search

Roger Buch: »Man skal passe på med at blive for gode venner med den politiker, man betjener«

Hold dig fra partipolitik. Bliv ikke ven med borgmesteren. Og husk, at mindretallet også har ret til at komme til orde i dine pressemeddelelser. Sådan lyder rådene fra kommunalekspert ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch.  

Må kommunikationsmedarbejderne være ghostwritere på et læserbrev for borgmesteren?
Det må de gerne, og det er de ofte, når de for eksempel svarer på læserbreve i aviserne. Hvis der er kritik af kvaliteten af undervisningen i folkeskolen, kan man svare ved at henvise til fakta, for eksempel at tal viser, at skolerne klarer sig bedre end fremstillet i læserbrevet. Men man skal ikke være ghostwriter på tekster, hvor borgmesteren eller udvalgsformanden hiver partipolitiske kæpheste frem. Det må stå for deres egen regning. Kommunikationsfolk skal ligesom socialrådgiverne, juristerne og alle de andre ansatte levere løsninger, der er politisk neutrale, samt fagligt og sagligt begrundede. Ansatte skal ikke komme med politiske eller ideologiske markeringer for borgmesteren, regionsformanden eller udvalgsformanden.
 
Må kommunikationsmedarbejderen tage imod en henvendelse fra en journalist, når denne specifikt spørger efter borgmesteren i hans rolle som partipolitiker?
Man må gerne skabe kontakten og få et citat fra politikeren, som man kan give til journalisten. Men afsenderen skal være klar. Politikeren skal levere indholdet. Det er en gråzone, hvor der sikkert foregår ting, der ikke burde foregå. For hvis kommunikationsrådgiveren selv skriver partipolitiske citater – eller udkastet til citaterne – er man juridisk på kanten af, hvad man må foretage sig.
 
Kommunikationsmedarbejderen har skrevet en tale til borgmesteren i forbindelse med et besøg på et plejehjem. Er det i orden, at borgmesteren holder den samme tale i vælgerforeningen?
Hvis det sker, ligger problemet hos borgmesteren og ikke hos kommunikationsmedarbejderen. Borgmesteren risikerer jo, at oppositionen anklager ham for at holde partitaler, som offentligt ansatte har skrevet for ham. Hvis jeg skulle give et godt råd, ville jeg som borgmester ikke gøre den blottelse.
 
Må kommunikationsmedarbejderen ledsage politikeren til valgarrangementer?
Det må man godt, hvis man bliver bedt om det. Borgmesteren er jo ens øverste chef. Men mit råd til borgmesteren er, at han ikke skal bede kommunikationsmedarbejderen om at gå med.
 
Må kommunikationsmedarbejderen betjene politikernes Facebook-side under valgkampen?
Hvis det er en privat Facebook-side, skal de hverken hjælpe før, under eller efter valget. Hvis det er en officiel Facebook-side, er det noget andet. Her må man gerne hjælpe med at svare sagligt på faktuelle spørgsmål. Politisk smalltalk på sociale medier skal en kommunikationsafdeling ikke have noget at gøre med.

Er det kommunikationsmedarbejderen eller politikerne, der skal forklare og forsvare kommunens partipolitik?
Det skal kommunikationsmedarbejderen på ingen måde. Man skal passe på med at blive for gode venner med den politiker, man betjener. Hvis man kommer for tæt på borgmesteren, har man et problem, når der kommer en anden på posten. Den eneste, der kan være nødt til og kan tillade sig at komme tæt på borgmesteren, er kommunaldirektøren. Længere nede i hierarkiet skal der ikke være sympatier eller antipatier.

Kan det være et problem, at man som pressechef kommer for tæt på sin politiker?
Det er dybt problematisk, fordi vi i dag ikke har særlige rådgivere i kommunerne. Hvis de bliver politiske rådgivere, sætter det gang i en udvikling, hvor de ender med at blive fyret, når valget kommer – ligesom spindoktorerne i ministerierne. Det tror jeg ikke, mange kommunikationsfolk i regionerne og kommunerne er indstillet på.
 
Har kommunikationsmedarbejderen et ansvar for, at borgmesteren eller regionsformanden ikke bliver hovedperson i alle pressemeddelelser?
Regionsformanden og borgmesteren er ofte de rette afsendere og kontaktpersoner i pressemeddelelser, fordi det drejer sig om beslutninger inden for deres område. Men man har også et ansvar for, at andre relevante personer bliver nævnt i pressemeddelelsen, for eksempel formanden for det udvalg, der har truffet beslutningen.

I kommunalpolitik er oppositionen svagere end i landspolitik, fordi partierne ikke modtager partistøtte til medarbejdere, der kan hjælpe byrådsmedlemmer. Som kommunikationsafdeling skal man derfor tænke i public service, ligesom man gør i medierne, og sikre, at mindretallet også kommer til orde – mindretallet skal selvfølgelig ikke have lige så meget taletid som flertallet.
Tanken om public service bryder dermed princippet om, at man skal være saglig og faglig. Men det er et større demokratisk problem, hvis regionalformanden står som afsender på alt. Det er imidlertid et hensyn til mindretallet, som man ikke ser mange steder.

Hvordan sikrer man som kommunikationsmedarbejder, at politikerne forstår, hvilken rolle man skal spille under valget?
Mit generelle råd vil være, at man i månederne op til valget aftaler med sin chef eller politikeren, at man stille og roligt bakker ud og hjælper med mindre end hidtil. Det er lige så meget politikernes eget ansvar at sikre, at kommunikationsfolkene ikke misbruges. Omvendt er kommunikationsafdelingerne ofte i konkurrence med hinanden om mediernes opmærksomhed, og dermed lokker de måske også politikeren til at medvirke i mere, end de egentlig selv efterspørger.


»Man skal passe på med at blive for gode venner med den politiker, man betjener,« advarer Roger Buch. – foto: pr foto

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen