men selv de tidligere svar og de dertilhørende dokumenter har Justitsministeriet fortsat ikke udleveret. Ministeriet henviser til, at "principielle overvejelser" forhindrer, at B.T. får aktindsigt. Det forarger B.T.'s redaktionschef, Simon Andersen.

»Nu har Justitsministeriet brugt tre måneder på at svare på, om de vil give aktindsigt i gamle svar. Det er en bevidst chikane af pressens muligheder,« siger Simon Andersen til Journalisten.dk og fortsætter:

»Det er en hujende betændt sag, hvor embedsmændene er kastet ud i et politisk ærinde, der ikke holder. For mig at se er der tale om en systematisk undladelse, hvor Justitsministeriet og Indenrigs- og Socialministeriet har aftalt ikke at udlevere svar.«

Simon Andersen har derfor tirsdag klaget over de to ministerier til Ombudsmanden og beder i sin klage om at få undersøgt, "hvorvidt de to myndigheder gør sig skyldig i bevidst forhalelse og chikane med henblik på først at udlevere akter, når diskussionen om burka er afsluttet politisk".
Journalisten.dk har bedt begge ministerierne om kommentarer, men har endnu ikke fået svar.

Som Journalisten.dk kunne fortælle tidligere i dag , har Ritzaus Bureau – ligesom B.T. – ikke kunnet få aktindsigt i burkaudvalgets arbejde. Blandt andet har Indenrigs- og Socialministeriet, hvor burkaudvalget hører til, ikke villet udlevere en rapport, som forskere på Københavns Universitet har lavet på bestilling fra udvalget.

Ligesom Ritzau anmodede Kristeligt Dagblad om aktindsigt i rapporten før jul, men har fortsat ikke fået den. Rapporten er ellers blevet sendt til burkaudvalget, og journalist Christina Agger fra Kristeligt Dagblad mener derfor, at den må være tilgængelig via offentlighedslovens regler om aktindsigt.
»Der er tale om en simpel rapport, som under alle omstændigheder er tiltænkt offentliggørelse. Derfor har jeg svært ved at se, at der kan være nogen som helst principielle overvejelser, som på legitim vis kan forsinke svaret på aktindsigten,« siger hun til Journalisten.dk.

Hun vil nu klage til Ombudsmanden.
»Hvis ministeriet får lov til det her, er det et carte blanche til, at offentlige myndigheder kan trække svar i langdrag bare ved at sige, at de har uspecificerede principielle overvejelser. Så er offentlighedsloven ikke ret meget værd,« siger Christina Agger.

Over for Ritzaus Bureau har dekan Kirsten Refsing fra Københavns Universitet forklaret, at universitetet ikke vil udlevere rapporten, fordi universitetet har lovet at holde undersøgelsen fortrolig, indtil udvalget er færdigt med sit arbejde.
Denne afvisning er ulovlig, vurderer Oluf Jørgensen, der er mediejurist og afdelingsforstander på Journalisthøjskolen.

»Københavns Universitet er også underlagt offentlighedsloven, og derfor har man ret til at få undersøgelsen udleveret,« siger han til Ritzau og kalder kontrakten om hemmeligholdelse ugyldig.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen